Hvordan kan vi styrke tværsektoriel sundhedsforskning og særligt kommunernes rolle?

Vi har brug for at samle og styrke forskningen i tværsektorielle patientforløb – og det er vigtigt, at kommunerne kommer ind i forskningen på lige fod med sygehus- og praksissektorens aktører.

Regionerne har stærke sundhedsvidenskabelige forskningsmiljøer rundt på hospitalerne, og her bliver der også forsket i tværsektorielle problemstillinger. Forskningen tager helt naturligt afsæt i et sygehusperspektiv, og et typisk eksempel er fokus på unødige sygehuskontakter. Tilsvarende findes stærke tværfaglige forskningsmiljøer i relation til almen praksis, der tager afsæt i praksissektorens opgaver og relation til patienterne. Disse former for fokus er væsentlige! Men hvis vi for alvor skal videre med forskningsbaserede løsninger, som kan styrke sammenhængen i sundhedsvæsenet i en tid, hvor det demografiske pres vokser. Så er vi nødt til også at definere forskningsspørgsmålene ud fra en kommunal kontekst.

Hvilke muligheder og vidensbehov ser man i kommunerne? Skal inddragelse af civilsamfund og pårørende f.eks. længere op på forskningsagendaen? Og hvordan forsøger kommunerne at bringe sundhedstilbuddene tættere på borgere?

Kommunerne skal ind i forskningen på strategisk niveau

Kommunerne har i sundhedslovens §4 allerede i dag en forpligtelse til at deltage i forskning og kvalitetsudvikling i samarbejde med regioner og statslige myndigheder. Men der er et behov for, at kommunerne kommer ind i den tværsektorielle sundhedsforskning som andet og mere end blot forskningens casemateriale. Kommunerne skal ind på et mere strategisk niveau som ligeværdige partnere med aktører fra sygehus- og praksissektor, så de både er med til at definere de problemstillinger, som forskningen skal løse og samtidig får gavn af den vidensoverførsel, som deltagelse i forskningsaktivitet også er. Dette er nødvendigt, hvis forskningen skal være med til at styrke sammenhængen i fremtidens sundhedsvæsen.

At få kommunerne med som ligeværdige partnere i den tværsektorielle sundhedsforskning vil være godt på flere fronter: Det vil styrke afprøvningen af indsatser, så vi kan blive endnu bedre til at opsamle systematiske erfaringer med de mange udviklingsprojekter, som afprøver fremskudte, udgående og tværsektorielle indsatser. Der foregår allerede meget udvikling, men der er stor fare for, at vi ikke samler erfaringerne på et systematisk grundlag. Derfor risikerer vi også, at vi ikke får udbredt de gode løsninger og luget ud i de mindre gode.