Her er, hvad vi ved om frit valg på ældreområdet

Skaber fritvalgsordningerne bedre eller dårligere service i ældreplejen? Hvad betyder frit valg for kommunernes omkostninger? Og er der en sammenhæng mellem fritvalgsordninger og det såkaldte minuttyranni?

Spørgsmålene taler ind i den debat, som statsminister Mette Frederiksen (S) satte i gang med sin åbningstale til Folketinget sidste år, hvor hun koblede "minuttyranniet" i ældreplejen med frit valg og inddragelsen af private aktører.

Efter en længere coronapause er styringsdebatten om ældreplejen, herunder det frie valg, tilbage med fornyet kraft. Ikke mindst på grund af TV 2's dækning af Else-sagen om uværdig omsorg på plejecentre og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens udmelding om, at mere – ikke mindre – frit valg bør være en måde at forbedre ældreplejen på.

Den historiske baggrund for frit valg på ældreområdet daterer sig til 2002-2003, hvor den daværende Venstre-ledede regering skabte det nødvendige lovgrundlag. Sidenhen er rammerne for det frie valg løbende blevet justeret.

Særlig markant var ændringerne på hjemmeplejeområdet i 2013, hvor den daværende socialdemokratisk-ledede regering gjorde det mere attraktivt for kommunerne at sende opgaven i udbud. Frit valg medfører dog ikke nødvendigvis et øget brug af private leverandører.

Mange kommuner har for eksempel udelukkende kommunale plejecentre (borgere kan dog godt vælge offentlige/private plejeboliger i andre kommuner), mens private leverandører omvendt ofte udgør en betragtelig del af kommunernes 'hjemmeplejemarked'.

Debat om frit valg mangler evidens

Selvom fritvalgsordningerne medfører, at man adskiller bestiller og udfører (med det koordinationsarbejde som dette omfatter), indebærer fritvalgsordningerne ikke nødvendigvis en bestemt model for eksempelvis finansiering, tidsfastsættelse af aktivitet og dokumentationspraksis.

Nogle kommuner styrer og afregner for eksempel hjemmeplejen ud fra tildelte/udførte minutter til den enkelte ydelse, mens andre tildeler bredere pakker og/eller rammestyrer området økonomisk. En del af den kritik, som har været rejst af eksempelvis 'minuttyranniet' på hjemmeplejeområdet, synes i den sammenhæng ofte at dreje sig lige så meget om andre styringsaspekter end selve fritvalgsordningen.

Endelig synes debatten om fritvalgsordninger ofte at basere sig på holdninger, der ikke er støttet af solid viden. Vi har kun sparsom forskning i betydningen af fritvalgsordninger på ældreområdet i Danmark, og forskningen har kun undersøgt udvalgte aspekter af fritvalgsordningernes betydning.

Men noget ved vi dog: Private og offentlige plejeboliger udmærker sig på hver deres områder.

Plejeboliger afslører styrkeforholdet

Når vi ser på kvalitet på plejeboligområdet viser det sig, at leverandører med forskellige ejerforhold i gennemsnit har forskellige vilkår og fortrin i forhold til at levere kvalitet.

Kommunale plejecentre har for eksempel færre timelønnede medarbejdere end private plejecentre og får samlet mindre kritik end udliciterede plejecentre i Embedslægens tilsyn. Embedslægens tilsyn har fokus på plejecentrenes journaler og vedrører eksempelvis sundhedsrelaterede mål såsom procedurer for patientsikkerhed og medicinhåndtering.

Omvendt synes private plejecentre (både selvejende, friplejehjem og udliciterede plejecentre) at levere en lidt højere kvalitet ud fra bruger- og servicerelaterede mål. For eksempel er der i gennemsnit flere private end kommunale plejecentre, der tilbereder mad i eget køkken (Hjelmar et al. 2016).

Vi ved ikke, om frit valg er dyrere eller billigere

Er fritvalgsordningerne så rent økonomisk en god ide for den enkelte kommune?

Der er i forskningen både argumenter for, at frit valg både kan medføre effektiviseringer via øget konkurrence/læring, og at frit valg medfører højere offentlige udgifter på grund af større transaktionsomkostninger og reducerede stordriftsfordele. Den totaløkonomiske effekt er derfor notorisk svær at undersøge.

På hjemmeplejeområdet har det dog været den generelle empiriske vurdering, at det frie valg under godkendelsesmodellen - som stadig er den model, de fleste danske kommuner anvender - har øget kommunernes omkostninger til administration, koordinering og reducerede stordriftsfordele (Rostgaard 2014; Foged & Houlberg 2015).

I de kommuner, som har tilvejebragt det frie valg af hjemmepleje via en udbudsmodel, er de økonomiske effekter ikke undersøgt systematisk, ligesom der heller ikke på plejeboligområdet foreligger systematiske undersøgelser heraf.