Barndomshjem med popplakater og sengehimmel, lyskæde og blå sodavand
Udgivelsens forfattere:
- Børn, unge og familie Børn, unge og familie
På et barndomsbillede sidder Leika Fuglsang oven på en jakke på gulvet. På fødderne har hun vinterstøvler, og foran hende ligger en bog og en lineal. Over billedet står skrevet: ”Lektier på badeværelset m. Marianne … Hvorfor??”
”Det var fordi, der var varme i gulvet,” fortæller Leika Fuglsang. ”Det var vinter, jeg frøs, og jeg gad ikke lave matematik. Marianne blev hos mig, selvom jeg var sur og arrig og kastede med blyanter og skreg.”
Billedet stammer fra et fotoalbum med billeder fra de år, Leika Fuglsang var anbragt på institutionen Dalgården. Marianne var en af pædagogerne på Dalgården, og hun kunne se, at Leika Fuglsang havde brug for, at hun sad sammen med hende på gulvet på badeværelset, hvis det skulle lykkes at få lavet matematik.
”De voksne satte mig altid i situationer, hvor jeg kunne lykkes. Det kan tage lang tid at vise vejen til en ny livsbane. Men hold kæft, hvor kan man meget, når nogen tror på en. Alle kan lykkes.”
Sengehimmel og popplakater
I dag er Leika Fuglsang næstforkvinde i De Anbragtes Vilkår. Her arbejder hun for, at børn får et godt hjem der, hvor de er anbragt. Det er nemlig langt fra alle, der, ligesom hun gjorde, føler sig hjemme på den institution, hvor de bor.
Inden hun kom til Dalgården, havde Leika Fuglsang været anbragt i otte forskellige plejefamilier og på et akutbørnehjem.
”Selvom jeg kun var ni år, var der sket meget skade. Jeg var bestemt ikke et englebarn. De første år på Dalgården fik jeg en til to såkaldte magtanvendelser om dagen, hvor der skulle to fuldvoksne mænd eller tre kvinder til at holde mig fast. Jeg smadrede mit værelse og var meget, meget vred,” siger hun.
Alligevel fik Leika Fuglsang ikke et stempel som et vredt barn, for pædagogerne så alt det, hun også var. Hun begyndte at føle sig hjemme og indrettede sit værelse med en sengehimmel, plakater af popstjerner og en stor seng, der var bredere end de andre børns senge. Det betød meget for hende.
Børnene på Dalgården gik på en intern skole, men Leika Fuglsang drømte om at gå på en folkeskole med andre børn. Efter 3. klasse kunne hun læse, men hun kunne ikke skrive og regne. Pædagogerne fortalte hende, at hvis hun skulle gå på en folkeskole, ville det kræve, at hun arbejdede hårdt, og det hjalp de hende med.
Da hun var klar, fik hun lov til at prøve at gå i den lokale folkeskole i 14 dage. Hun blev fulgt til skole hver morgen, og skolen havde sørget for, at nogle af hendes klassekammerater var klar til at lege med hende i frikvartererne.
”Skolen havde forberedt sig på, hvordan den kunne hjælpe mig ind i fællesskabet, og lærerne vidste, hvordan de kunne få mig med i undervisningen. Det var bare det fedeste. Så jeg fik lov til at starte der,” siger Leika Fuglsang.
En dag spillede klassen rundbold på en mark ved siden af Dalgården. Leika Fuglsang inviterede dem alle sammen på besøg og viste dem netcaféen, institutionens gokarts og sit værelse.
”Alle i min klasse kunne se, at alt var godt, og at der ikke var tremmer for vinduerne,” siger hun.
I klassen skiftedes pigerne til at invitere hinanden hjem på besøg. Da det blev Leika Fuglsangs tur, pyntede hun op i et stort lokale på Dalgården og bestemte selv menuen. De fik blå sodavand.
VIVE Magasin
Denne artikel er bragt i VIVE Magasin nr. 1
VIVEs magasin samler viden om centrale temaer i VIVEs forskning. Denne udgave har fokus på børn og unges trivsel. En række eksperter giver deres vinkel på emnet, praktikere fortæller om deres indsats for sårbare unge, og en ung giver indblik i sin opvækst på en institution.
Grimme vinterstøvler
Leika Fuglsangs kontaktperson fik skabt en god relation til hendes mor. Som voksen har Leika Fuglsang læst et notat fra et møde med moren, der var rasende over, at Leika Fuglsang havde fået nogle grimme vinterstøvler.
”Hun kunne bare ikke have det, og man kan se i notatet, hvor omsorgsfuldt der bliver taget hensyn til det,” siger Leika Fuglsang.
Aftalen blev, at moren fik penge til at købe nogle nye vinterstøvler og i en periode fik ansvaret for Leika Fuglsangs tøj.
”Det var det, der skulle til for, at min mor kunne blive rolig og føle, at hun stadig havde indflydelse på mig og mit liv,” siger hun.
”Min mor blev taget seriøst, og det betød, at jeg havde ro. Jeg vidste, de passede på min mor, det var ikke mit job.”
Leika Fuglsang sammenligner forholdet mellem det sted, barnet er anbragt, og familien med en skilsmisse. Det skal aldrig være barnets ansvar at mægle mellem parterne.
Som 15-årig valgte Leika Fuglsang at afbryde kontakten til sin mor. ”Det sidste par år på institutionen havde jeg kun pædagogerne som mine forældre.”
