Manglende nuancer og perspektiver skaber uklar viden om adoption uden samtykke

Vi mangler dansk viden om den mest indgribende foranstaltning på børne-og ungeområdet - bortadoption uden samtykke. Institut for Menneskerettigheders nye rapport om bortadoption uden samtykke kunne have været et vigtig bidrag til dette videnshul. I rapporten er der imidlertid valgt entydigt at fokusere på retten til familieliv fra forældrenes perspektiv og alene at se på barnet ud fra ét perspektiv; nemlig dets ret til sit biologiske ophav. Det at sikre barnet mod omsorgssvigt og vanrøgt glider helt ud af fokus til fordel for retten til det biologiske familieliv.

Herved forsimples vores viden og dermed debatten om bortadoption uden samtykke. Dette er til skade for både børn, forældre og samfundet.

Rapportens primære fokus på retten til det biologiske familieliv betyder, at der ikke inddrages helt central eksisterende viden om børn og om anbringelse eller udføres gennemsigtige og dybdegående analyser. Det er vigtigt, at den forskningsbaserede viden, vi har fra forskellige fagområder, inddrages til at nuancere og forstå de svære dilemmaer og afvejninger, som enhver sag om bortadoption uden samtykke indeholder. Den juridiske faglighed er afgørende, men den kan ikke stå alene. Disse mangler er alvorlige. Særligt fordi det svage vidensgrundlag anvendes til at komme med udokumenterede anbefalinger imod bortadoption uden samtykke, der er blevet viderebragt ukritisk både på lederplads og i avisernes spalter.

Retten til familieliv skal selvfølgelig være en central del af vurderingen, når bortadoption uden samtykke overvejes. Men barnets tarv skal være omdrejningspunktet i alle børnesager. Når viden om barnets perspektiv og behov tilsidesættes, er det udtryk for et utidssvarende syn på børn, hvor børn ikke anses som selvstændige individer.

Det er veletableret i den psykologiske forskning, at børn har et medfødt grundlæggende behov for omsorg og beskyttelse, hvilket barnet opnår gennem tilknytning til sin omsorgsperson. Når forældre ikke kan udvise tilstrækkelig omsorg eller beskyttelse, skader det barnets sociale og psykologiske udvikling. En varig, stabil tilknytningsrelation af høj kvalitet har derimod afgørende positiv indflydelse på et barns udviklingsmuligheder og er derfor et helt essentielt aspekt af barnets tarv.

For at sikre barnet en stabil omsorgsperson, når barnets forældre ikke kan varetage omsorgsrollen, fremhæver Institut for Menneskerettigheder i sin rapport anbringelse af små børn barndommen igennem som et fordelagtigt alternativ til bortadoption. Langvarig anbringelse kan imidlertid i praksis blive til en barndom præget af brud og skiftende plejefamilier, og selv hvis anbringelsen bliver stabil, vil barnet vokse op uden "ret" til at forblive en del af sin plejefamilie, når barnet bliver 18 år, og anbringelsen afsluttes.

Grundvilkårene for at sikre barnet en stabil omsorgsrelation gennem anbringelse(r) hele barndommen kan derfor ikke sidestilles med vilkårene i en tidlig adoption, som det gøres af Institut for Menneskerettigheder.

Anbringelse hele barndommen alene for at sikre bedre muligheder for kontakt med de biologiske forældre anbefales således uden at medtænke omkostningerne for barnets udvikling eller tilknytningsmuligheder.

Institut for Menneskerettigheder sammenligner forskelle på forældre til anbragte uden samtykke og bortadopterede uden samtykke.

De finder - måske ikke så overraskende - at forældrene til bortadopterede uden samtykke og tvangsanbragte børn i store træk ligner hinanden.

Formålet med sammenligningen af risikofaktorer hos forældrene fremgår ikke klart, men resultatet synes at skulle understøtte instituttets anbefaling om at begrænse bortadoption uden samtykke.

Vores vurdering er imidlertid, at man ikke på baggrund af analyserne kan udlede entydige anbefalinger hverken for eller imod bortadoption uden samtykke eller for eller imod anbringelse uden samtykke.

Netop fordi de to forældregrupper er meget ens, kunne Institut for Menneskerettigheder på baggrund af resultaterne lige så godt anbefale flere bortadoptioner frem for anbringelser.

På samme måde tolker Institut for Menneskerettigheder forskelle i antallet af bortadoptioner mellem kommuner som et udtryk for, at nogle kommuner har for lav en tærskel, men argumentationen kunne også her vendes om og anvendes til det modsatte argument, nemlig at nogle kommuner bortadopterer for få børn. En anden uadresseret begrænsning ved registeranalyserne i rapporten er desuden, at de kun kan belyse en meget lille del af forældrenes komplekse situation og udsathed.

I rapporten gennemgås også 11 sager om bortadoption, men ingen sager om tvangsanbringelse til sammenligning. Der er valgt "de nyeste sager", men derudover er der ingen information om, hvilke kriterier eller systematik der er anvendt i analysen af sagerne. De udvalgte sager er desuden ikke bredt dækkende for sager om bortadoption og omhandler kun sager vedrørende forældrenes omsorgsevne.

Der indgår således ingen sager vedrørende paragrafferne om barnets bedste eller sager, hvor barnet har været anbragt så længe, at det vurderes, at det er barnets tarv, at tilknytningen til plejefamilien gøres permanent.

Denne udvælgelse af særlige sager gør, at det alene er disse, man kan udtale sig om og ikke om bortadoption generelt. Denne manglende tydeliggørelse af datakilder og metodik gør, at man som læser tror, at konklusioner og anbefalinger drages på ensartet og fyldestgørende analyse af et bredt dækkende materiale. Men det er langtfra tilfældet. I stedet er der tale om selektiv analyse og ensidig fortolkning af resultaterne.

Institut for Menneskerettigheder har en række anbefalinger på baggrund af rapporten, som vi mener, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for - heller ikke i deres egne analyser. Anbefalingerne bør læses som holdninger til bortadoption uden samtykke og ikke som underbygget viden.

Det er derfor bekymrende, når analysen eksempelvis bruges til at kritisere praksis i kommunerne, Ankestyrelsen og landets domstole, som alle er involveret i disse meget komplekse sager.

Direktør Louise Holck fra Institut for Menneskerettigheder udtaler på baggrund af rapporten: »Andre anbringelsesformer, hvor forældre og barn har mulighed for at have samvær, bør altid overvejes grundigt, før en tvangsbortadoption kommer på tale.« Heri ligger der en antagelse om, at myndighederne ikke allerede i dag overvejer alternativer til bortadoption. En sådan kritik af det eksisterede system er yderst alvorlig og bør som minimum underbygges og dokumenteres af fyldestgørende og gennemsigtige analyser. Det er desværre ikke tilfældet.

Det helt afgørende i disse sager er og bliver at sikre barnets tarv. Når barnets perspektiv alene tillægges vægt som dets ret til at være sine biologiske forældres barn, så forsvinder vigtigheden af barnets behov for stabilitet, omsorg og tilknytning.

Barnet synes ikke blive tildelt en selvstændig værdi, men bliver nærmest til en flyttekasse, der nemt kan vente, mens tiden ses an, eller flyttes ind og ud af forskellige familier. Det sker i dag, og det har ofte store og langvarige konsekvenser for barnet.

Kronikken er skrevet af professor MSO Tea Torbenfeldt Bengtsson, seniorforsker Rikke Fuglsang Olsen, forsker Misja Eiberg og forsker Sofie Henze-Pedersen.