Her kan du læse om, og finde frem til, VIVEs undersøgelser og udgivelser om kriminalitet og kriminalitetsforebyggelse i Danmark.
Denne temaside samler VIVEs udgivelser og undersøgelser om kriminalitet og kriminalitetsforebyggelse i Danmark. Med udgangspunkt i velfærdsforskning undersøger vi en lang række forskellige tematikker, som omfatter kriminelle og ofre for kriminalitet, pårørende og familier, myndigheder, civilsamfund og lovgivning.
VIVE har en lang tradition for at undersøge udsatte gruppers livsbetingelser. Ofte er kriminalitet og forebyggelse et væsentligt element i forskningen og analyserne på dette område.
Vores undersøgelser omhandler blandt andet, hvordan social ulighed og forskellige former for udsathed har betydning for veje ind og ud af kriminalitet. Forskningen undersøger bredt både årsager, effekter og sociale mekanismer forbundet med kriminalitet og har fokus på både udøvere og ofre for kriminalitet. En del af forskningen undersøger perspektivet fra unge eller voksne i sårbare og udsatte positioner, som involveres i kriminalitet og/eller vold. Studierne belyser de ofte komplekse problemer og behov for støtte, som opstår i den forbindelse, og hvordan mødet med myndigheder og fagprofessionelle, der ønsker at forebygge eller nedbringe kriminaliteten, opleves fra borgerens perspektiv.
Kriminalitetsforebyggelse er blevet mere tværsektorielt og lokalsamfundsorienteret i Danmark. Det skaber behov for viden om eksempelvis tværfagligt samarbejde, involvering af civilsamfundsorganisationer og borgerinddragelse.
Centrale fokusområder er effekterne af lovgivning og af forebyggende indsatser, samt hvordan de organiseres og implementeres inden for og på tværs af kommuner, politi, retssystem, kriminalforsorg og frivillige aktører. Samtidig har vi fokus på, hvordan mødet med systemet og nye indsatser opleves og håndteres af både medarbejdere og målgrupper.
En væsentlig del af vores forskningsaktiviteter består i at løse opgaver for centrale aktører i form af evalueringer og effektmålinger af indsatser, der skal forebygge og bekæmpe kriminalitet og vold. Vores samarbejdspartnere er blandt andet politiet, Kriminalforsorgen, kommuner og civilsamfundsorganisationer, der arbejder med kriminalitetsforebyggelse og/eller boligsociale indsatser.
Forskningen tager udgangspunkt i det danske velfærdssystem, men sætter også danske forhold ind i et internationalt perspektiv. Der er en stor bredde i empiriske, teoretiske og metodiske tilgange, og vores undersøgelser baseres på en række forskellige samfundsvidenskabelige metoder, såsom registerforskning, arkivforskning, spørgeskemaundersøgelser, interview og etnografisk feltarbejde.