Børnehavedrift i foråret 2021 i lyset af covid-19. Spørgeskemaundersøgelse blandt ledere af børnehaver
Udgivelsens forfattere:
- Niels Peter Mortensen
- Niels Westermann Brændgaard
- Hanne Louise Søgaard Jensen
- Katrine Nøhr
- Nanna Høygaard Lindeberg
- Ledelse og implementering
- Dagtilbud, skole og uddannelse Ledelse og implementering, Dagtilbud, skole og uddannelse
VIVE har gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt ledere af dagtilbud. Formålet er at høste erfaringer af at være i en særlig situation med nedlukninger og restriktioner og at give en temperaturmåling på status i landets børnehaver i år 2021. Denne nye undersøgelse dykker ned i hverdagen med coronarestriktionerne i børnehaver i år 2021, hvor dagtilbuddene kan have gjort sig nye erfaringer med coronatiltag og ændrede arbejdsgange i løbet af det foregående år.
Resultater
Undersøgelsen viser blandt andet, at skoleforberedende aktiviteter i børnehaven og samarbejde mellem børnehave og skole/fritidstilbud om børnenes overgang fra daginstitution til skole/fritidstilbud foregår i mindre grad sammenlignet med før covid-19-pandemien.
Forældres samarbejdsaktiviteter er ikke afholdt i samme omfang som før covid-19-pandemien. Størstedelen af børnehavelederne angiver, at forældresamarbejdet er påvirket negativt, og der har været færre samarbejdsaktiviteter sammenlignet med perioden januar – februar 2020.
Der har samlet set været mindre dialog mellem pædagoger og forældre grundet coronaretningslinjerne i 2021. Dialogen med forældre til udsatte børn er i mindre grad påvirket af coronaretningslinjerne end dialogen med forældre til børn, som ikke vurderes at være i en udsat position.
Størstedelen af børnehavelederne har oplevet at få tilstrækkelig sparring og opbakning fra den kommunale dagtilbudsforvaltning til fortolkning og implementering af coronaretningslinjerne. Under halvdelen har oplevet at have behov for sparring.
Få børnehaveledere er blevet involveret i forvaltningens beslutninger om fortolkning og implementering af coronaretningslinjerne.
Tæt på halvdelen af børnehavelederne oplever, at coronaretningslinjerne har påvirket motivationen i personalegruppen negativt. Omkring halvdelen vurderer, at sygefraværet blandt personalet ikke har været påvirket.
Metode
Data er samlet ind ved at udsende et spørgeskema til 951 tilfældigt udtrukne børnehaveledere. Børnehavelederne er inviteret via børnehavernes primære e-mailadresser. Svarprocenten er 37 pct. Data er samlet ind i perioden fra 22. marts til 12. maj 2021.
Udgivelsens forfattere
- Niels Peter MortensenNiels Westermann BrændgaardHanne Louise Søgaard JensenKatrine NøhrNanna Høygaard Lindeberg
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd