Det er sådan, langt det fleste omtaler dem: SOSU’er. Ikke bare bureaukrater, også politikere, og sundhedsfaglige både i og udenfor kommunerne. Er man insider – og det er de fleste læsere af Kommunal Sundhed givetvis – så ved man godt, at der er to forskellige af slagsen: assistenter og hjælpere, oftest forkortet SSA’ere og SSHJ’ere. Og er man insider i FOA ved man også, at den eneste politisk korrekte omtale af dem er at sige hele smøren: Social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.
Det er der bare ikke nogen der gør ude i virkeligheden. Der er de SOSU’er.
Men lader vi den politiske korrekthed ligge for en stund, og i stedet koncentrerer os om de medarbejdere det handler om, så oplever jeg, at der er en hel del aktører – også i sundhedsvæsnet og omegne – der ikke har styr på særligt meget omkring de hersens SOSU’er. Det havde jeg da heller ikke de første 20 år jeg rendte rundt og klogede mig på alverdens i sundhedsvæsenet. Problemet er, at det ofte fører til misforståelser og uenigheder, som måske ikke altid er baseret på reelle holdningsforskelle, men snarere på manglende viden.
Derfor forsøger jeg mig med et nyt format, som alle der var børn i 70’erne kender: OBS! Her står det for Oplysninger til Bureaukrater (og andet godtfolk inkl. læger og hospitalsansatte sygeplejersker) om SOSU’er.
Hvem er de overhovedet?
SOSU’er er de tusindvis af fortrinsvis kvinder men også mænd, som enten kommer hos dine forældre, din nabo, dine bedsteforældre – og som du højest sandsynligt også selv vil åbne døren for en dag. Det er mennesker, som kommer ind i vores hjem og vores liv, når vi ikke mere magter det hele selv. Det er mennesker, vi er dybt afhængige af, og som kommer til at opleve os i situationer, hvor ikke engang vores nærmeste lukkes ind.
Hvor mange er de?
MANGE! Lad os se det i kontekst: Dansk Sygeplejeråd har godt 56.000 medlemmer, heraf er 13.500 er ansat i kommunerne. Lægeforeningen har godt 32.000 medlemmer, heraf er ca. 3.500 medlemmer af PLO. FOA har ca. 177.000 medlemmer, heraf 90.000 i social- og sundhedssektoren, og heraf er ca. 38.000 hjælpere og 40.000 assistenter.
Ser vi på de ansatte i kommunerne via KRL.dk, så udgør social- og sundhedspersonale samt syge- og sundhedspersonale i alt 133.000 personer svarende til ca. 104.000 fuldtidsstillinger i januar 2020. Hjælpere, assistenter, elever, sygehjælpere, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter og ikke-uddannede udgør ca. 87 pct. Antallet af fuldtidsstillinger fordeler sig således:
Antal fuldtidsstillinger i kommunerne, 2020. Kilde: Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (www.krl.dk)
Figuren taler sit tydelige sprog. Hjælpere og assistenter udgør langt over halvdelen af lagkagen og er langt de største medarbejdergrupper.
Er der forskel på SOSU’erne?
SOSU’er omtales oftest som én samlet gruppe, hvilket ikke kan undre nogen med de pokkers lange navne. SOSU er det ord de fleste kender uden helt at vide, hvad det egentlig dækker over. Men er der overhovedet nævneværdige forskelle mellem de to slags SOSU’er, eller er det bare er nogle detaljer, man går op i på de indre linjer?
Faktum er, at der på flere parametre er mere forskel på assistenter og hjælpere, end der er på læger og sygeplejersker. Så kan man jo selv afgøre om det er ‘nævneværdig’ forskel.
Begge uddannelser er erhvervsuddannelser. Det vil sige, at man f.ek.s ansættes i elevtiden (og derfor indgår eleverne også i KLs opgørelse over medarbejdere, i modsætning til f.eks. sygeplejeelever og lægestuderende, der ikke er ansat under deres praktikperioder).
Siden 2017 har de to uddannelser været helt adskilt. Før var uddannelserne modulopbygget så assistentuddannelsen var en overbygning på hjælperuddannelsen. Men sådan er det ikke mere.
Hjælperuddannelsen varer 26 måneder, mens assistentuddannelsen varer 46 måneder. Den ene uddannelse er således næsten dobbelt så lang som den anden.
Assistenter er – ligesom sygeplejersker og læger – en af de i alt 19 grupper af autoriserede sundhedspersoner i Danmark, og det har de været siden 2008. Hjælpere er ikke autoriserede sundhedspersoner.
Hvor arbejder SOSU’erne?
Langt de fleste arbejder i kommunerne, typisk på det man kalder ældreområdet, altså i hjemmeplejen eller på plejehjem.
Organiseringen af ældreområdet (eller hvad kommunerne nu vælger at kalde det), har svinget frem og tilbage gennem tiden. Siden strukturreformen i 2007 er det dog mit klare indtryk, at kommunerne i langt overvejende grad har valgt en organisering på udeområdet (der hvor man kører ud til borgerne) hvor sygeplejerskerne er organiseret i en søjle for sig (og med en sygeplejerske som leder), oftest kaldet hjemmesygeplejen eller slet og ret sygeplejen. Assistenter og hjælpere er oftest ansat i en anden søjle kaldet hjemmeplejen.
Tilsvarende findes et indeområde, der dækker over plejeboliger (det almindelige mennesker kalder plejehjem) og de ca. 3.500 midlertidige pladser i kommunerne. Disse 3.500 midlertidige pladser dækker over noget vidt forskelligt, og almindelige mennesker ved ikke helt hvad det er (og det gør man heller ikke i resten af sundhedsvæsenet – faktisk ved ingen helt, hvor mange der er). Men jeg har hørt dem omtalt som ‘en slags nærhospitaler’ eller ’minihospitaler’, hvilket er skræmmende i betragtning af at der hverken er læger, journaladgang eller (lovlige) medicinrum. Alle tre ting man normalt forbinder med ordet hospital, af gode grunde.
På indeområdet er hjælpere og assistenter normalt ansat på den institution, hvor de arbejder. Sygeplejerskerne på indeområdet er organiseret forskelligt. I nogle kommuner er sygeplejersker ansat direkte på plejehjem eller midlertidige pladser, andre steder dækkes behovet for sygeplejersker på indeområdet via (hjemme)sygeplejen.
Hvad laver de egentlig? Del 1
Det første som er værd at bemærke, er at sproget spiller os et puds her: Sygeplejersker laver sygepleje. Det ligger ligesom i ordet. Hjælpere laver … ja, mon ikke de fleste vil gætte på at de laver hjemmehjælp? Det er et ord alle kender, og som hænger ved fra dengang der var hjemmehjælpere til – altså før de to SOSU-uddannelse blev etableret for små 30 år siden, og der i stedet kom social- og sundhedshjælpere med mere end to års uddannelse, var hjemmehjælpere med syv ugers uddannelse.
Men hvad laver hjælperne så? Ingen siger jo at de laver ‘social- og sundhedshjælp’. Der er ikke rigtig noget ord for det de laver – her 30 år efter. Det bliver enten til lange forklaringer om personlig eller praktisk hjælp og pleje krydret med rehabilitering. Eller også bare den hurtige version: Hjemmehjælp! Konsekvensen er bare, at alt for mange har et 30 år gammelt billede af faget.
Men hvad så med assistenterne – hvad laver de egentlig? De må være nogens assistenter – men hvis? Uddannelsen kom til i 1991, og den afløste uddannelserne til bl.a. sygehjælper, plejehjemsassistenter og sygeplejer. Men gad vide hvad den gennemsnitlige cand.scient.pol i ministerier, styrelser, regioner og kommuner ville svare, hvis de blev spurgt hvad en SOSU-assistent egentlig laver? At de er små sygeplejersker? Noget midt imellem sygepleje og hjemmehjælp?
Der er ingen opgørelser eller analyser af, hvad social- og sundhedsassistenter egentlig laver. Så et andet sted mange får deres viden fra er medierne. De sidste tre gange, jeg kan huske SOSU er omtalt i pressen, var i forbindelse med nogen, som blev filmet skjult da de gik i Silvan i arbejdstiden. Dernæst var der en forfærdelig sag, hvor en borger knivdræbte en assistent på en institution. Og endelig den sag som har fyldt mediebilledet denne sommer: Else på Kongsgården i TV2s dokumentar om »Plejehjem bag facaden«. SOSU’er omtales meget sjældent i pressen – og de optræder stort set aldrig selv i pressen. Og når de endelig omtales, er det negative historier.
Det er en konstatering ikke en kritik. Men det er svært at tro, at det ikke er med til at forme både politikeres, befolkningens, borgernes, og de unges billede af hvad SOSU’er er for nogen. Det sidste er nok det værste.
Hvad laver SOSU’erne egentlig? Del 2
En anden måde at få mere viden om hvad SOSU’er egentlig laver, er at kigge i uddannelsens bekendtgørelse. Her står, hvad en assistent er uddannet til, hvilket i mundrette ministerielle termer er følgende:
En assistent er en, der bl.a. »kan begrunde og selvstændigt tilrettelægge, udføre og evaluere sygepleje, der retter sig imod borgere og patienters grundlæggende behov ud fra en metodisk og rehabiliterende tilgang; kan indgå i komplekse behandlingsforløb i borgerens eget hjem, herunder varetage palliativ pleje; kan selvstændigt indgå i en tværprofessionel og tværsektoriel indsats med henblik på at koordinere og sikre et sammenhængende patient- og borgerforløb; kan varetage koordinering samt indgå i ledelse af teamsamarbejde omkring sygepleje og patient/borgerforløb, i relation til arbejdets organisering; kan selvstændigt varetage medicindispensering og medicinadministration i henhold til gældende lovgivning og arbejdspladsens kliniske retningslinjer og procedurer; og kan selvstændigt dokumentere den udførte sygepleje og videregive faglige informationer skriftligt og mundtligt.« (BEK nr 1116 af 18/08/2016).
Der står meget mere om hvad en assistent kan. Men det er min påstand at mange – også i sundhedsvæsenet – ikke er helt klar over, at assistenter er uddannet til selvstændigt at udøve sygepleje. Langt de fleste forbinder sygepleje med sygeplejersker, hjemmehjælp med hjælpere, og assistenter med … ikke rigtigt noget?
Hvad laver SOSU’erne egentlig? Del 3
Man skal ikke have været længe på dette område, før man finder ud af, at der kommunikeres i koder. Og hvis man ikke ved hvad SEL, SUL, §83, §83A, §84.2 og §138 er, så er man lost! For paragraffer spiller en helt anden rolle her, end det gør i resten af sundhedsvæsenet. Ikke fordi kommunerne er nogle paragrafryttere, men fordi vi (altså de politikere, vi har valgt) har valgt at indrette det kommunale sundhedsvæsen helt anderledes end resten af sundhedsvæsenet.
Faktisk vil mange stejle over, at jeg kalde det for det kommunale sundhedsvæsen i stedet for ældreområde eller socialområde. For langt de fleste af de her koder har jo intet med hverken sundhedsministeriet, sundhedsstyrelsen eller kommunernes sundhedsudvalg at gøre.
Lad se hvad nogle af de vigtigste koder betyder: SEL står for Lov om Social Service og SUL er en forkortelse af Sundhedsloven. Det der kaldes hjemmehjælp udspringer af SEL §83 og rummer »personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice.« Men inden man varigt kan få den slags, skal man igennem et rehabiliteringsforløb – også kaldet midlertidig hjemmehjælp efter SEL §83A – for at vurdere, om rehabilitering kan nedsætte behovet for varig hjælp.
