Skal det frivillige Danmark være samarbejdspartnere eller leverandører? Det afhænger af, hvilken velfærdsstat vi vil have
Udgivelsens forfattere:
- Ledelse og implementering Ledelse og implementering
Hvordan kan det offentlige samarbejde med civilsamfund og frivillige? Der findes ingen universelle opskrifter, som kan sætte rammen for ethvert samarbejde, men vi har brug for at reflektere over, at der er flere forskellige veje at gå.
Det offentliges interesse for at samarbejde med civilsamfund og frivillige er et tveægget dilemmafyldt sværd. På den ene side ønsker man politisk i stat og kommuner at etablere helhedsløsninger omkring den enkelte borger og inkludere menneskers livsverden, civile liv og relationer og netværk i indsatser og services.
På den anden side er der en tydelig økonomisk ambition. Kommuner og regioner er økonomisk trængte, og der mangler kvalificeret arbejdskraft flere steder.
De to tilgange rummer meget forskellige tilgange og udviklingsperspektiver – både for civilsamfundets organisationer samt frivillige og for vores fælles velfærd.
Når civilsamfund og frivillige er samarbejdspartnere, kan civilsamfundets mange frivillige inddrages i samspil med det offentlige, men det kan kræve styringsmæssige, kulturelle og kompetencemæssige forandringer i de offentlige organisationer.
Vil vi have deltagelsesdemokrati eller øget produktivitet?
Den økonomiske tilgang, hvor civilsamfund og frivillige er leverandører til det offentlige, er langt mere ’styrbar’ med traditionelle metoder, men kan være svær at forene med de historiske karakteristika og afgørende kvaliteter ved civilsamfundet.
For den ene side af sværdet er ambitionen om at styrke responsivitet over for menneskers egne formulerede ønsker og behov samt at etablere mere fleksible løsninger, der tilpasser sig borgere og kontekster.
Der er her tale om en demokratisk ambition for deltagelsesdemokrati og indarbejdelse af borgernes egne perspektiver og netværk i den offentlige opgaveløsning, som kan etablere helhed og sammenhæng i menneskers liv og synergi imellem civil og offentlig velfærd.
Det er aktuelt tydeligt på eksempelvis psykiatriområdet, hvor både psykiatere, civilsamfundsorganisationer, fonde og politikere taler varmt for et tættere samarbejde mellem civilsamfund og den kommunale og regionale psykiatri i en forventning om, at det kan styrke psykisk sårbare menneskers netværk og deltagelse i fællesskaber.
Det kan for eksempel ske ved, at civile aktiviteter rykker ind på de psykiatriske afdelinger, eller at der bygges bro mellem den kommunale socialpsykiatri og de almene frivillige fællesskaber. Der er her en ambition om at forene de to verdener i synergi og samarbejde for dermed at involvere civilsamfundet som civilsamfund.
Decideret opgaveglidning
Den anden side af sværdet er en tydelig økonomisk ambition. Kommuner og regioner er økonomisk trængte, og der mangler kvalificeret arbejdskraft flere steder. Nogle steder er man derfor begyndt at overveje, om der er opgaver, som i stedet kan løses af frivillige, og om der er medarbejdere, der kan undværes, hvis der i stedet arbejdes med frivillighed.
Selvom frivillige i den kommunale opgaveløsning sjældent er særlig optagede af de kommunale strategier og faglige mål, kan der være tale om regulær ’opgaveglidning’. Det vil sige, at civilsamfund og frivillige, som leverandører, overtager opgaver og funktioner, som det offentlige ikke længere har råd til.
Det kan både ske ved, at offentlige organisationer engagerer deres egne frivillige – i 2020 var 17 procent af de frivillige aktive i en kommunal institution – eller at de udliciterer opgaver til civilsamfundsorganisationer gennem udbud og offentlig rammesætning.
Den demokratiske ambition har en indbygget risiko for at øge uligheden
Når man arbejder ud fra de demokratiske og helhedsorienterede rationaler om samarbejde, er kommunerne nødt til at afgive definitionsret samt magt og flytte dele af det politiske forhandlingsrum fra rådhuset til lokalsamfundet.
Derved kan der skabes løsninger sammen med borgere, frivillige og civilsamfund, der besidder andre interesser, videns og erfaringsformer end fagfolk i kommuner og regioner.
Det er ikke rent bottom-up eller top-down. Det er dog helt afhængigt af demokratiske, transparente styringsformer, gode relationer og stærke netværk i lokalsamfundet, nye demokratiske ledelsesformer, der handler mere om at facilitere forhandlinger og mening end om at sætte retning, nye kompetencer hos de professionelle medarbejdere i kommuner og regioner og en vilje til at tilpasse indsatser til den konkrete borger og kontekst.
Det er ikke et ’quick fix’, men derimod et udviklingsperspektiv, der både kræver styringsmæssige, kulturelle og kompetencemæssige forandringer i de offentlige organisationer.
Samtidig er der en indbygget risiko for øget ulighed i adgangen til offentlige services og en risiko for at skævvride magtbalancer og øge konflikter i lokalsamfundet. Der er således både muligheder og udfordringer i dette perspektiv.
Ved konkurrenceudsættelse bliver civilsamfundet leverandører
Denne helhedsorienterede model er svær at forene med den økonomiske model, der er kendetegnet ved konkurrenceudsættelse og markedstænkning, hvor de frivillige organisationer kan konkurrere om opgaver og midler fra det offentlige. At konkurrere er noget andet end at arbejde med tillid og sammenhænge i et lokalområde.
Denne model kan indlejres i offentlige mål og styring. Det er muligt at rammesætte en opgaveglidning og at fastholde civilsamfund og frivillige som leverandører.
Det er i denne model ofte de mest professionaliserede dele af civilsamfundet, der bringes i spil frem for klassiske civilsamfunds karakteristika som deltagelses- og foreningsdemokrati og organiseringen af borgernes egne interesser og stemmer.
Lokale civilsamfundsorganisationer opstår ofte som pluralistiske svar på borgernes egne oplevede behov og interesser, og det kan være svært foreneligt med at implementere offentlig politik.
Den bedste løsning afhænger af, hvilket samfund, vi ønsker
Hvad enten man vægter det første eller det andet perspektiv, er der både muligheder og udfordringer. Men hvis man flytter blikket fra den offentlige velfærd hen på civilsamfundet og ikke alene ser civilsamfund samt frivillige som et redskab for politik og offentlig velfærd, så bliver det tydeligt, at civilsamfund og frivillige påvirkes på forskellige måder gennem de to modeller.
I Danmark har civilsamfundet historisk set især haft en demokratisk funktion og i mindre grad en servicefunktion. Når det offentlige ændrer tilgang til og forståelse for civilsamfund samt frivillige, så forandrer civilsamfundet sig også.
Det er derfor væsentligt, at vi i rammesætningen af relationen mellem civilsamfund, frivillige og det offentlige er opmærksomme på, hvilket civilsamfund vi ønsker at fremme, hvilke roller civilsamfund og frivillige skal spille, og ikke alene hvilken offentlig velfærd vi vil skabe.
Hertil har vi brug for meget mere forskning i, hvad der rent faktisk udspiller sig i praksis, hvordan de forskellige modeller udspiller sig, og hvilke konsekvenser de rummer. Mest af alt for borgernes skyld, men også for civilsamfundets mange organisationer og det frivillige engagement.
Læs mere
Frivillighedsundersøgelsen 2020
En repræsentativ befolkningsundersøgelse af udviklingen i danskernes frivillige arbejde
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Altinget