Børn, der flygter alene
Udgivelsens forfattere:
- Arbejdsmarked
- Ledelse og implementering
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Arbejdsmarked, Ledelse og implementering, Socialområdet, Børn, unge og familie
Baggrund
Roskilde Kommune har sammen med Dansk Røde Kors, University College Sjælland, Professionshøjskolen UCC og Udlændingestyrelsen etableret udviklingsprojekt ’Børn, der flygter alene’. Projektet skal styrke integrationen af de uledsagede flygtningebørn og unge i det lokale fritidsliv og det danske samfund – blandt andet ved at sikre, at de kommer i uddannelse og beskæftigelse. Velux Fonden har finansieret projektet, og KORA har evalueret det.
Evalueringen har sat fokus på fire elementer i udviklingsprojektet:
- Brugen af integrationsfamilier, som er plejefamilier for uledsagede flygtningebørn og unge.
- Brugen af venskabsfamilier, som er en kontaktfamilie, den unge kan trække på, men som ikke har nogle formelle forpligtigelser.
- Den midlertidige forældremyndighedsindehavers (MFI) rolle. En MFI’er er barnets værge og tilknyttes alle uledsagede flygtninge under 18 år, der får tildelt asyl.
- Det tværsektorielle samarbejde mellem aktørerne (Roskilde Kommune, Dansk Røde Kors, UCC, UCSJ og Udlændingestyrelsen samt samarbejdet med lokale NGO’er).
Konklusion/resultater
’Børn, der flygter alene’ er et udviklingsprojekt, som løbende er blevet tilpasset gennem partnerskabet mellem projektets aktører og stadigvæk er i gang med at finde sin endelige form. Overordnet set tyder evalueringen på, at projektet har gode perspektiver. De interviewede uledsagede flygtningebørn og unge oplever, at de får udbytte af både integrations- og venskabsfamilier – særligt i forhold til at lære det danske sprog. Der er i alt anbragt fire børn/unge i integrationsfamilier, og flere unge har fået en venskabsfamilie. Men antallet af venskabsfamilier er for lille til, at de unges efterspørgsel kan dækkes.
Projektet kan fortsat udvikles på en række punkter. Der er således behov for tydeligere forventningsafstemning både i forhold til integrationsfamilierne og de uledsagede flygtninge børn og unge, som anbringes i disse familier. Desuden er der behov for en tydeligere udvikling af måden, MFI’erne inddrages på.
Metode
Undersøgelsen er baseret på kvalitative interview med såvel uledsagede flygtninge børn og unge, integrations- og venskabsfamilier, midlertidige forældremyndighedsindehavere, lokale frivillige organisationer, rådgivere og tilsyn samt projektgruppe- og styregruppemedlemmer.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA