Ni år med frikommuner har skabt bedre løsninger for borgerne
Udgivelsens forfattere:
- Arbejdsmarked
- Ledelse og implementering
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Arbejdsmarked, Ledelse og implementering, Socialområdet, Børn, unge og familie
Da nytårsklokkerne ringede 2021 ind, markerede det den foreløbige afslutning på et af de største eksperimenter i kommunerne i de seneste år: Halvdelen af landets kommuner har i perioder været frikommuner og er dermed blevet sat »fri for stort set al statslig regulering« på konkrete velfærdsområder. Dermed kunne de enkelte kommuner udfolde sig mere frit i forhold til deres lokale behov - i stedet for at skulle følge statslige regler.
Men hvad er der kommet ud af denne frihed? VIVE har løbende fulgt frikommuneforsøgene, og konklusionen er, at resultaterne overordnet er gode. De nye og mere enkle arbejdsgange er navnlig kommet vores socialt udsatte borgere til gode. Borgere, der har kæmpet med firkantede regler i jobcenteret, i kontanthjælpssystemet og i børnesager, har fået en nemmere hverdag. Disse lovende resultater har banet vejen for et nyt frikommuneforsøg, som statsminister Mette Frederiksen lancerede i sin åbningstale i oktober sidste år. Syv kommuner bliver her »sat fri« i 2021.
I frikommunerne har man haft mulighed for at fjerne regler og nedbryde vante arbejdsgange. Derudfra er der vokset nye måder at bruge de offentlige ressourcer og inddrage borgere på. Frikommunerne har således gentænkt den offentlige service og skabt løsninger, der allerede har sat sig markante aftryk.
Et godt eksempel på en ny måde at gå til problemerne på er frikommuneforsøget. Én plan for udsatte borgere i ni nordsjællandske kommuner. Udsatte borgere har tidligere følt sig som en kastebold mellem jobcenter, socialforvaltning og børn-og ungeområdet, der alle har forskellige sagsbehandlere og fagsystemer med hvert sit regelsæt.
Indsatsen førte for sjældent til bedre trivsel for borgerne eller bedre muligheder for uddannelse og beskæftigelse. Med frikommuneforsøget har de udsatte borgere fået én samlet handleplan og mere enkle regler med udgangspunkt i deres egne mål og oplevede ressourcer. Dermed er det blevet kommunens ansvar at koordinere indsatsen på tværs - ikke borgerens.
Resultaterne er lovende: 90 procent af borgerne er tilfredse og oplever sammenhæng og inddragelse i deres forløb, og flertallet af borgerne er efter kommunernes vurdering kommet nærmere uddannelse og beskæftigelse. Det er mere positive tal, end kommunerne typisk har på området, og det viser, at man med den nye indsats får engageret borgere, der tidligere har været »tabt i systemet«.
Fra 111 til 49 dage
Et andet godt eksempel på en gentænkning af offentlig service er det såkaldte Børnefrikommuneforsøg, hvor tre kommuner har udviklet en ny indsats i forhold til børnesager.
Udfordringen har været, at der ofte går mange måneder, fra der er rejst en bekymring omkring et barn, til indsatsen bliver sat i værk. Det administrative arbejde har derudover taget for meget tid væk fra arbejdet med familierne.
Med frikommuneforsøget har forenklede regler skabt en ny praksis, hvor der er blevet frigjort tid for sagsbehandlerne til hurtigt at reagere og sætte sig ind i familiernes situation og samtidig i højere grad inddrage familierne i mulige løsninger på deres udfordringer.
Evalueringen af forsøget viser, at det har givet resultater: Det gennemsnitlige antal dage fra underretning til beslutning er faldet fra 111 til 49 dage, og kommunerne vurderer, at børnene med den nye indsats hurtigere får en bedre trivsel.
Et tredje positivt eksempel finder vi på jobcentrene. Her er udfordringen først og fremmest en høj grad af detailstyring: Firkantede regler har skabt borgerforløb, som er blevet opfattet som ufleksible af borgerne.
Frikommunerne har søgt at tackle denne udfordring ved at få fjernet detailregler og give mere plads til medarbejdernes faglige skøn og borgernes ønsker om en målrettet proces frem mod uddannelse eller job.
Eksempelvis har man i frikommunerne kunnet afholde digitale møder med borgeren, når det har været vurderet som relevant i det enkelte forløb - frem for lovfastsatte fysiske møder mellem borger og sagsbehandler i faste intervaller.
Resultaterne er positive. Borgerne er mere tilfredse, sagsbehandlerne er mere motiverede, og øvrige aktører som virksomheder, a-kasser og praktiserende læger er mere positive. Borgernes resultater i forhold til beskæftigelse og uddannelse er også blevet forbedret eller i hvert fald fastholdt i de 11 nordjyske kommuner, der har gennemført de forskellige forsøg.
Der er dog steder, hvor tilbagemeldingerne fra frikommunerne er knap så positive.
Selve frikommuneordningen er blevet oplevet som bureaukratisk af kommunerne.
Det må siges at være et paradoks, da et af målene netop har været at gøre op med unødvendigt bureaukrati.
Frikommunerne har især oplevet det som ressourcekrævende at ansøge om frikommuneforsøg, få godkendt de nødvendige lovhjemler i forbindelse med forsøgene og få evalueret resultaterne af forsøgene.
I de nye frikommuneforsøg har den nuværende regering prøvet at gøre det mindre bøvlet at lave et frikommuneforsøg.
Frikommunerne er nemlig på forhånd blevet udvalgt og har indgået aftaler med regeringen.
Dermed er det håbet, at man kan undgå lange administrative arbejdsgange i forbindelse med ansøgninger og godkendelser af forsøg.
De nye frikommuner
Der er udpeget syv kommuner, som fra 2021 får status af frikommune og dermed mulighed for at blive undtaget for statslig regulering på folkeskole-, dagtilbuds-eller ældreområdet. Kommunerne indgår såkaldte velfærdsaftaler med regeringen, som fritager dem fra statslige regler, og hvor kommunerne også forpligtiger sig til at fjerne en del af deres egne regler. De syv kommuner er Esbjerg, Helsingør, Holbæk, Langeland, Middelfart, Rebild og Viborg kommuner.
Erfaringerne giver grund til at have store forventninger til de nye frikommuner.
Erfaringerne har vist, at de store velfærdskommuner, som vi har fået efter kommunalreformen i 2007, er i stand til at give staten et kvalificeret modspil til lovgivningen, og at de inden for en frikommuneramme kan udtænke nye løsninger, der kommer borgerne til gavn. Og det er der behov for på både folkeskole-, dagtilbuds og ældreområdet.
Folkeskolereformen har eksempelvis ikke givet de resultater, der var forventet.
Hvordan skaber man en større faglig frihed på den enkelte skole, samtidig med, at statslige regler kan sikre en forholdsvis ensartet kvalitet i undervisningen? På dagtilbudsområdet er der en lignende udfordring i form af på den ene side statslige krav om minimumsnormeringer og pædagogiske læreplaner, der skal sikre kvalitet i børnepasningen, og på den anden side ønsket om faglig frihed på institutionerne.
Endelig kæmpes der på ældreområdet med at styrke borgerens selvbestemmelse og sikre en individuel tilpasset serviceløsning til ældre. Borgerne skal have den minimumshjælp, de har krav på, men der skal samtidig gives mere plads til den enkelte ældres behov.
Processen er i gang. Der er indgået velfærdsaftaler med de nye frikommuner og lovmæssige undtagelser forventes på plads i løbet af foråret. De syv kommuner har fået en helt central rolle i udviklingen af vores velfærdssamfund, og der er grund til at stille skarpt på dem og de nye løsninger de næste tre år.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Berlingske Tidende