BOMI – Center for Rehabilitering og Hjerneskade – SØM-beregning af indsatsforløb
Udgivelsens forfattere:
BOMI – Center for Rehabilitering og Hjerneskade i Roskilde er et rehabiliteringstilbud til voksne med komplekse følger af hjerneskader. Centeret tilbyder en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, der er tilrettelagt til den enkelte borger inden for både genoptræning af funktionsevne, udvikling og optræning af arbejdsevne, rehabilitering i hjemmet og på arbejdspladsen. Et stort antal kommuner, primært fra region Hovedstaden og Sjælland, henviser borgere med erhvervet hjerneskade til et behandlingsforløb hos BOMI Roskilde.
BOMI Roskilde ønsker at belyse de økonomiske konsekvenser af rehabiliteringsindsatsen. Derfor har de bedt VIVE gennemføre en række beregninger af indsatsen ved brug af den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM).
Økonomiske gevinster på flere områder
Beregningerne i SØM viser, at man især kan forvente positive økonomiske konsekvenser af rehabiliteringsindsatsen på områderne ”Sundhedsydelser” og ”Skat af indkomst”. Det skyldes en forventning om, at borgeren får bedre tilknytning til arbejdsmarkedet efter et forløb hos BOMI. Desuden peger beregningerne på, at et forløb mindsker borgerens forbrug af ydelser i det somatiske sygehussystem. Den nøjagtige økonomiske gevinst afhænger af de forudsætninger, der indgår i beregningerne.
Det er ikke muligt præcist at fastslå, hvilken succesrate BOMIs rehabiliteringsindsats har, når der skal overføres til en SØM-beregning. Derfor er det heller ikke muligt præcist at fastslå, hvorvidt indsatsen har givet et budgetøkonomisk overskud eller ej.
Metode
Beregningerne anvender tal fra SØMs vidensdatabase om målgruppen ”Voksne med erhvervet hjerneskade”. Målgruppen er udvalgt, da den kommer tættest på de faktiske borgere fra BOMIs rehabiliteringsindsats. For at få et billede af de mulige økonomiske konsekvenser er der i rapporten gennemført beregninger med forskellige forudsætninger.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd