For Sarah er den vold, hun blev udsat for, ikke en afgrænset begivenhed. Den bliver hos hende og præger hende i alt, hvad hun gør

Hvor mange gange blev du udsat for vold? Spørgsmålet kan ikke bare være svært at svare på. Det bygger også på en ensidig forståelse af, hvordan kvinder og mænd oplever at leve med vold.

I dag, hvor det er FN’s internationale dag for bekæmpelse af vold mod kvinder, vil jeg prøve at nuancere, hvordan vi kan forstå voldens væsen.

I lovgivningen finder vi en definition af psykisk vold, hvor der står, at der skal være tale om ”gentagne handlinger”. Personer, der bliver udsat for vold, bliver opfordret til at gemme sms’er som dokumentation for voldshandlinger, og vi ser statistikker, der opgør voldshandlinger og voldens varighed.

Dette er eksempler på, hvordan vores forståelse af vold i høj grad er præget af idéen om vold som tydeligt afgrænsede hændelser eller begivenheder, der kan tælles og måles, kategoriseres og dokumenteres. Som en handling, der udøves og forsvinder igen. Dette er dog kun én side af vold.

For de personer, der har været udsat for vold, forsvinder oplevelsen ikke bare, når selve voldshandlingen er slut. Ofte bliver den vold, de har været udsat for, en del af hverdagen efterfølgende og kommer på den måde til at følge dem, selvom volden er stoppet.

Det er også det, jeg har oplevet, når jeg har brugt tid på krisecentre. 

Voldens tidslighed

Hvis vi kun fokuserer på den voldelige begivenhed i sig selv og kun spørger, hvornår det skete, hvor mange gange det skete, og om det blev dokumenteret, så ser vi kun handlingen og den måde, som vold produceres på.

Dermed er der risiko for, at vi ikke ser voldens anden side og de store konsekvenser, som den har for de voldsudsatte.

Når vi flytter blikket til også at se på, hvordan vold trænger ind i hverdagen på forskellige måder, får vi øje på voldens tidslighed. Det vil sige, hvordan voldshandlinger kan strække sig i tid. Vold som et tidsligt fænomen orienterer sig mod tre tidshorisonter: fortiden, nutiden og fremtiden.

Når vi taler om vold som afgrænsede begivenheder, der kan gøres op i tal, så fokuserer vi kun på voldens nutid – på afgrænsede hændelser med en start og en slutning – og ser ikke voldens fortid og fremtid.

På et krisecenter mødte jeg Charlotte og hendes datter Ruby. For Charlotte spillede voldens fortid en stor rolle for hendes hverdag. I de første mange måneder, hun boede på krisecenteret, var Charlotte ikke i stand til at lave mad til sig selv sin datter. 

Charlotte var blevet udsat for psykisk vold, og når hun gik ned for at købe ind eller stod i køkkenet, blev hun overvældet af minder om, hvordan hendes partner havde nedgjort hende og hendes madlavning.

Minderne fyldte i hverdagen. De blev ”fastfrosset” i tid og blev på den måde bragt med ind i nuet og fik konsekvenser for, hvordan deres hverdag fungerede.

Frygt og forventning

Jeg mødte også Sarah, som boede på krisecenteret med sin søn Theo. For Sarah var det voldens fremtid, der fik betydning for hverdagen.

I flere dage gik Sarah ikke ud fra krisecenteret, fordi hun kunne se på sociale medier, at Theos far befandt sig i området.

Frygten for og forventningen om at blive udsat for vold fik Sarah til at blive på krisecenteret sammen med Theo. Først da hun kunne se, at Theos far havde lagt billeder op fra en anden del af landet, gik hun ud.

Hverken Charlotte eller Sarahs oplevelser kan tælles, og det giver ikke mening at tale om dem som afgrænsede begivenheder, der opstod og forsvandt igen.

I stedet bliver volden en stemning eller atmosfære, der omslutter hverdagslivet og kommer til at præge det, som kvinderne gør – også selvom de ikke bliver udsat for voldshandlinger i øjeblikket.

For bedre at kunne hjælpe kvinder og mænd, der udsættes for vold, er det ikke nok at kunne tælle og dokumentere.

Vi må også have et sprog, som giver os mulighed for at forstå volden som et tidsligt fænomen, der kan præge livet for de udsatte længe efter, at de voldelige handlinger har fundet sted.