Professor: Der kommer ingen gode beslutninger ud af det tempo, politikerne løber i på Slotsholmen

I sidste uge skrev jeg et temmelig kælderkoldt og forskeragtigt faktuelt tweet om politikernes arbejdstid og arbejdsvilkår. Mange af de kommentarer, der landede i min tråd, var til gengæld mere følelsesladede end faktuelle – og det skal der selvfølgelig være plads til i en offentlig debat.

Men inden vi sætter os til tastaturet, bør vi tænke os om en ekstra gang: For hvem og hvad gavner det, vi skriver? Ja, måske gør det ligefrem skade?

Min tråd om politikernes arbejdsvilkår afførte hånlige kommentarer om, at politikeren bare kan korte deres sommerferie ned, så de får mere tid til arbejdet, at politikerens arbejde går ud på at spise fine middage og køre i ministerbiler, at politikerne får reddet deres røv af vellønnede spindoktorer, når de ikke ved, hvad de taler om og meget andet i samme boldgade.

Hvis et tweet fra en tør forsker som mig kan aflede sådanne kommentarer, så er det til gengæld ingenting imod, hvad der lander i politikernes indbakke.

Selvfølgelig vil politikernes stress og belastning ikke alene forsvinde, hvis vi finder kammertonen frem, men jeg vil vove at påstå, at det vil hjælpe på problemet – et problem, der ikke bare er politikernes, men hele samfundets.

For gode beslutninger på landets og befolkningens vegne tages næppe, mens politikerne er i gang med at miste hukommelsen eller synet af stress.

En undersøgelse, som jeg og mine kollegaer udgav tilbage i 2016, viser tydeligt, at tonen i debatten i sig selv er en belastning for ministrene. Her svarer 41 procent af ministrene, at eksponeringen i offentligheden i høj eller meget høj grad er en belastning for dem. Til sammenligning oplever kun 6 procent af departementscheferne samme belastning.

Ikke nok med, at ministrene vurderer eksponeringen som en belastning for dem selv, så vurderer næsten hver tredje også, at eksponeringen er en belastning for deres familie. Mange politikere ved selvfølgelig godt, at det har en pris at være en offentlig person, og at det vil være illusorisk at tro andet.

Men jeg vil vove at påstå, at der ikke kommer noget godt ud af den tone, der finder sted på sociale meder, hvor folk bag skærmes skjul skriver ting og ord, der (forhåbentlig) aldrig ville komme ud af deres mund, hvis de mødte personen i den virkelige verden.

Ud over at der er tale om digital chikane og yderst grænseoverskrivende adfærd, når politikere kaldes en "klam so", "tosse", "fiasko", eller hvad de nu må lægge øre til, så er en anden udfordring, at debatten på de sociale medier er en tidsrøver.

Cirka 60 procent af ministrene vurderer, at eksponeringen i medierne – både de traditionelle og de sociale – tager tid der går ud over deres privatliv.

Det er ikke alene et problem for den enkelte politiker, men også et demokratisk problem, hvis man ser det i et større perspektiv. For det skaber en ret stor selektion i forhold til, hvem der kan varetage jobs i toppen af dansk politik. Hvem kan holde til det fysisk og psykisk? Og hvem har familier, der kan holde til det?

Som nævnt er den undersøgelse, som jeg henviser til, fra 2016. Skulle der være sket en udvikling på området, så har jeg svært ved at tro, at den er gået den rigtige vej, når man ser på den seneste række sygemeldinger blandt toppolitikere. Det er ikke for sjov, at man med en verden i brand går på sygeorlov få måneder inde i jobbet som forsvarsminister.

Der findes ingen nem løsning på problemet, men politikere (og alle os andre for den sags skyld) vil gøre klogt i at gøre op med det grænseløse arbejde, hvor vi altid er på.

Vi bør også i tide slå bremserne i og skrue ned for beslutningsmotoren, for der kommer hverken gode beslutninger eller gode politikere ud af det tempo, som der løbes i på Slotsholmen.