Kan vi overlade anbragte unge til sig selv, når de fylder 18 år?

Da Kasper fyldte 18 år, skulle han flytte fra sit anbringelsessted. Kommunen gav ham tre måneder til at finde en lejlighed og betalte et abonnement til Boligportalen, hvor han kunne søge efter bolig.

Det lykkedes ikke for ham at finde en bolig på de tre måneder. Derfor måtte han bo på en sofa hos en ven. Ved afslutningen af sin anbringelse blev han således reelt sendt ud i første stadie af hjemløshed – det, man kalder sofasover.

Kun halvdelen af de unge får efterværn, og de, der får støtte, oplever den ikke altid som en hjælp. De politiske forhandlinger om efterværn, som er den støtte, tidligere anbragte unge kan få, går snart i gang. Vi ved, at vi hidtil har tabt alt for mange af disse unge i overgangen til voksenlivet, og derfor er det afgørende, at vi nu bruger den viden, vi har, og styrker den støtte, der virker.

VIVE har samlet viden om de unges erfaringer med overgangen til voksenlivet, og Kasper er en af de unge, som vi har talt med i den forbindelse. Som mange andre fik han ikke den støtte i overgangen til voksenlivet, som han oplevede at have brug for.

Kasper klarede sig uden et tag over hovedet. Han sov i en periode hos sin ven, og siden søgte han ind på en uddannelse, hvor der var et skolehjem. Men Kasper er ikke den eneste tidligere anbragte, som har oplevet at være periodisk hjemløs. Faktisk har 1 af 10 tidligere anbragte unge manglet at sted at bo på et tidspunkt i sin ungdom.

Når vi som samfund beslutter, at vi kan tage os bedre af børnene, end deres forældre er i stand til – som en anbringelse jo er et udtryk for, har vi et ansvar for at sikre, at vi lever op til den oprindelige og helt grundlæggende intention bag anbringelsen: at skabe forudsætningerne for et godt liv for barnet trods socialt svære vilkår fra start. Det betyder også, at vi har et ansvar for at hjælpe de tidligere anbragte unge ind i et selvstændigt voksenliv.

Ligesom anbragte unge kan også unge, der har haft en kontaktperson frem til det 18. år, få efterværn. I perioden 2010-2020 har knap 50.000 unge været anbragt eller har haft en kontaktperson frem til det 18. år og er derfor i målgruppen for den støtte, der kaldes efterværn. På trods af at tidligere anbragte har svagere forudsætninger for at træde ind i voksenlivet end deres jævnaldrende, er det i dag kun lidt over halvdelen af de unge, der har været anbragt, som modtager støtte, umiddelbart efter de er fyldt 18 år.

Formålet med efterværn er at give de unge støtte til at etablere en selvstændig tilværelse på lige fod med andre unge. Faktum er dog, at vi taber mange tidligere anbragte i overgangen til voksenlivet. Der er for mange, som oplever hjemløshed eller har udfordringer med psykisk sygdom og misbrug, og der er alt for få, der kommer i gang med en uddannelse og får et job.

Camilla ville gerne blive boende hos sin plejefamilie, efter hun fyldte 18 år. Hun følte sig ikke klar til at flytte hjemmefra. Det var dog ikke en beslutning, hun selv kunne træffe. Som anbragt er det nemlig op til kommunen at beslutte, om en ung kan blive boende i form af forlængelse af anbringelse, eller om anbringelsen skal afsluttes, og den unge dermed skal flytte ”hjemmefra”. For Camilla betød dette, at hun havde oplevelsen af, at hendes sagsbehandler sad med hendes liv i hænderne. En sagsbehandler, som hun i øvrigt ikke havde mødt eller kendte.

I flere måneder tjekkede Camilla nervøst e-boks hver morgen, så snart hun vågnede. Hun ville vide, om afgørelsen om, hvorvidt hun skulle flytte hjemmefra, var kommet. Camilla blev sat i en situation, hvor hun over flere måneder ikke vidste, om hun var købt eller solgt. Dette kunne have været undgået, hvis Camilla var blevet inddraget i beslutningsprocessen, eller hvis hun bare havde fået at vide, hvornår hun ville få en afgørelse.

Camillas oplevelse er ikke unik.

Både de unge, som har fået tildelt efterværn, og de, som ikke har, fortæller, at de har brug for at få at vide, hvad der ligger til grund for kommunens afgørelse.

De unge beder helt konkret om at blive indkaldt til et møde om afgørelsen i stedet for at få et brev i eboks. For når de unge får brevet, er det ofte skrevet på en måde, så den unge reelt ikke forstår indholdet. De ved ikke, hvem de kan stille spørgsmål til, og de ved ikke, hvordan de kan klage, hvis de ikke forstår eller ikke er enige i afgørelsen. De unge har brug for at blive inddraget i de beslutninger om deres eget liv, der bliver truffet i kommunen. De har brug for at få en forklaring på og forstå afgørelserne, og de har brug for viden om, hvad afgørelsen kommer til at betyde for deres liv. Helt grundlæggende har de unge brug for at få at vide, hvilke rettigheder de har, når de fylder 18 år.

Den halvdel af de anbragte unge, som faktisk modtager efterværn, oplever ikke altid støtten som en hjælp. Patricia havde brug for en at snakke med, når hverdagen var svær. Hendes sagsbehandler konkluderede, at hendes behov for støtte i overgangen til voksenlivet mest handlede om tryghed. Det kunne hun ikke få hjælp til. Hun kunne kun få hjælp til praktiske gøremål som at købe ind og gøre rent. I Mads’ handleplan står, at han har brug for hjælp til at rydde op. Det er det, der gør, at han kan beholde sin kontaktperson. Egentlig har han bare brug for at kunne tale med sin kontaktperson om de ting i livet, som er svære. Ellers har han ikke nok ro i hovedet til at strukturere sin hverdag og klare de praktiske gøremål.

Det seneste års tid er der taget store skridt i forhold til at undersøge den eksisterende indsats til anbragte og udsatte unge, når de fylder 18 år, og deres indsats efter servicelovens børneparagraffer i princippet ophører. Årsagen er, at vi ved, at vi med den hidtidige indsats langtfra altid har formået at gribe de unge. Det viser både Kaspers, Camillas, Patricias og Mads’ historier. Konsekvensen er i mange tilfælde, at vi skyller alle barndommens omfattende indsatser ud med badevandet. Med de mange undersøgelser, vi nu kender resultaterne af, ved vi også, hvad der faktisk virker.

Tidligere anbragte unge har brug for at blive inddraget i deres sag og i beslutninger, der vedrører deres liv. De har brug for hjælp og støtte i overgangen fra anbringelse til egen bolig. De har brug for en støtte, der tager udgangspunkt i deres konkrete behov, og som tager højde for deres livssituation – også når livssituationen ændrer sig.

Det bør vi give dem. For det første, fordi vi ved, at støtten faktisk har en effekt i forhold til de unges uddannelse, indkomst og kriminalitet. Vi ved altså, at støtten kan være med til at hjælpe dem ind i et selvstændigt voksenliv. For det andet, fordi vi tog et ansvar for deres liv på os, da vi som samfund besluttede, at de skulle anbringes.