SPOR

Modelfoto: Sine Fiig/VIVE

SPOR - Børns udvikling og trivsel gennem livet er en stor forløbsundersøgelse, der ser på, hvilken betydning omstændigheder tidligt i børns liv har for deres trivsel og velfærd på længere sigt. Og den undersøger, hvornår de velkendte forskelle i børns færdigheder, opstår, og som viser sig betydningsfulde igennem skoletiden og senere i livet.

Kort om SPOR

'SPOR – Børns udvikling og trivsel gennem livet samt den tilhørende følgeforskning er en forløbsundersøgelse, der skal bidrage til at få viden om sammenhæng mellem tidlige forhold i børns liv og deres trivsel og velfærd senere i livet.

Det overordnede formål med undersøgelsen er at kunne svare på spørgsmål som: Hvilken betydning har omstændigheder tidligt i børns liv for deres trivsel og velfærd på længere sigt? Hvornår opstår de velkendte forskelle i børns færdigheder, som viser sig betydningsfulde igennem skoletiden og senere i livet?

På trods af, at der er international anerkendelse af danske registerdata, findes der kun et relativt snævert datagrundlag når man vil se på udvikling og trivsel blandt småbørn og børn i førskolealderen samt om de møder sociale udfordringer og sociale indsatser tidligt i livet. Det er derfor svært at undersøge de langsigtede effekter af tidlige indsatser og investeringer i Danmark.

SPOR er en strategisk satsning som skal bidrage til at fylde dette datamæssige hul om børns liv. SPOR vil styrke muligheden for at få:

  1. viden som danske (små)børns udvikling og trivsel over tid
  2. viden om sammenhæng mellem tidlige forhold i børns liv og deres trivsel og velfærd senere i livet
  3. viden om effekten af forhold knyttet til barnets daglige liv samt specifikke indsatser, der har fokus på børns udvikling og trivsel - herunder effekten af indsatser til udsatte børn og deres familier.

I SPOR forventer vi at følge mere end 60.000 børn fra deres tidlige barndom til voksenlivet. Gennem en webbaseret spørgeskemaundersøgelse til børnenes forældre opnår vi viden om børnenes trivsel og udvikling (fx socio-emotionel udvikling, sprog) og om deres nære relationer og daglige liv i hjemmet og dagtilbud, som er en vigtig del af børns liv.

Første runde af SPOR blev gennemført i perioden oktober 2017 til september 2018 og omfattede 52.010 børn fordelt på tre aldersgrupper: 9 måneder, 2 år og 3 år. Anden runde af SPOR blev gennemført i perioden oktober 2019 til december 2020 og omfattede de nu 3-, 4- og 5- årige børn samt en ny kohorte af børn på 9 måneder.

SPOR er støttet af Novo Nordisk Fonden og satspuljemidler.

 

Her kan du se en præsentationsvideo om SPOR, der blev lavet i forbindelsen med opstarten i 2017.

Spørgeskemaundersøgelsen

Første runde data blev indsamlet i 2017/2018. Måneden efter barnet fyldte 9 måneder, 2 år eller 3 år udtrak Danmarks Statistik 90.387 børn, hvis forældre blev inviteret til at deltage i undersøgelsen ved hjælp af e-Boks. 


Anden runde af SPOR blev gennemført fra oktober 2019 og et år frem - to år efter at første runde fandt sted. Her modtog de samme forældre et nyt spørgeskema måneden efter, at deres barn er fyldt henholdsvis 3, 4 og 5 år. Herudover blev en ny gruppe af forældre til børn, der måneden forinden er fyldt 9 måneder, inviteret til at deltage i undersøgelsen. Spørgeskemaet tager omkring en halv time at udfylde. Man kan holde pause undervejs og genoptage besvarelsen senere, hvis man har brug for det.


Spørgsmålene handler både om barnets og familiens trivsel. Der spørges fx til barnets sociale og følelsesmæssige udvikling, til barnets sprog og kommunikation, til forældrenes trivsel og til deres parforhold. Spørgeskemaerne er tilpasset barnets alder. Det vil sige, at det ikke er de helt samme spørgsmål forældre til børn på 9 måneder skal svare på i forhold til forældre med børn på 5 år. 


Da vi gerne vil undersøge børnenes udvikling over tid, forventer vi at bede forældrene om at udfylde et spørgeskema igen om tre til fire år. Spørgsmålene vil ændre sig i takt med, at børnene bliver ældre. Vi håber, at det bliver muligt at følge børnene helt frem til de bliver 18 år.

Kontakt

Nedenfor kan du finde kontaktinformationer på teamet bag SPOR.

Projektleder: Seniorforsker Signe Boe Rayce

Seniorforsker Maiken Pontoppidan

Seniorforsker Miriam Wüst

Forsker Jonas Lau-Jensen Hirani

Forsker Anne Toft Hansen

Analytiker Marianne Mikkelsen