Viden, også fra vores rapporter, kan altid misbruges

I debatindlægget "Forsker: Vive-rapport kan misbruges politisk" anfægter seniorforsker Anette Faye Jacobsen fra Institut for Menneskerettigheder VIVEs nye rapport Adoption som social indsats.

Hun mener, den "kan misbruges politisk." Og ja, viden kan altid misbruges, særligt når den bidrager til et socialpolitisk tema og taler ind i en vigtig politisk dagsorden omkring "Barnets Lov".

Vi bidrager selvfølgelig gerne til debatten med vores viden og med nuancer og præciseringer, men hvordan vores viden bruges af andre, kan vi ikke tage ansvaret for.

Rapporten er den første vidensopsamling fra Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv, hvis formål er at bidrage til, at aktører på det sociale område bedre kan hjælpe børn og familier via redskaber og lettilgængelig viden.

Den viden, som tilvejebringes af VIVE, skal således bruges i praksis og herunder også i den offentlige og politiske debat.

En af rapportens konklusioner, som kritiseres i debatindlægget, er, at adopterede børn overordnet set udvikler sig mere positivt end børn, der vokser op med andre former for indsatser, såsom anbringelse på døgninstitution eller i familiepleje.

Det er selvfølgelig altid legitimt at stille spørgsmålstegn ved, om konklusionerne i en undersøgelse holder. Formålet med en vidensindsamling er dog netop at se på tværs af den kendte nationale og internationale forskning og derved forsøge at komme med mere solide konklusioner baseret på mere end ét studie.

Herved bliver svagheden ved det enkelte studie netop reduceret ved, at andre studier kommer frem til samme konklusion. I denne rapport er der tale om, at en gennemgang af 30 studier overordnet set peger på, at adopterede børn udvikler sig mere positivt. Som det også er beskrevet i rapportens sammenfatning og konklusion, påpeger flere af studierne også, at nogle adopterede børn kan opleve udfordringer.

Vi er ikke gået efter "oneliners"

Vi får kritik for ”alt for håndfaste oneliners” i vores formidling af rapportens konklusioner. Når forskning skal formidles, så er det klart, at vi må træffe valg, da alle nuancer i sagens natur ikke kan være med i en konklusion eller et faktaark.

Vi er dog langt fra gået efter oneliners, men har i konklusionen og faktaarket truffet seriøse valg om at give resultater forrang. Det betyder ikke, at forbehold ikke er vigtige. De fremgår tydeligt igennem hele rapporten. Og selvom forbeholdene blev hevet endnu tydeligere frem i konklusion og faktaark, så ville det næppe forebygge, at vores konklusioner kan fejllæses og udvælges selektivt efter behov.

Vi ved, at der bliver sorteret og valgt til og fra, når vores rapporter citeres og anvendes. Således nævner Anette Faye Jakobsen selv for eksempel intet om en anden af rapportens konklusioner, som omhandler de studier, der ser på åbenhed.

Det vil sige, hvordan forskellige former for kontakt mellem de tre parter i adoptionen opleves (for eksempel information om den biologiske familie eller kontakt med biologiske familiemedlemmer).

Disse studier viser, at der generelt er en positiv indstilling til åbenhed i adoptionen blandt alle tre parter (adopterede, biologiske familiemedlemmer og adoptivfamilier). Hvilket – som vi selv tidligere har fremhævet i en kronik i Politiken – kunne invitere til en diskussion af, om vi i dansk sammenhæng bør have mere fokus på åbenhed for derved bedre at sikre bevarelsen af de biologiske bånd.

Langvarig familiepleje er ikke et alternativ til adoption

Annette Faye Jacobsen fremhæver, at sammenligningen af adopterede børn med børn, der er anbragt i langvarig familiepleje, er mangelfuld i forhold til, om langvarig familiepleje kan udgøre et alternativ til adoption.

Rapporten handler om adoption, og derfor indgår viden om langvarig anbringelse kun, når de indgår som sammenligningsgrundlag. Vi har imidlertid anden forskningsmæssig viden om langvarige anbringelser i plejefamilier, og her er der intet, som peger på, at denne type anbringelser udgør et alternativ til adoption.

VIVE-rapporten Rekruttering og fastholdelse af plejefamilier viser netop, at kommunerne generelt oplever vanskeligheder med at tiltrække nye plejefamilier, hvilket bliver betragtet som en væsentlig barriere for at kunne sikre en fortsat høj og stabil anvendelse af plejefamilier i fremtiden.

Ligesom nuværende og tidligere plejebørn i kvalitative undersøgelser giver udtryk for, at de ikke altid oplever sig som en del af plejefamilien, og lever med en frygt for at blive hjemgivet eller anbragt et andet sted. Langvarig anbringelse i samme plejefamilie, som kan sikre barnet stabilitet igennem hele barndommen, kan således ikke sikres via anbringelsessystemet i dag.

Vives konklusion i rapporten er ikke, som Anette Faye Jacobsen påstår, at forskningen viser, at adoption er den rigtige løsning, eller at vi skal have flere tvangsadoptioner. Sådanne konklusioner er primært politiske og ikke noget, vi har belæg for eller beskæftiger os med i rapporten.

Det, vi har belæg for og fremlægger i rapporten, er en række vidensbaserede konklusioner funderet i 38 videnskabelige publikationer, som blandt andet viser, at adopterede børn overordnet set udvikler sig mere positivt end børn, der vokser op med andre former for indsatser, såsom anbringelse på døgninstitution eller i familiepleje. En konklusion, der er solidt belæg for i international forskning.