Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed

Baggrund

Ankestyrelsen er den klageinstans, som borgerne kan benytte, hvis de vil klage over kommuners afgørelser i sager på socialområdet, børneområdet og beskæftigelsesområdet. Samtidig er en af Ankestyrelsens kerneopgaver at sikre borgerne ensartede og korrekte afgørelser i sager inden for de tre områder på tværs af kommunerne.

Denne praksiskoordinerende virksomhed skal optimeres ifølge den resultatplan for 2017, som Ankestyrelsen har indgået med Økonomi- og Indenrigsministeriet.

I den forbindelse har VIVE evalueret kommunernes udbytte af Ankestyrelsens indsats på området. Evalueringen indgår som en del af vidensgrundlaget for den forestående udviklingsproces.

Konklusion/resultater

Undersøgelsens hovedkonklusioner er, at praksiskoordinering virker. Kommunerne har stor nytte af indsatsen, men der er stadig plads til forbedringer. Det gælder særligt i forhold til Ankestyrelsens formidling af viden til kommunerne. Jo lettere tilgængelig viden er for praktikerne, jo større effekt vil den have på afgørelser i konkrete sager.

Ankestyrelsens understøttelse af kommunal afgørelsespraksis kan ikke stå alene. Fagministerierne spiller en vigtig rolle i forhold til at levere vejledning og fortolkningsbidrag til de kommunale praktikere. Det er derfor afgørende, at vejledninger mv. er tilgængelige for kommunerne efter en lovændring.

Den praksiskoordinerende virksomhed opfylder ikke i sin nuværende form det behov for dialog med Ankestyrelsen, som man har i kommunerne. Det gælder især behovet for en tydeliggørelse af, hvad der vægtes i afgørelser på klagesager.

Uden en kortlægning af ressourceforbruget er det ikke muligt at udtale sig om omkostningseffektiviteten forbundet med de enkelte redskaber i indsatsen. Hertil kommer en række mere specifikke delkonklusioner i forhold til de enkelte redskabers form og anvendelse.

Anbefalinger

Overordnet anbefaler vi, at:

1. Ankestyrelsen i sin dialog med fagministerierne forsøger at opnå aftaler, der gør det mere klart, hvordan arbejdsdelingen mellem styrelsen og ministerierne er i forhold til vejledningsforpligtelsen over for kommunerne.
2. Ankestyrelsen indgår i dialog med fagministerierne om muligheden for udmelding af puljer til en særlig indsats i kommuner, hvis praksis halter på det pågældende område.
3. Ankestyrelsen i højere grad, end det er tilfældet i dag, benytter sig af konkrete eksempler i sin formidling af viden til praktikerne.

Om den relative vægtning af redskaber i indsatsen anbefaler vi, at:

• Ankestyrelsen gennemfører en intern kortlægning af det ressourceforbrug, der er forbundet med de enkelte redskaber, så man kan foretage en cost-effectiveness analyse af den praksiskoordinerende virksomhed.

Om indførelse af nye redskaber anbefaler vi, at:

• Man indfører en mulighed for at udplacere juridiske sagsbehandlere fra Ankestyrelsen til behandling af konkrete sager i enkeltkommuner. Denne udplacering kan have form af praktikforløb eller udlån.
• Ankestyrelsen med afsæt i praksisundersøgelserne udvikler et selvevalueringskoncept, som kommunerne kan bruge i deres arbejde med at kvalitetssikre arbejdsgange og processer.
• Ankestyrelsen udarbejder oversigter over gældende principafgørelser opdelt på paragraffer, og at man gør oversigterne tilgængelige for praktikere i kommunerne.

Metode 

Undersøgelsen baserer sig på to spørgeskemaundersøgelser, som er besvaret af henholdsvis 597 myndighedssagsbehandlere og 225 teamledere i alle landets 98 kommuner, 25 kvalitative interview – primært gruppeinterview – i 4 kommuner, 3 enkeltinterview med ledere i Ankestyrelsen, og en kvalificeringsworkshop med deltagelse af 14 ledere fra Ankestyrelsen.