I dag stigmatiseres stofmisbrugere ikke for deres stofmisbrug, men for at være uarbejdsdygtige

I oldtidens Grækenland brændte magthavere mærker ind i huden på mennesker, de anså for underlegne. Den praksis har vi selvfølgelig droppet for længst, men det græske ord for brændemærket, stigma, bruger vi stadig. Selv om stigma ikke længere er et fysisk mærke, så er stigmatisering fortsat en markering af, at et menneske bliver anset for at have lav social værdi.

Er der mennesker i vores samfund, der oplever sig stigmatiserede af autoritetspersoner?

Det har vi undersøgt for nylig på VIVE – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Vores undersøgelse havde fokus på borgere, der har problemer med stofmisbrug.

Siden sociologen Erving Goffman udgav bogen Stigma i 1963, har stofmisbrug været et klassisk eksempel på noget, der bliver stigmatiseret i moderne samfund. I de seneste årtier har international forskning igen og igen vist, hvordan borgere med stofmisbrug bliver stigmatiseret i møder med læger, sygeplejersker, sagsbehandlere, politi og andre personer med magt og autoritet i velfærdsstaten. Derfor er der grund til at tro, at hvis nogen i vores samfund oplever stigmatisering, så er denne gruppe særlig udsat.

Vi interviewede over hundrede borgere med stofmisbrug rundt omkring i hele landet og spurgte ind til deres oplevelser af møder med ansatte i velfærdsstatens sektorer på det sociale, sundhedsmæssige og retslige område.

Når det gælder stigmatisering, så kommer undersøgelsen, der er publiceret i forskningsartiklen Stigma, problem drug use, and welfare state encounters: changing contours of stigmatization in the era of social investment med en god og en dårlig nyhed.

Den gode nyhed er, at borgerne i mindre omfang end forventet oplever sig stigmatiseret på grund af deres stofmisbrug. Den dårlige nyhed er, at nogle af dem møder en anden form for stigmatisering. Borgere, som på grund af svære stofmisbrugsproblemer ikke er i uddannelse eller arbejde, bliver i mange tilfælde mødt som borgere af ringe værdi.

Mødt som hele mennesker

Lad os tage den gode nyhed først. De professionelle, der i dag arbejder som socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker, psykiatere osv. i velfærdsstaten, har typisk haft noget med anerkendelse og respektfulde møder med udsatte borgere på skemaet i løbet af deres uddannelser. Måske har de endda læst noget om stigmatisering.

Mange professionelle i den danske velfærdsstat er opmærksomme på ikke at stigmatisere borgere, fordi de slås med stofmisbrug. Flere af de borgere, vi interviewede, fortalte meget varmt om professionelle, der møder dem som ’hele mennesker’ og ikke bare ’junkier’. For mange af borgerne har det gjort en verden til forskel, at de bliver mødt som mennesker af lige social værdi.

Der er også borgere, som oplever, at de bliver stigmatiserede af velfærdsstatens professionelle i dagens samfund på grund af deres stofmisbrug. En mand fortalte for eksempel, hvordan han havde oplevet, at en læge havde behandlet ham som en ’junkie’, der ikke fortjente ordentlig smertebehandling. Men den gode nyhed er, at de fleste af de borgere, vi interviewede, ikke oplever denne form for stigmatisering.

Stigmatisering af den uproduktive

Så har vi den dårlige nyhed tilbage. Nogle borgere oplever noget, som vi definerer som neostigmatisering. Her bliver stigma vendt på hovedet. I den klassiske stigma, som beskrevet af Goffman, bliver stofmisbruget ophøjet til en masterstatus for den stigmatiserede person. Det betyder, at vedkommende først og fremmest ses som en stofmisbruger og ringeagtes på grund af stofmisbruget.

I neostigmatisering bliver betydningen af stofmisbruget nedtonet frem for ophøjet.

Borgere beskriver møder med professionelle, der insisterer på at være ressourceorienterede og ikke vil anerkende, at stofmisbruget er et stort problem. Borgerne oplever, at deres værdi knyttes til uddannelse og beskæftigelse. Hvis de ikke er aktive og produktive, så har de mindre værdi.

En kvinde i 50’erne fortalte eksempelvis, at hun ikke oplevede, at de professionelle i velfærdssystemet ville anerkende betydningen af hendes stofmisbrug og i stedet insisterede på, at hun skulle deltage i et toårigt program, der var rettet mod beskæftigelse. Hendes stofmisbrug var begyndt i niårsalderen, og årtiers forbrug af heroin, kokain, hash og alkohol var blandt andet blevet finansieret gennem sexarbejde.

I dag er hendes helbred slidt, og hun oplevede, at de forventninger, der blev stillet til hende, var urealistiske og ydmygende. De professionelle insisterede på at anerkende ressourcer og potentialer, som hun ikke selv troede på. Derfor følte hun sig ikke hørt og set som et helt menneske med værdi – som den hun nu engang er.

Arbejdsmarkedsstatus afgør værdi

Undersøgelsen giver anledning til, at vi må spørge os selv, hvilke borgere der i dagens velfærdsstat behandles som mennesker med social værdi. Det går tilsyneladende godt med at anerkende, at borgere godt kan have værdi som ’hele mennesker’, selv om de slås med et alvorligt stofmisbrugsproblem.

Kan vi også anerkende, at det ikke er alle borgere, som kan være aktive og produktive inden for uddannelses- eller beskæftigelsesområdet?

Anerkender vi i vores samfund den sociale værdi af borgere, som ikke har potentiale på det formaliserede arbejdsmarked?

Eller stigmatiserer vi medborgere, der ikke er produktive i denne forstand?

De europæiske velfærdsstater har i de sidste femten år været under indflydelse af det sociale investeringsparadigme. Inspireret af bl.a. sociologen Gøsta Esping-Andersen har man søgt at kombinere en stræben efter social retfærdighed med robuste, konkurrencedygtige markedsøkonomier ved at satse på sociale investeringer. Ideen er, at man ved at investere i uddannelse, sundhed og børnepasning af høj kvalitet kan udvikle og fremme værdien af befolkningens såkaldte humane kapital.

Så mange mennesker som muligt skal arbejde, og så få som muligt skal modtage støtte fra staten.

Det sociale investeringsparadigme knytter på den måde borgeres værdi til deres arbejdsmarkedsstatus. En utilsigtet konsekvens kan være, at borgere uden værdi på arbejdsmarkedet stigmatiseres.

Så længe den sociale værdi af alle borgere ikke anerkendes som lige, vil nogle borgere opleve stigma. Det kan godt være, at stigmatiseringsmønstrene ændrer sig. I dag er det måske i mindre grad borgere med stofmisbrug, der stigmatiseres på grund af stofmisbrug, men borgere med lav arbejdsmarkedsværdi, der bærer stigma. For den borger, der oplever sig stigmatiseret, er byrden fortsat lige tung.