Vores voksne
Næsten alle pædagogerne blev ved med at arbejde på Dalgården gennem den tid, Leika Fuglsang boede der. Der var Jørn, der bagte en stak Rasmus Klump-pandekager hver morgen, når han havde døgnvagt; Troels, der var to meter høj, larmede og var sjov og glad; Marianne, der var kreativ og inspirerede børnene til at gå i gang med forskellige projekter; Kristian, der introducerede Leika Fuglsang til musik, som hun stadig hører.
”De havde så meget forskelligt at tilbyde. De gav os så mange gode ting at spejle os i. De var bare … De var alle sammen vores voksne, og selvom vi vidste, at de var på arbejde, føltes det ikke sådan,” siger hun.
”Min institution var fuld af krammere. Som voksen har jeg fået et kæmpe chok, når jeg har hørt andre tidligere anbragte fortælle om vikarer og voksne, der bare var på arbejde.”
Leika Fuglsang har engageret sig i foreningen De Anbragtes Vilkår, hvor hun i dag er næstforkvinde. Hun fortæller, at hun gennem sit arbejde i foreningen hører om pædagoger på døgninstitutioner, der ikke må fortælle, hvor de bor, om de har børn eller andet om deres privatliv.
”Det er en kæmpe misforståelse, at pædagoger ikke må være private over for os, der har allermest brug for sunde og gode afspejlinger af, hvordan det også kan være at være menneske.”
Leika Fuglsang
Var anbragt i otte forskellige plejefamilier og på akutbørnehjem, inden
hun som niårig kom til institutionen Dalgården ved Aarhus. Arbejder
i dag som pædagog. Derudover er hun næstforkvinde i De Anbragtes
Vilkår og medlem af Børnerådet.
En slags storesøster
I alt 35 børn var indskrevet på Dalgården, mens Leika Fuglsang boede der. Børnene boede i fire forskellige huse, og når de blev ældre, flyttede de over i et hus sammen med de andre unge. Men Leika Fuglsang havde ikke lyst til at flytte, og hun fik lov til at blive i sit hus. ”Det var vigtigere for mig, at jeg havde mine voksne, end at jeg boede med jævnaldrende. Og det blev der lyttet til,” siger Leika Fuglsang.
Hun blev en slags storesøster. Når de yngre børn var blevet puttet, fik Leika Fuglsang lov til at lægge sig ind på kontoret, mens de voksne skrev logbog for dagen.
”Så kunne jeg snakke om store og små spørgsmål,” siger hun.
Leika Fuglsang havde veninder på besøg og tog med til festerne i sin klasse. Hun gik til basketball i sin fritid og fik også et fritidsjob. Hun følte, at hun havde et normalt teenageliv.
Alligevel kunne det være hårdt at bo sammen med ni andre børn, og tankerne om hendes mor rumsterede også i baghovedet. Når hun havde brug for det, fik hun lov til at slappe af foran fjernsynet, fortæller hun.
”De voksne vidste, at det krævede meget af mig at være ude i verden, så jeg fik lov til at trække mig til mit værelse og stene film og serier i min egen boble.”
Brev til brandvæsenet
Hver jul blev et stort træ pyntet med en lyskæde på Dalgården. Men et år skulle lyskæden spares væk.
”Det kunne jeg slet ikke have. Der følte jeg mig virkelig som et børnehjemsbarn. Jeg kunne mærke, at alt bare kunne tages fra mig,” siger Leika Fuglsang.
Pædagogerne opfordrede Leika Fuglsang til at gøre noget ved det. Sammen kom de frem til, at brandvæsenet kunne sætte en lyskæde op med en kran.
”Jeg skrev et brev med forskellige farver på hver linje, for det var moderne dengang, og jeg fik så mange børn og voksne som muligt til at skrive under. Selv forstanderen skrev under,” fortæller hun.
Brandvæsenet fik brevet og satte en lyskæde op, og Leika Fuglsang har siden fået at vide, at de fortsatte med det hvert år, indtil Dalgården lukkede for et par år siden.
Et rigtigt hjem
Da Leika Fuglsang flyttede fra Dalgården som 18-årig, fik hun fotoalbummet med billedet af hende og Marianne, der laver matematik på gulvet på badeværelset. Der er også billeder fra fødselsdage, skiferier og hverdage med de andre børn. På de sidste to sider af fotoalbummet står der ”Leika & de voksne”.
”Det er bare billeder af mig, der klamrer mig til de voksne eller sidder på skødet,” siger Leika Fuglsang.
Hun betragter Dalgården som sit barndomshjem, og hun arbejder for, at de børn, der er anbragt i dag, også vokser op et sted, hvor de føler sig hjemme.
”Vi vil bare gerne have et rigtigt hjem. Og jeg ved, at det kan lade sig gøre.”
Fakta
Langt fra alle børn føler sig hjemme på den institution, hvor de er anbragt. En undersøgelse fra VIVE viser, at 31 procent føler sig meget
hjemme, 31 procent føler sig nogenlunde hjemme, mens 38 procent føler sig lidt eller ikke hjemme.
46 procent af børn anbragt på institution går aldrig til fritidsaktiviteter. Det samme gælder 17 procent af jævnaldrende, der ikke får social støtte.
28 procent af børn anbragt på institution har aldrig venner med hjemme. Blandt jævnaldrende, der ikke får social støtte, gælder det 4 procent.
42 procent af børn anbragt på institution går på specialskole, 27 procent går i folkeskole, mens 18 procent går i intern skole.
Kilde: VIVEs rapport ’Trivsel blandt børn og unge i udsatte positioner 2023’
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd