Ungestøtte

I perioden 2010-2020 var cirka 50.000 unge mellem 18-23 år i målgruppen for ungestøtte. Omtrent halvdelen af dem fik ungestøtte, den anden halvdel gjorde ikke.

Forskning viser gennemgående, at unge, der tidligere har været anbragt, klarer sig dårligere, end ikke-anbragte unge. De er fem gange oftere på kontanthjælp eller har har en strafferetlig dom. Hver tredje unge hjemløs har tidligere været anbragt uden for hjemmet, og syv gange oftere er tidligere anbragte unge i misbrugsbehandling end ikke-anbragte..

I stedet for ungestøtte får nogle unge i stedet hjælp efter voksenparagrafferne. Men en undersøgelse viser, at de klarer sig væsentligt dårligere end dem, der får efterværn. Chefanalytiker Katrine Iversen forklarer:

Der er mange grunde til, at de unge i målgruppen har sværere ved at klare overgangen til voksenlivet og derfor har brug for ungestøtte, forklarer Katrine Iversen:

Når unge i udsatte positioner fylder 18 år, bliver de juridisk set voksne og derved myndige. Det betyder, at de unge er stillet anderledes i forhold til den hjælp og støtte, de kan modtage. Erfaringer fra en undersøgelse i udvalgte danske kommuner viser, at skiftet ved det 18. år stiller store krav, som de unge kan have svært ved at imødekomme. Oplevelsen i kommunerne er, at det ikke er alle unge, der kan honorere de krav, der stilles til en voksentilværelse og til de indsatser, som kommunen kan tilbyde.

I nogle tilfælde kan der være gode grunde til, at der ikke iværksættes ungestøtte, når den unge fylder 18 år. Den unge kan have takket nej til ungestøtte, eller kommunen kan vurdere, at den unge klarer sig godt eller allerede har den fornødne støtte i sit eget netværk og derfor ikke har behov for ungestøtte. Vurderingen kan også være, at den unge skal have støtte fra en anden lovgivning, fx serviceloven.

Det fremgår af bestemmelsen om ungestøtte, at den unge er i målgruppen for ungestøtte, når der er udsigt til en positiv udvikling for den unge som et resultat af den fortsatte støtte. Men kommunerne giver udtryk for, at denne vurdering er vanskelig i praksis. Derfor efterspørger de, at det bliver gjort tydeligere i bestemmelsen, hvordan de skal foretage vurderingen af den unges forventede udvikling.

Samtidig oplever kommunerne, at det ved myndighedsalderen bliver tydeligt for de unge, at der er tale om valgfrihed i forhold til kommunernes tilbud om hjælp og støtte. Nogle af dem takker nej til tilbuddet.

Det fremgår herudover af bestemmelserne om ungestøtte, at indsatsen skal ophøre, når den ikke længere opfylder sit formål. Flere kommuner fremhæver, at også denne vurdering er vanskelig i praksis. Det resulterer i, at der er stor variation i fortolkningen af bestemmelsen på tværs af kommunerne, og derved stor variation i, hvilke unge der får eller ikke får ungestøtte, og hvornår ungestøtte bliver afsluttet.

Forskning har identificeret en række temaer, som for udsatte unge og tidligere anbragte unge har betydning for overgangen til et selvstændigt voksenliv:

I Norge besluttede man i 2009, at alle tidligere anbragte unge som udgangspunkt er berettigede til ungestøtte. Hvis børne-og ungerådgiveren vurderer, at støtten skal ophøre ved det fyldte 18. år, skal det begrundes ud fra hensynet til barnets bedste. Dette er modsat lovgivningen i Danmark, hvor børne-og ungerådgiveren skal argumentere for en bevilling af ungestøtte ud fra en relativt løst formuleret målgruppebeskrivelse i Barnets lov.

Ungestøtte kan på flere måder betragtes som en investering. Menneskeligt, fordi intentionen med ungestøtten er at støtte unge, der som følge af deres opvækst står i en udsat position og ofte har dårligere forudsætninger for at klare sig selv i overgangen til et selvstændigt voksenliv med uddannelse, beskæftigelse og bolig. Også på et økonomisk plan kan ungestøtte ses som en investering:

Økosystemet for ungestøtte som indsats er komplekst. Strukturreformen i 2007 betød, at kommunerne overtog det fulde finansierings- og myndighedsansvar for egne borgere, ligesom kommuner har forsyningsansvaret. Hjemkommunen skal således sikre sig, at der er de fornødne tilbud, samt visitere til og betale for tilbud til egne borgere. Det gælder også ungestøtteområdet. Denne model løste en række tidligere udfordringer ved at skabe et enstrenget system på socialområdet, hvor kommunen blev indgangsdøren for borgerne.

Men modellen skaber potentielt også en række incitamentsproblemer både intra- og interkommunalt samt mellem stat og kommuner.

Mulige incitamentsproblemer 

Mellem forvaltninger:

Børne- og ungeområdet tildeler og finansierer ungestøtten, men får ikke glæde af virkningerne, da effekterne påvirker ressourcetrækket på beskæftigelses- og/eller voksenområdet. Hvis børneområdet i begrænset omfang tildeler ungestøtte, skal de øvrige områder omvendt i højere grad finansiere støtte til sårbare unge. Det er forventningen, at dette påvirker børneområdets incitament til at tildele ungestøtte.

Mellem kommuner:

Hvis de unge flytter eller anbringes uden for hjemkommunen, kan det betyde, at hjemkommunen i mindre grad har incitament til at tildele ungestøtte, hvis forventningen er, at det er en anden kommunen end hjemkommunen, der får glæde af virkningerne af ungestøtte.

Denne hypotese er imidlertid testet i en analyse, som viser, at 81 procent af de unge bor i hjemkommunen, når de fylder 30 år. Derfor bør der i udgangspunktet ikke være udfordringer med incitamentet i forhold til at finansiere ungestøtte på tværs af kommuner.

Mellem stat og kommuner:

Hjemkommunen afholder udgifterne til ungestøtten, men staten får glæde af en del af gevinsterne. Da de potentielle gevinster i ungestøtten i høj grad handler om de unges gennemførelse af uddannelse og mulighed for at få og fastholde et job, kan det med de nuværende refusionsregler blive sværere for kommunerne at få en positiv business case i relation til ungestøtte. Herudover har ungestøtten positive effekter på sundhed og kriminalitet, hvilket påvirker ressourcetrækket i regioner og stat positivt.

VIVE har i forbindelse med analysen af ungestøtte i regi af Børnene Først-reformen etableret et Ungepanel, bestående af tidligere anbragte unge. Ungepanelet har - i kraft af deres særlige viden og erfaringer på baggrund af deres levede liv – drøftet forskellige forhold som er centrale i overgangen fra anbringelse til et selvstændigt voksenliv.

Drøftelserne i Ungepanelet førte til en række konkrete ønsker fra de unge:

En nyere undersøgelse belyser ungestøtte fra de unges perspektiv. Den finder, at den støtte, som de unge oplever at have brug for i overgangen til voksenlivet, er afhængig af den unges kontekst. Den støtte og hjælp, som unge modtager i deres overgang til voksenlivet, virker alene, hvis den tager udgangspunkt i den unges historie, hverdagsliv, livsvilkår og udfordringer. Støtten skal modsvare den unges konkrete behov og medtænke hele dennes livssituation. Med udgangspunkt i undersøgelsen er der opstillet 10 fokuspunker, som de unges erfaringer peger på er vigtige for at støtten opleves som en hjælp af de unge.

Undersøgelsen viser, at der er stor variation i omfanget af støtte, som de unge modtager, og deres oplevelse af, om den virker. De unge, som oplever, at støtten virker, har oftere fået assistance fra enten private eller professionelle ressourcepersoner i deres netværk til at sikre dem den rigtige støtte.