SEL § 84 stk. 2 handler om »midlertidigt ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje.« Det er den paragraf der ligger til grund for de omkring 3.500 midlertidige pladser (med mindre kommunerne har skrevet ‘akutpladser’ på døren, for så hører pladserne under SUL §138, der handler om hjemmesygepleje. Men det er en helt anden historie jeg roder mig ud i en anden god gang).
Endelig er der SUL §138 der ganske kort lyder: »Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.« Den paragraf er grundlag for alle former for sygepleje i kommunerne, på inde- såvel som på udeområdet.
Ifølge den oprindelige lov om hjemmesygepleje fra 1957 skulle kommunerne ansætte autoriserede sygeplejersker til at yde sygepleje. Det blev senere liberaliseret, så kommunerne ikke er forpligtet til selv at ansætte sygeplejersker – de må gerne udlicitere området, og de må anvende andre end sygeplejersker til at udføre sygepleje, f.eks. assistenter og hjælpere. Men det er ikke et krav, at der kun anvendes assistenter og hjælpere. (Ligesom der ikke er krav til, hvem en praktiserende læge kan vælge at bruge som medhjælp.)
Sygeplejen i kommunerne foregår på delegation fra en læge. Men lægen delegerer ikke ydelsen til sygeplejerskerne i kommunerne, som så kan vælge at delegere ydelser videre til f.eks. assistenter eller hjælpere. Den misforståelse opstår, fordi man mange steder taler om at sygeplejersker ‘delegerer’ SUL-ydelser, eller man kalder den sygepleje assistenter eller hjælpere udfører, for ‘delegeret sygepleje’. Men det er forkert.
Billedligt talt delegerer lægen til kommunegrænsen, og det er så kommunens ansvar at vurdere hvilke medarbejdere, der kan varetage hvilken sygepleje. Det gør kommunerne forskelligt, og der findes ikke noget samlet overblik over, hvem der må hvad i de 98 kommuner (ligesom vi heller ikke ved, hvilke typer klinikpersonale, der leverer hvilke ydelser i almen praksis.)
Konsekvensen er, at en stor del af sygeplejen leveres af SOSU’er. I landets næststørste kommune leverer hjemmeplejen, hvor assistenter og hjælpere er ansat, 41 pct. af sygeplejen, ifølge en analyse. Vi ved ikke hvordan de 41 pct. fordeler sig på henholdsvis hjælpere og assistenter, men mon ikke sygepleje fylder mere i assistenternes hverdag end i hjælpernes. Og med mindre Aarhus er helt unik, så viser det tal, at assistenter og hjælpere leverer en ikke ubetydelig andel af hjemmesygeplejen i det her land.
I gamle dage, var det kun sygeplejersker, der ydede sygepleje, mens hjemmehjælpere hjalp til i hjemmet. Som skemaet viser, så er virkeligheden ikke så enkel længere: Sygepleje er ikke forbeholdt sygeplejersker, hjemmehjælpere har fået langt mere uddannelse og er afløst og social- og sundhedshjælpere, og i midten er der kommet godt 25.000 fuldtidsstillinger med assistenter, der er autoriserede sundhedspersoner.
Min påstand er dog, at selvom assistenterne har været her i henved 30 år, så har de aldrig rigtig fået en klar og tydelig faglig profil, som andre end insidere i sektoren kender til. De omtales som ‘SOSU’er’. De optræder meget sjældent, og primært i negative historier i medierne. Og ’assistent-faget’ er ikke et fag, der tilnærmelsesvis nyder samme anseelse eller respekt som det at være sygeplejerske.
Rager det her egentlig dig?
Hvis du har hængt på helt indtil nu, så må du have tænkt undervejs: Er det her ikke lidt langt og ligegyldigt, med mindre man arbejder med det her til hverdag eller render rundt og er forsker på VIVE? Er det så vigtigt for andre?
