Lokale forskelle i kommunal velfærd er en naturlig konsekvens af mindre bureaukrati

Statsminister Mette Frederiksen (S) annoncerede i sin nytårstale, at regeringen vil frisætte alle kommuner på folkeskole-, dagtilbuds- og ældreområdet. Meget tyder på, at det vil give et tiltrængt energiboost rundt om på landets skoler, dagtilbud og i ældreplejen.

Det er i hvert fald, hvad man kan iagttage i de syv kommuner, der i forbindelse med de såkaldte velfærdsaftaler allerede har fået mulighed for at eksperimentere med nye måder at organisere deres service til borgerne på.

I VIVE er vi i fuld gang med at evaluere forsøgene, og nu har vi mulighed for her at videregive nogle vurderinger af forsøgene fra de næsten 4.000 medarbejdere og ledere, som vi har spurgt i de syv kommuner.

Forsøgene i de syv kommuner er det seneste i en lang række af frihedsinitiativer, der her været gennemført siden tidligere minister Bertel Haarder i 2011 tog initiativ til de første frikommuner i nyere tid.

Men før vi tager springet og frisætter alle kommuner, kigger vi her på de første erfaringer for, hvad vi kan forvente, når alle kommuner snart får mulighed for at følge i halen på de syv frontløbere.

Et energiboost til den offentlige sektor

Hvis vi dømmer ud fra antallet af forsøg i de syv kommuner, der er sat i gang lokalt i løbet af det første år, har modtagelsen været positiv.

Mere end 150 forsøgsaktiviteter er det blevet til. Frisættelsen har dermed skabt et energiboost rundt omkring på skoler, dagtilbud og i ældreplejen.

Medarbejdere og lokale ledere har grebet bolden og er gået i gang med at skabe nye måder at organisere arbejdet på og levere service til os borgere. Det er der behov for i en offentlig sektor, som løbende og hurtigt skal tilpasse sig borgernes behov.

På ældreområdet ser man, at de medarbejdere, som er tættest på borgeren, får mere frihed til selv at bestemme, hvordan borgeren skal hjælpes. Det skal ikke være regler, der for eksempel bestemmer, hvornår borgeren skal modtage forebyggende besøg fra kommunen, men en faglig vurdering udøvet af de medarbejdere, der er tæt på borgeren.

Der arbejdes også med at reducere i dokumentation og daglige forstyrrelser af arbejdet med de ældre. En leder på et plejehjem udtrykker dette tydeligt: "Det arbejde, der ligger i de næste tre år, er at nedbringe og finde andre rammer for dokumentation, så der frigives hænder til omsorg og nærvær for vores beboere".

Også i mange daginstitutioner har frisættelsen skabt en masse energi. Ude i den enkelte daginstitution arbejder man blandt andet med at udvikle forældresamarbejdet og i højere grad inddrage forældre og børns perspektiver på praksis i dagtilbuddene.

Det er op til den enkelte leder og de enkelte pædagoger at finde de bedst mulige måder at gøre det på. Det skal ikke være kommunens regler eller overordnede statslige mål, der skal være i centrum for udviklingen af det bedst mulige tilbud til børnene.

Større forskelle i den offentlige service

Samtidig ser vi, at de mange frisættelsesforsøg rundt omkring på skolerne, på ældreområdet og på daginstitutionerne peger i mange forskellige retninger.

Nogle institutioner har sat mange aktiviteter i gang, andre har sat færre i gang. En leder på skoleområdet beskriver det som, at "nu er der åbnet en ottesporet motorvej op, og vi skal selv sætte kurs og retning". Frisættelsen fra statslig lovgivning ser dermed ud til at kunne skabe større forskelle i den måde, som den offentlige service leveres på.

I den ene skole tilbyder man for eksempel korte skoledage og udvidet brug af tolærerundervisning, og i den anden skole lægger man vægt på nye tværgående fag og temauger.

Det nye er, at det er op til den enkelte skole, det enkelte team på skolen og den enkelte lærer eller pædagog at tage initiativ til at lave skoledagen og de enkelte fag om. Statslig lovgivning dikterer i langt mindre grad, hvad man skal. Tilsvarende lokale forskelle ser man på ældreområdet og dagtilbudsområdet.

Det er en naturlig konsekvens af frisættelsen fra bureaukrati og centralt fastsatte regler, at der opstår lokale forskelle og lokale måder at udføre og organisere arbejdet på.

Vi kan ikke som borgere på den ene side få faste garantier for en ensartet service understøttet af regler og central lovgivning, og på den anden side kræve, at man på den enkelte skole, børnehave eller plejehjem har friheden til selv at skabe et servicetilbud med udgangspunkt i borgernes eller børnenes behov. Og i øjeblikket svinger pendulet hen imod færre regler og mere lokal frihed – med de forskelle, der følger med.

Vi mangler endnu at se, hvor store forskellene bliver, og vi mangler at se, om det skaber markante kvalitetsforskelle i den enkelte kommune og på tværs af landet. I efteråret offentliggør Vive den første nationale evaluering på området, og her vil vi få de første indikationer på, hvor store forskellene bliver, og om det opfattes som et problem.

Nye vinde over den offentlige sektor

Der blæser nye vinde og ny energi over de danske folkeskoler, daginstitutioner og i ældreplejen. Dette vidner om, at der et skift på vej i indretningen af den kommunale velfærd – og det er noget, som vi kan komme til at mærke som borgere.

Vi har frit valg, når vi skal vælge skole og dagtilbud til vores børn, og vi har frit valg, når vi skal vælge hjemmepleje eller plejecenter. Vi kan vælge mellem kommunale eller private institutioner, og vi kan vælge mellem forskellige kommunale institutioner – givet at der er plads på den enkelte institution.

Med den kommunale frisættelse kan vi se frem imod et valg med flere valgmuligheder på paletten. I dag er der allerede profilskoler og profilplejehjem, men mange offentlige institutioner har ikke deres egen helt distinkte profil. Med den kommunale frisættelse får alle skoler, dagtilbud og plejecentre potentielt i højere grad deres egen profil.

Den kommunale sektor bliver nødt til at udvikle sig og tilpasse sig borgernes behov. Den kommunale frisættelse afprøves nu som et centralt redskab til at skabe den udvikling.

Bolden er givet op, og den er i den grad i spil ude på skolerne, dagtilbuddene og i ældreplejen. Vi står over for et skifte i den kommunale velfærd.