Kvalitetsklynger i almen praksis viser gode takter, men er det tilstrækkeligt?

Kvalitetsklyngerne i almen praksis har siden 2018 fundet fodfæste blandt de praktiserende læger. Vive og Forskningsenhederne i Almen Praksis er netop udkommet med en undersøgelse af kvalitetsklyngerne, der viser gode takter.

De praktiserende læger er overvejende glade for klyngekonceptet, og der er tegn på, at klyngearbejdet fører til forskellige former for udbytte, f.eks. i form af lokale kollegiale netværk, en mere databaseret tilgang til kvalitetsudvikling og at bidrage til kvalitetsudvikling blandt lægerne selv og i samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen.

To væsentlige rammer for det nuværende klyngearbejde – tidsforbruget og den frivillige ramme – rejser imidlertid nogle spørgsmål om klyngernes videre udvikling.

Har klyngearbejdet det rette niveau?

Klyngearbejdet er centreret omkring løbende klyngemøder, typisk med behandling af et enkelt emne pr. møde. De fleste klynger holder møder tre til fire gange om året, typisk som fyraftensmøder, der varer to til tre timer.

Klyngernes mødeform afspejler bl.a. lokale afvejninger af, hvor meget klyngemøderne skal gribe ind i de praktiserende lægers sædvanlige åbningstider.

Bagsiden af dette valg er, at der kun er plads til få emner, og tiden til de enkelte emner er også begrænset. Forventningerne til klyngernes udbytte må selvfølgelig afstemmes derefter.

Undersøgelsen af klyngerne viser, at klyngearbejdet kan føre til mindre justeringer, f.eks. af klinikkens organisering eller klinisk praksis. Det er positivt, men der er tale om små skridt.

Balancen mellem frivillighed og krav til klyngerne

Netop friheden til selv at vælge, hvordan man organiserer sig i klyngerne, og hvad man arbejder med, bliver i undersøgelsen fremhævet som positivt, bl.a. fordi klyngearbejdet kan tilpasses til klyngemedlemmers præferencer.

På den ene side høster man altså frugterne af valgfrihed i form af den motivation, der ligger i selv at vælge form og retning. På den anden side står forventningerne til almen praksis i kø, og det er nærliggende at tænke kvalitetsklyngerne ind som en platform, hvor nye opgaver og nye krav til opgaveløsningen kan adresseres.

Der er massive forventninger til fremtidens almen praksis, både i sundhedsreformen og i økonomiaftalen med Danske Regioner. En vækst af almenlæger fra ca. 3.500 til 5.000 og en forventning om, at langt flere ydelser leveres i almen praksis frem for på sygehuse, er udset som løsningen på de udfordringer, der bl.a. er knyttet til de demografiske forandringer.

Klyngerne indgår som en del af et større kvalitetsprogram, som har en målsætning om »(...) at fremme og understøtte, at alle praktiserende læger finder sammen i faglige fællesskaber (klynger), som mødes og arbejder med kvalitetsdata og kvalitetsudvikling«.

I det lys må vi konstatere, at klyngerne indtil nu har levet op til forventningerne, men man kan også overveje, om målet med klyngerne er tilstrækkeligt ambitiøst.

Hvad skal kvalitetsklyngerne på langt sigt?

Kvalitetsudvikling i almen praksis er ikke let. Det er en hårfin balance mellem frivillighed og motivation på den ene side og central styring og eksplicitte krav på den anden.

Man har med klyngemodellen placeret et stort ansvar for kvalitetsudvikling i klyngerne, men uden ret mange eksplicitte krav.

Kvalitetsklyngerne har prioriteret frivillighed og motivation og har været en succes i den forstand, at de findes, og at der er opbakning til at fortsætte med klyngemodellen.

Men i forhold til at indfri de store ambitioner, der er til fremtidens almen praksis, er det værd at overveje, om det nuværende setup også på lang sigt er det rigtige.