Ja, det er det! Og det er det, fordi hjælpere og assistenter en dag skal tage sig af din mor, din far, din samlever, og givetvis også af dig. Men der bliver færre og færre af dem. Prøv at forlænge verden med brædder: De seneste år har der ifølge FOA været en nettoafgang fra de erhvervsaktive SOSU’ers rækker på ca. 5.000 årligt. Du behøver ikke tænke længere frem end til der, hvor dine nærmeste eller du selv har brug for dem. Derfor rager det også dig.
Det står heller ikke helt godt til i den anden ende af fødekæden: Ifølge FOA kommer 40 pct. af dem, der har bestået grundforløbet på begge uddannelserne, ikke videre i en uddannelsesaftale (som er det, der skal til, for at færdiggøre uddannelsen – også kaldet en elevplads eller en læreplads på andre uddannelser).
FOA ved ikke hvad årsagen er. Men FOA ved til gengæld, at det er de to erhvervsuddannelser i hele landet, der har det allerhøjeste frafald på hoveduddannelsen – ca. 15 pct. Igen ved man ikke hvorfor. Hvis det her havde været sygepleje- eller lægestudiet tror jeg nok, at nogen havde fået foranstaltet en tilbundsgående analyse eller to – for længst!
Der er ikke noget overblik over søgningen til de to uddannelser, der kan sige os, hvor mange der gerne vil de her fag som deres førsteprioritet – eller blot vidne om, hvor mange der overhovedet søger dem. Vi ved ikke, hvor mange der brænder for de her fag, fordi det er spændende, fordi man får et enormt selvstændigt ansvar, og man kan gøre en vanvittig stor forskel i andre menneskers liv. Hvor mange føler sig kaldet til de her fag?
Jeg kan have min tvivl, når jeg ser på, hvor anonyme de her fag er. Og min tvivl bliver til bekymring, når jeg ser på det billede, der tegnes af SOSU’er i medierne. Det er ikke bare mediernes skyld. Det er vi mange andre, der har et medansvar for gennem de seneste 30 år.
Sundhedsvæsenets kernetropper
Men mangelsituationen er ikke det eneste problem. Alt det vi vil i sundhedsvæsenet samlet set – flytte mere sundhedsvæsen ud i kommunerne, håndtere mere i hjemmene; opspore ændringer hos borgerne, så vi kan forebygge sygdom og indlæggelser; hele paradigmeskiftet fra kompenserende til rehabiliterende hjælp – det hele står og falder med dem, der faktisk er derude hos borgerne i hverdagen. For at the end of the day er det jo ikke 3.500 praktiserende læger og 11.000 kommunale sygeplejersker, der kan løfte de her dagsordner og gøre de store ambitioner til virkelighed. Uden de 30.000 hjælpere og 25.000 assistenter kommer intet af det her op at flyve!
Og så dur det bare ikke, at hverken vores sprog eller vores viden om de her uddannelser og fag er fulgt med virkeligheden. Det dur ikke, at vi ikke kan blive enige om, hvorvidt de her medarbejdere overhovedet er den del af sundhedsvæsenet – fordi de agerer under sociallovgivning, hører til ældreområdet, er placeret under et kommunalt seniorudvalg, socialudvalg eller ældreudvalg, og hører under en socialdirektør i mange kommuner.
Det er som om, vi ikke helt har forstået, at social og sundhed for længst er smeltet sammen i praksis, og at hjælpere og assistenter er kernetropperne i såvel kampen for tidlig opsporing af funktionsfald og forebyggelse af sygdom og indlægge, som kampen for rehabilitering. Og de er helt afgørende, hvis vi skal gøre os håb om at få en værdig slutning på livet udenfor en hospitalsseng, hvilket er det langt de fleste af os håber på en dag.
Alligevel lever hjælpere og assistenter en totalt anonym tilværelse under massebetegnelsen SOSU’er, et eller andet uklart sted i ingenmandsland mellem sundheds- og socialområdet, to ministerier, to styrelser, og ikke mindst to kulturer.