I forbindelse med at de unge fylder 18 år og bliver myndige, oplever en del af dem at skulle flytte, også imod deres eget ønske. De unge fremhæver, at der i forståelsen af selvstændighed fra systemets side er særlig fokus på deres praktiske færdigheder, mens de unge selv oplever, at det at kunne tage vare på sig selv og ens fremtid i lige så høj grad handler om sociale færdigheder og psykisk trivsel. Flere efterlyser et bredere fokus på, at overgangen til voksenlivet for alle unge er en proces, hvor forskellige færdigheder udvikles og spiller sammen for at skabe selvstændighed.

Kommunikationen mellem ung og børne- og ungerådgiver er ofte udfordret af deres manglende kendskab til hinanden, og flere af de unge oplever, at der bliver taget beslutninger, som de ikke er involveret i. Flere af de unge oplever, at det er uklart, hvornår man er berettiget til ungestøtte, og hvilke krav børne- og ungerådgiveren med rimelighed kan stille. Uklarhed og manglende inddragelse opleves særligt af flere unge i forbindelse med, at deres ungestøtte ophører. Endvidere udtrykker flere unge, at de mangler viden om, hvilke muligheder der er for ungestøtte, og hvilke rettigheder de har.

En gruppe af unge oplever det som vanskeligt at interagere meningsfuldt med børne- og ungerådgiveren i overgangen til voksenlivet. Selvom flere unge har positive relationer til deres børne- og ungerådgiver, oplever de meget tit skift af børne- og ungerådgiver. Det gør det vanskeligt at opbygge en relation mellem børne- og ungerådgiver og ung, hvilket flere unge derfor opgiver eller ikke ønsker. De manglende relationer betyder, at børne- og ungerådgiveren ofte har begrænset viden om den unges behov, vilkår og hverdagsliv, hvilket fører til, at flere unge oplever, at deres faktiske behov for hjælp og støtte bliver overset. De unge, som oplever en god proces omkring iværksættelsen af støtte og hjælp i overgangen til voksenlivet, er ofte de unge, der bliver hørt i deres egne ønsker og får videreført anbringelse, udslusning eller kontaktperson inden for de rammer, som de selv mener vil være en hjælp. Hermed oplever de, at ungestøtte er med til at gøre overgangen til voksenlivet mere skånsom. For disse unge opleves ungestøtten som en stor hjælp, der er med til at sikre, at den unge føler sig anerkendt og tryg.

I maj 2021 blev der indgået en bred politisk aftale om reformen Børnene Først. Et tema i den politiske aftale er ’godt ind i voksenlivet’. Når vi som samfund har taget ansvaret for et barn eller en ung, må vi ikke give op eller give slip, før den unge er godt undervejs ind i voksenlivet. Det står som det første i den politiske aftaletekst.
På den baggrund har man politisk besluttet at granske hele ungestøtteindsatsen. Man ønsker politisk at sikre, at vi som samfund lever op til den oprindelige og helt grundlæggende intention bag anbringelsen – at skabe forudsætningerne for et godt liv for barnet trods social uretfærdighed fra start.

Aftalepartierne blev desuden enige om, at der var behov for at udarbejde en grundig analyse af, hvordan eksisterende midler til ungestøtte bruges i dag, og udfordringerne på området, herunder med inddragelse af de unges egne gode og dårlige oplevelser og erfaringer med ungestøtte. Hensigten var, at disse analyser skal danne grundlag for udarbejdelsen af en faglig vurdering af, hvilke ændringer der skal til, for at de mest udsatte unge får en god og tryg overgang til voksenlivet, hvor de ikke overlades til sig selv.

Forud for og sideløbende med at ungestøtte med Børnene Først-reformen er sat på den nationalpolitiske dagsorden har Bikubenfonden etableret et Policy Lab – et politisk laboratorium – hvor de har samlet centrale aktører på feltet med henblik på at udarbejde politiske anbefalinger til at forbedre anbragte unges overgang til voksenlivet.

Rapporterne, kan der udarbejdet i regi af Efterværnsanalysen fra Børnene Først-reformen og arbejdet i Policy Lab, kan ses her: