Hvis politikerne vil frisætte plejehjemmene, skal de droppe revolutionsretorikken

Regeringen lægger i sit regeringsgrundlag op til en frisættelse af ældreområdet, "hvor velfærdsinstitutioner er selvstyrende enheder med egen bestyrelse og driftsøkonomi og med frihedsgrader som private virksomheder eller selvejende institutioner."

Det kommunale greb skal løsnes, og velfærdsinstitutioner såsom skoler og plejehjem skal "forvaltes af borgerne – ikke af bureaukrati."
Plejecenterområdet i Danmark er domineret af kommunale plejehjem (85 procent) samt de selvejende plejehjem med driftsoverenskomst med kommunen (10 procent). Resten er de private såkaldte friplejehjem.

De kommunale og de selvejende plejehjem med driftsoverenskomst er i stor grad omfattet af det samme kommunale bureaukrati og den samme målstyring. Det vil derfor have vidtrækkende betydning for stort set hele plejecenterområdet, hvis man indfører en større frihed fra statslige og kommunale regler og mål.

Samtidig vidner årtiers forsøg på at mindske omfanget af dokumentationskrav og kontrol på ældreområdet om, at det er lettere sagt end gjort.

Det er altså ikke nogen let opgave, regeringen har givet sig selv. Men heldigvis står vi på ti års erfaringer fra frikommunerne og deres frisættelse fra regler og dokumentation. De erfaringer skal vi inddrage. Her følger derfor tre gode råd, der virker, når ældreplejen skal sættes fri.

Frisættelse fra regler giver plads til nytænkning

For det første viser erfaringerne, at en frisættelse fra kommunale regler, procedurer og dokumentationskrav skaber et større lokalt råderum. Frisatte medarbejdere og ledere står pludselig i den situation, at man ikke bare skal efterleve udefrakommende krav, men faktisk kan spørge sig selv: Giver vores arbejdsgange egentlig mening – eller hvordan kan vi gøre det bedre?
Nye måder at arbejde på er for eksempel, at man lokalt i frisatte plejehjem har eksperimenteret med at dokumentere mindre for at frigøre mere tid sammen med borgeren.

I stedet for individuelle borgermål opererer man i stedet med flere fælles borgermål, og man bruger mindre tid på noteringer i omsorgssystemet og Det Fælles Medicinkort. Frisættelsen har altså givet plads til lokal nytænkning med udgangspunkt i borgerens behov.

Få centrale mål giver større lokalt råderum

For det andet ved vi, at det skaber mere plads til lokale prioriteringer, hvis man lemper den centrale målstyring af plejecentrene. Det betyder også, at der lokalt skal bruges færre ressourcer på at dokumentere, at man lever op til de fastsatte mål.

Det er dog ikke nogen nem øvelse, hvis man samtidig ønsker at fastholde nationale kvalitetsstandarder og demokratisk kontrol med institutionerne.
Erfaringerne viser, at det er en krævende proces at skabe færre mål, som reelt giver mening og retning for medarbejdere i det daglige arbejde. Men det kan lade sig gøre, hvis ledelsen inddrager medarbejderne i formuleringen af målene og vejen til at nå dem. Det kan skabe et kollektivt ejerskab til kvalitetsmål, når de giver mening lokalt

Tilsyn baseret på dialog fremmer kvaliteten

For det tredje vil det være et naturligt skridt at fokusere på tilsynsmodellerne, hvis man vil løsne det kommunale greb om velfærdsinstitutionerne.
Tilsyn giver vores demokratisk valgte beslutningstagere, de relevante myndigheder og den enkelte institution en mulighed for at få indblik i, hvilken kvalitet velfærdsinstitutionerne leverer, og hvordan man yderligere kan forbedre kvaliteten.

Tilsyn kommer i mange former. Erfaringerne viser, at tilsyn baseret på dialog frem for kontrol kan føre til en øget kvalitet. Det kræver, at der er mulighed for forberedelse før tilsynet, faglig dialog under tilsynet og en opfølgning med faglig refleksion efter tilsynet.

Evolution frem for revolution

Den politiske debat på området er præget af en form for revolutionsretorik: Al unødig dokumentation og bureaukrati skal afskaffes, og kommunale plejehjem skal have samme frihedsgrader som de private.

Men disse målsætninger er vanskelige at realisere i praksis – og faktisk har kommunale plejecentre en dokumenteret høj kvalitet, som vi bør bygge videre på.

Det giver derfor på mange måder mere mening at anlægge et evolutionært perspektiv – nemlig at tage de skridt, som man allerede har gjort sig gode erfaringer med, og som kan skabe et øget lokalt råderum på vores kommunale plejecentre.

Hvis regeringen skal lykkes med sin mission om at frisætte ældreområdet, så kan den passende begynde ét sted: afbureaukratiser og sæt færre mål op, som de kommunale plejehjem skal leve op til. Det kan skabe et større lokalt råderum for både ledelse og medarbejdere. Og det – ved vi – er en drivkraft i den offentlige sektor.