Ingen kan rigtigt kan kende forskel på hjælpere og assistenter, eller ved hvad de laver, alt imens faget bløder tusindvis af kernetropper hvert eneste år – uden at vi helt ved hvorfor. Det kan vi passende fundere lidt over, alt imens vi sidder og ser »Plejehjem bag facade«, som jeg må tilstå, at jeg anser for problematisk, men også helt nødvendig journalistik, sådan som tingene er blevet. Men hvorfor mon det er blevet sådan?
Måske fordi ‘SOSU’ er noget af det mindst prestigefyldte et ungt menneske kan vælge at blive i dag. Og hvis de vælger det, så er der ingen, der rigtig ved, hvad det er eller kan kende forskel på, om de nu vil være hjælpere eller assistenter: De skal ‘bare’ være en af de der ‘SOSU’er’.
Det er selvfølgelig min påstand, at det er sådan, og jeg ved, at det ikke er sådan i alle tilfælde. Men jeg er bange for, at det er sådan i de fleste.
Vejen frem…
Den gode nyhed er, at det er meget let at ændre på, for der er ikke tale om uddannelser til meningsløst arbejde eller arbejdsløshed – mildest talt. Her er to bud på hvad der skal til.
For det første skal politikere og embedsmænd i styrelser, ministerier, regioner og kommuner i den grad komme ind i kampen og gide at sætte sig ind i denne del af det kommunale sundhedsvæsen: Forstå koderne. Forstå hvad sammenblandingen af sundhedslov og sociallovgivning og BUM-modeller er og betyder i praksis for de medarbejdere, der skal arbejde på tværs af det her morads. Og ja, man skal også forstå hvad FSIII er – i detaljen (!) – og hvad det betyder for medarbejdernes hverdag. Også selvom man er djøffer.
Vi kan ikke få det samlede sundhedsvæsen til at hænge sammen, hvis vi helt grundlæggende ikke forstår hverdagen, opgaver, vilkår og rammer for godt 68.000 hjælpere eller assistenter i kommunerne.
For det andet: Når man så først bevæger sig helt derud i virkeligheden, så vælter det jo med hverdagens helte. Kvinder og mænd, der gør en kæmpe forskel for andre mennesker i livets sværeste, svageste og mest sårbare situationer. Kvinder og mænd, der er nogle menneskers eneste kontakt med omverden, og som er de eneste, de har åbnet døren for i årevis. Kvinder og mænd som er de daglige tovholdere i svage, skrøbelige, udsatte menneskers liv, for her spiller egen læge og hjemmesygeplejersker langt fra altid den bærende gennemgående tovholderrolle. Men det gør dem, der er der i hverdagen.
Det kan undre mig, at det er lykkes at holde det hemmeligt, mens det lykkes at få de brodne kar, der også er i disse fag – såvel som i alle andre – frem i lyset. Det kan ikke være så svært, når man vader i så mange helte og heltinder at gøre sig synlige, tydelige og tegne en klar og skarp profil af nogle af de mest meningsfulde fag og noget af det mest meningsfulde arbejde!
Jeg har en ven, hvis mor i mange år har været både somatisk og psykisk syg, og som fik hjælp fra kommunen. Én af de der ‘kommunale damer’, der kom i morens hjem, blev altid nævnt ved navn, og hun kom altid en fast ugedag, hvilket undrede mig. Indtil jeg en dag fandt ud af, at hun var pensioneret – altså assistenten. Men hun var bare blevet ved med at komme i det hjem, hos det menneske, som hun have fået en relation til gennem årene. Og den relation stak jo langt dybere end en ansættelse som social- og sundhedsassistent i en eller anden kommune.
Det er sådan nogle, der går rundt derude. Og det er sådan nogle vi bløder 5.000 af om året. Det er hele sundhedsvæsenets problem. Ikke bare FOAs, KLs eller kommunalpolitikernes. En dag er det også dit problem.
