Vi mangler viden om mulige fordele ved friplejehjem

Flere ældre kommer på friplejehjem. I Vive har vi netop udgivet en undersøgelse, som viser, at antallet af friplejehjem er tredoblet de seneste ti år. Flere kommuner forventer at åbne friplejehjem de kommende år. 

Hensigten er at give ældre øget valgfrihed og skabe øget konkurrence mellem plejecentre. Friplejehjem skal altså ses i relation til ordningen om frit valg af plejecenter, som betyder, at den ældre i princippet kan vælge mellem plejehjem i alle landets kommuner.

Fritvalgsordningen styrkes i teorien ved, at den ældre ikke 'blot' har mulighed for at vælge mellem kommunale og selvejende plejecentre med driftsoverenskomst med kommunen, men også har mulighed for at tilvælge friplejehjem. 

Vi ved dog fortsat kun lidt om, hvorvidt friplejehjem og frit valg fører til øget kvalitet og et mere varieret udbud af plejeboliger. Det er viden, der er vigtigt, hvis vi skal udvikle ældreområdet. 

Friplejehjem er andet end økonomi

Et friplejehjem både ligner og er forskellig fra andre plejecentre. I lighed med andre plejecentre, leverer friplejehjem hjælp til ældre, der er visiteret til en plejebolig. Derudover skal friplejehjemmet mindst levere den service, som er bestemt af kommunens servicestandard.

Til forskel for andre plejecentre, har friplejehjem dog særlige frihedsgrader. Denne frihed kan et friplejehjem for eksempel bruge til at arbejde ud fra et særligt værdisyn. Friplejehjem er også særlige ved, at de ifølge lovgivningen har mulighed for at sige nej til borgere, sælge tilkøbsydelser og trække et eventuelt overskud ud af deres drift. Dette betyder ikke, at friplejehjemmene anvender disse muligheder.

Siden 2015 har det været meningen, at friplejehjem i mange sammenhænge er udgiftsneutralt for kommunen. Kommunen skal således betale friplejehjemmet en takst, der har sammenhæng til kommunens egne omkostninger ved at drive plejehjem. På den baggrund kan det undre, at meget af diskussionen om friplejehjem har handlet om økonomi –  og ikke om styring og kvalitet forbundet med friplejehjem. 

Økonomi er naturligvis ikke uvæsentlig. Og der er både et privat, et kommunalt og et nationalt syn på, hvorfor friplejehjem kan være en økonomisk byrde eller gevinst. Én debat har handlet om kommunal anlægsøkonomi, da kommuner via lokale friplejehjem kan undgå medfinansieringen af plejecentre.

Denne finansieringsform indebærer, at kommunen transformerer anlægsudgifter nu og her til nogle kommunale driftsudgifter over tid, fordi kommunen efterfølgende betaler friplejehjemmet en takst, der blandt andet indeholder afskrivning og investeringer i bygninger. 

En anden del af debatten har handlet om kommunal driftsøkonomi. Her har bølgerne til tider gået højt, da den enkelte kommune kan opleve forskellige økonomiske virkninger af friplejehjem. På den ene side kan friplejehjem udløse kommunale merudgifter, for eksempel i form af sværere kapacitetsstyring og øgede sygeplejeudgifter til borgere fra andre kommuner.

På den anden side kan tiltrækning af borgere fra andre kommuner udløse nye kommunale indtægter fra skatter og udligning. For den enkelte kommune er der altså både økonomiske plusser og minusser ved friplejehjem. En del af disse virkninger udligner hinanden på landsplan.

I tillæg til det kommunale perspektiv er der også friplejehjemmenes synvinkel. Friplejehjemmene og deres organisationer har rettet kritik mod kommunerne for ikke at medtage alle relevante omkostninger i deres takster. 

Sparsom viden

De økonomiske virkninger af friplejehjem er med andre ord meget debatterede, men den megen diskussion synes ofte overdrevet sammenlignet med det beskedne fokus på styring og kvalitet. Tilbage står nemlig, at de økonomiske transaktionsomkostninger – der typisk er forbundet med fritvalgsordninger – skal holdes op mod eventuelle positive virkninger fra konkurrence og et mere varieret udbud af plejeboliger.

I realiteten har vi kun meget lidt viden om dette. Vi ved således ikke ret meget om, hvad friplejehjem betyder for konkurrence, kvalitet og udbud. Og vi ved heller ikke om forskelle i organisering, styring, økonomistyring, ledelse, medarbejdere og tilgange til plejen kan forklare forskelle i kvalitet – og dermed bidrage til læring og udvikling af ældreområdet.    

Det sparsomme vi ved er, at hver tredje ældre i en plejebolig, angiver at de kender til muligheden for frit valg. Derudover er der noget som tyder på, at kommunale plejecentre og friplejehjem har hver deres fortrin. For eksempel har undersøgelser vist, at kommunale plejecentre har en relativ stor andel fastansatte medarbejdere og at private plejehjem klarer sig godt på bruger- og servicerelaterede indikatorer. 

Hvilke andre forskelle, der findes, samt årsagen hertil, ved vi desværre ikke ret meget om. Men det burde vi nok interessere os mere for – gerne i forlængelse af regeringens mål om frisættelse og øget selvbestemmelse på ældreområdet.