Seniorforsker: Regeringens forslag om nyttejob får næppe indvandrerkvinder i arbejde
Udgivelsens forfattere:
- Arbejdsmarked
- Ledelse og implementering
- Socialområdet Arbejdsmarked, Ledelse og implementering, Socialområdet
Flere indvandrerkvinder kan komme i beskæftigelse. Dog næppe ved at komme i nyttejob, som regeringen har foreslået, men snarere ved at kommunerne systematisk og målrettet sender kvinderne ud i brancher, der mangler arbejdskraft.
Det er glædeligt, at statsminister Mette Frederiksen har sat fokus på, hvordan flere ikke-vestlige indvandrere, særligt kvinder, kommer i beskæftigelse. Det går faktisk allerede den rette vej.
På rette vej, men langt igen
I 1995 var der 44 procentpoint færre ikke-vestlige kvinder i arbejde sammenlignet med danske kvinder. I 2020 gjaldt det kun 23 procentpoint. Halvdelen af kvinderne med ikke-vestlig indvandrerbaggrund er dog stadig ikke i beskæftigelse. Der er altså stadig et betydeligt potentiale for, at flere af kvinderne kan komme i job og på den måde få større økonomisk uafhængighed.
Regeringens grundambition om at få kommunerne og borgerne selv til at gøre en større indsats, så flere kommer i beskæftigelse, er derfor fin. Men er midlet effektivt?
Det vil næppe gøre den helt store forskel at satse på 37-timers nytteaktivering. Det erkendte regeringen også i sit udspil ”Danmark kan mere I” fra efteråret 2021. Her vurderer Finansministeriet, at 37-timers aktivering blot vil få 250 flere indvandrere i beskæftigelse.
Bryd barrierer
Udfordringen er, at de indvandrere som på nuværende tidspunkt er ledige har en række barrierer, der skal overvindes. I 2020 kortlagde VIVE kommunernes beskæftigelsesindsats i forhold til ledige ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse.
Kortlægningen viste, at de lediges chancer for at få et job især hæmmes af tre faktorer: Manglende faglige kvalifikationer, manglende kendskab til det danske arbejdsmarked og dårlige sprogkundskaber. Hertil kom i mindre omfang problemer med at mestre hverdagen, for eksempel i forhold til at få arbejde og familieliv til at gå op i en højere enhed, manglende motivation, helbredsproblemer og negativ social kontrol.
Hvad skal vi så gøre? Kommuner kan hente inspiration i to lovende tilgange: Branchepakke-konceptet og IPS-konceptet.
Succeskoncepter med individ i fokus
Vejle og Silkeborg Kommuner har haft succes med branchepakke-konceptet. Jobcentrene målretter deres beskæftigelsesindsats mod udvalgte brancher i lokalområdet, der mangler arbejdskraft.
VIVE evaluerede i 2020 et projekt, hvor 11 kommuner over to et halvt år arbejdede ud fra branchepakke-konceptet for at få flere ledige ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse. Kommunernes indsatser havde positive effekter på både mænd og kvinder.
IPS-konceptet er en af de mest lovende tilgange til at få ledige personer med psykiske sygdomme i job. På dansk står IPS for "individuelt placeret job med støtte". Tanken er, at "learning by doing" er den bedste måde at lære på.
Jobcentrene skal derfor undgå langvarige træningsforløb, som kan være demotiverende. Borgeren kommer hurtigt ud i job og bliver støttet intensivt på jobbet. Tilgangen lægger vægt på, at borgerens egne ønsker til job er vigtige, når jobcenteret afsøger mulighederne på det lokale arbejdsmarked.
Her er en vigtig læring: Jo mere borgeren skal overvinde indre og ydre barrierer, desto vigtigere er det at aktivere borgerens personlige motivation. Det gælder især, når der ud over manglende kvalifikationer og sprogkundskaber også er helbredsproblemer, tvivlrådig jobmotivation og eventuel social kontrol på spil.
To tilgange til bæredygtig ligestilling
Branchepakke-konceptet satser på grundig forberedelse af borgeren til at varetage et konkret job gennem flere praktikforløb i sammenhæng, mens IPS satser på, at borgeren hurtigt skal ud i et konkret job med tilstrækkelig støtte.
De to tilgange har imidlertid det til fælles, at de satser på at styrke og opretholde borgerens jobmotivation. Borgeren får udsigt til at kunne varetage et job og får støtte til at erhverve relevant erfaring. Forskning tyder nemlig på, at økonomiske incitamenter og krav om fremmøde til et aktiveringsprogram godt kan bruges til at forsøge at få ledige til mere aktivt at søge job.
Men et varigt match mellem indvandrerkvinder og job kræver, at ledige med relevante kvalifikationer, tilstrækkelige sprogkundskaber og personlig motivation kobles og klargøres til et helt konkret udbud af jobs på det lokale arbejdsmarked. Når det lykkes, fremmer vi ikke bare i højere grad en bæredygtig beskæftigelse, men også en mere bæredygtig ligestilling.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Altinget