Når forældre dræber
Udgivelsens forfattere:
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Socialområdet, Børn, unge og familie
Der kan være langt mellem idealet om den trygge familie og det faktisk levede familieliv.
Det bliver tydeligt, når medierne bringer nyheder om, at et barn eller en søskendeflok er blevet dræbt af en forælder. Man rystes som læser, for hvordan kan forældre, der burde elske og beskytte deres børn, gøre noget så forfærdeligt? Da vi begyndte at grave i området, stod det snart klart, at vi i Danmark kun kendte til drab i familien fra mediernes omtale af enkeltsager.
Der var meget lidt systematisk viden. Ganske vist er der kun cirka fem børn, som årligt bliver dræbt af en forælder, men hen over årene summer det op. Og hvert drab er et dødsfald for meget. Hvordan kan vi tale om forebyggelse for at undgå fremtidige drab uden viden om fænomenet og et fælles begrebsapparat? Vi fandt 126 sager, der blev efterforsket som forældres drab eller dødsvold mod børn. Sagerne omfatter 167 børn og dækker perioden 1986-2018. I de fleste tilfælde fik vi adgang til at gennemgå politiets efterforskningsmateriale, mens grundlaget var mediedækning og andre kilder i resten af sagerne. Vi ledte efter dynamikker og bevæggrunde, der kunne skabe indsigt om, hvad der udløser disse børnedrab.
GENNEMGANGEN AF SAGERNE åbenbarede, at man ikke kan anskue dem under ét, fordi der er forskellige dynamikker på spil. Vi inddelte sagerne i syv kategorier ud fra de omstændigheder, som væsentligst bidrog til at udløse drabene. Forskelligheden illustreres af det prototypiske mønster i de mest udbredte drabskategorier: »Samlivsbrud« er den mest udbredte drabstype.
Mere end hver fjerde drabshændelse kan kædes sammen med et bebudet eller effektueret samlivsbrud, der typisk er initieret af moren. Forud er forløbet et familieliv med længerevarende ægteskabelige uoverensstemmelser, problemophobninger hos faren og i nogle samliv tillige hans psykiske eller fysiske partnervold mod moren. I stort set alle tilfælde er det faren, som står bag drabet på et eller flere børn, og en tredjedel af hændelserne er et familiedrab, fordi moren også bliver slået ihjel. I mange sager begår faren efterfølgende selvmord eller forsøger på det. Vi vurderer, at drabene oftest er motiveret af hævn eller gengældelse: Gerningspersonen, der ikke evner at håndtere et tab, vil straffe ægtefællen, som har forladt ham.
»Fatal børnemishandling« drejer sig om dødsvold og er en anden større kategori. Den omfatter både ruskevold, langvarig fysisk mishandling og enkeltstående voldsepisoder.
Ofrene for de ofte grusomme voldsforløb er helt små børn, der kan have været udsat for vold i måneder forud for selve dødsvolden.
Gerningspersonen er typisk en far eller stedfar med en relativt belastet bagage i form af for eksempel misbrug, økonomiske problemer, tidligere voldsudøvelse eller kriminalitet.
Mange har problemer med impuls-eller vredeshåndtering eller er karakterafvigende.
En tredje større gruppe børnedrab udløses af en psykose og eller psykisk lidelse hos forælderen, der siden erklæres for sindssyg i gerningsøjeblikket.
Typisk er drabsofret et yngre barn og gerningspersonen en mor med en fødselspsykose, en akut psykose eller - hyppigst - en tiltagende psykisk lidelse, der eskalerer i tiden op til drabet. Depressive symptomer og selvmordsintentioner optræder i mange af sagerne.
Alligevel har kun et fåtal af gerningspersonerne været i kontakt med psykiatrien.
RETSMEDICINSKE UNDERSØGELSER om drab i Danmark viser, at antallet af børn, der bliver dræbt i familien, er faldet betydeligt i perioden fra 1946 til 2016. Tallene tyder også på, at der i dag er færre mødre end førhen, som tager børnene med i døden i såkaldt udvidede selvmord. Skønt der givetvis er et element af uforanderlighed i de omstændigheder, som får forældre til at begå børnedrab, for eksempel en alvorlig psykisk lidelse, efterlader disse og andre kilder det indtryk, at drab også er påvirkelige af den samfundsmæssige og demografiske udvikling.
Børnedrab, der udløses af forældrenes samlivsbrud, er et eksempel på det. I dag er det hyppigst fædre, der står bag børnedrabene.
Cirka to ud af tre gerningspersoner er fædre eller stedfædre, mens cirka en ud af tre er mødre, og der tegner sig et kønnet mønster.
Fædres drab omfatter hyppigere flere dødsofre: Der er flere dræbte børn, og nogle gange bliver moren og andre også dræbt. Desuden er fædre mere tilbøjelige til at begå selvmord i forlængelse af drabet. Fædre udøver oftere end mødre fatal børnemishandling og dræber i forbindelse med et samlivsbrud, eller hvis der senere opstår familieretlige konflikter. En lille gruppe drab, som begås af fædre, sker på baggrund af, at familiens facade af normalitet er ved at krakelere.
Den overvejende del af de drab, som mødre begår, er drab på spædbørn straks efter fødslen; drab, der udløses af psykoser eller psykiske lidelser; eller drab, som sker på baggrund af morens fastlåste og meget pressede livsomstændigheder.
Mens fædres drab ofte kan kædes sammen med hævngerrighed, så har kvinders drab ofte baggrund i mødrenes oplevede utilstrækkelighed, afmagt eller håbløshed.
De kønnede mønstre i forældres drab på børn indebærer samtidig, at mødre overvejende dræber i den tidlige del af familiefasen, hvor børnene er små, mens fædre overvejende dræber på et senere trin af familielivet, hvor børnene typisk er ældre.
Vi tror ikke, at alle børnedrab kan undgås.
Men vi ser et klart potentiale for forebyggelse.
En fremtidig indsats kan ikke sættes på en enkel formel, men vil fordre en bredspektret strategi, der involverer et forstærket samarbejde mellem forskellige typer aktører og myndigheder. Civilsamfundet har også et ansvar for at bidrage til at forebygge. På tværs af drabskategorierne har gerningspersonen i mange af sagerne truet med at skade sig selv eller andre, før drabet sker. Sådanne trusler bliver af forskellige grunde ikke altid taget alvorligt nok af de pårørende. Et af vores budskaber er derfor, at de pårørende må rustes bedre til at reagere og opsøge hjælp, når de oplever eller hører om vold eller trusler.
Om klummen
Klummen er baseret på bogen Drab i familien - når børn bliver ofre, der for nylig er udkommet på Djøf Forlag. Den er forfattet af Mai Heide Ottosen i samarbejde med Louise Høyer Bom, Nell Rasmussen og Bente Boserup.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Weekendavisen