Revolutionen udeblev, men tre steder kan COVID-19 erfaringer styrke ældreplejen

Covid-19 har medført historiske omstillinger og omorganiseringer i ældreplejen, og mange har forventet, at håndteringen af pandemien ville føre til nye former for samarbejde og arbejdsdelinger mellem hjemmeplejen og hjemmesygeplejen.

Sådan er det bare ikke gået ude i kommunerne. Det viser VIVEs rapport, som vi har lavet for FOA og KL.

Fysisk isolation og brug af skærmteknologi har snarere cementeret og udbygget afstanden mellem social- og sundhedsmedarbejdere og sygeplejersker. Begge faggrupper har et stort og forståeligt ønske om at vende tilbage til en normal hverdag med tværfaglige mødefora og mulighed for daglig sparring grupperne imellem.

Vi fandt altså ingen revolutioner i ældreplejen. Men i et bredere perspektiv tegner der sig alligevel en række erfaringer, der er værd at holde fast i og arbejde videre med i kommunerne. Tre af disse handler om:

Struktur på pårørendes besøg giver ro på demensafsnit

Besøgs- og aktivitetsrestriktioner på plejecentre har skabt meget læring om, hvordan man kan strukturere og tilrettelægge en hverdag, som tager hensyn til de mest sårbare borgere. Mange oplever, at trivslen blandt borgere med demens er øget under COVID-19. Dels fordi omgivelserne har været mere rolige, og dels fordi medarbejderne har fået mere ro og tid til kerneopgaven og bedre muligheder for nærvær og 1:1 kontakt med borgerne.

Vejen videre handler om at aftale og organisere pårørendes besøg på demensafsnit på måder, der sikrer ro og få personer omkring borgerne.

Personalet kan også se på mulighederne i at fastholde og videreudvikle nye måder at kommunikere med pårørende på, f.eks. via nyhedsbreve og faste telefonaftaler med borgerens kontaktperson. Og endelig har nogle kommuner erfaringer med at ansætte andre faggrupper til f.eks. rengøring og oprydning, så social- og sundhedsmedarbejderne i højere grad kan få deres kernefaglighed i spil i borgerkontakten.

Videomøder er gode til komplekse borgerforløb og ledere – men ikke til triagemøder

Ledernes brug af skærmteknologi er eksploderet under pandemien. Det har skabt et godt udgangspunkt for at fastholde virtuelle møder som supplement til fysiske møder, især til korte drøftelser og til at udveksle informationer.

Den sparede transporttid skaber bedre rammer for, at lederne i driften kan være tilgængelige og nærværende i relationen til medarbejderne. Og teknologien gør det nemmere at inddrage medarbejdere bredere på tværs af kommunernes niveauer og organisationer, så f.eks. personale i driften kan inddrages i den øverste ledelses beslutningsprocesser.

På medarbejderniveau, hvor skærmteknologi bl.a. er anvendt til personale- og triagemøder, er historien mere blandet. Skærmteknologi udfordrer relationsdannelse og samarbejdet på tværs af faggrupper, og medarbejderne har en klar konklusion: Ulemperne overstiger fordelene ved mindsket transporttid og effektivitet.

I det konkrete borgerrettede arbejde er der til gengæld et potentiale for at anvende skærmteknologi til tværfaglige møder omkring komplekse borgerforløb, hvor det ellers kan være svært at inddrage specialister, pårørende, praktiserende læger osv.

Der er også et potentiale for at kombinere fysiske fremmøder med f.eks.  virtuel træning, tryghedsbesøg eller pårørendekontakt for de yngre/teknologivante borgermålgrupper, der kan anvende teknologien.

Kendskab kan styrke tværfagligt samarbejde om træning og rehabilitering

I den første fase af pandemien blev fysio- og ergoterapeuter en del steder udlånt og oplært i plejen, og erfaringerne herfra peger på et potentiale for bedre samarbejde mellem terapeuter og plejepersonale.

De udlånte terapeuter har fået større forståelse og respekt for de vilkår, plejepersonaler arbejder under, hvilket for en stund har skabt bedre relationer mellem de involverede medarbejdere. De berørte terapeuter og plejepersonaler har med det afsæt et stort ønske om at opnå et tættere samarbejde om relevante borgere.

Men der er behov for, at kommunernes ledelser prioriterer relationsdannelse og udvikler arbejdsgange, der understøtter det tværfaglige samarbejde. Det kan f.eks. ske igennem tværfaglige møder i borgerens hjem, eller ved at faggrupperne besøger hinanden som led i et introprogram. Det kan også ske ved at gentænke terapeuternes tilstedeværelse i plejen, så de i højere grad er en del af hverdagen på plejecentrene frem for enkeltstående besøg. Det forbedrer ikke kun samarbejdet med plejepersonalet, men også terapeuternes input til den enkelte borgers pleje, træning og rehabilitering.