Finansministeriet ser kun en flig af virkeligheden

Det er vigtigt at beskæftige sig med børnefattigdom og effekterne heraf. Fattigdom i barndommen påvirker nemlig ikke kun den enkeltes muligheder i livet, i sidste ende har den betydning for hele samfundsøkonomien.

I den offentlige debat kan det ofte virke, som om begrebet fattigdom bliver brugt med skiftende betydning. Inden for forskningen er der dog klar enighed om definitionen. Her taler man om relativ fattigdom. Det vil sige, at fattigdom defineres inden for en national kontekst. Man er fattig, hvis man på grund af sit indkomstniveau er udelukket fra almindelige livs- og forbrugsmønstre, vaner og aktiviteter. Denne definition af fattigdom er standard inden for OECD, EU og FN samt Danmarks Statistik.

I løbet af de seneste ti år er der kommet ny, afgørende viden om effekterne af børnefattigdom. Min kollega professor Nicolai Kristensen og jeg har i 2020 gennemgået den eksisterende viden om konsekvenserne af børnefattigdom. Vi finder, at lav indkomst i familien har negativ indvirkning på en lang række områder. Det gælder især i forhold til kriminalitet, psykisk sundhed, uddannelse og senere hen arbejdsliv.

Effekterne af børnefattigdom er mindre velbeskrevet i en skandinavisk kontekst, men de studier, der findes, konkluderer ligesom international forskning, at fattigdom i barndommen følger én hele livet. I et studie fra 2018 finder jeg, at ét ekstra års fattigdom i løbet af barndommen, sænker den indtægt, man opnår som voksen, med 2,2 procent. Desuden forkortes uddannelseslængden hos barnet i gennemsnit med en måned.

Mit studie viser også, at børnefattigdom både har negative konsekvenser for arbejds- og familieliv, og at effekten er langt størst for børn fra familier, hvor forældrene også har andre udfordringer. Det kan således have ganske store negative og langsigtede konsekvenser for børn at vokse op i fattigdom. Det påvirker både barnets udvikling og trivsel – og herigemmen samfundsøkonomien.

Derfor er det væsentligt at indregne konsekvenser afledt af børnefattigdom, såkaldte dynamiske effekter, i beregninger, der skal understøtte politiske beslutninger på området.

Netop det har Finansministeriet begivet sig ud i. I december sidste år udgav ministeriet ’Ulighedsredegørelsen’, der kortlægger uligheden i Danmark. I redegørelsen kan man blandt andet læse, at fattigdom eller ’relativ lavindkomst’ i barndommen gør det mindre sandsynligt at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Det er med udgivelsen af Ulighedsrapporten første gang, det officielle Danmark regner på effekterne af børnefattigdom. Det kan få betydning for politiske beslutninger om eksempelvis ydelsesniveauer til børnefamilier såsom kontanthjælp. Forskning viser, at øget indkomst til fattige familier vil have en positiv betydning på lang sigt.

Her er det væsentligt at understrege to forhold. For det første, at det samfundsmæssige afkast af at øge investeringerne i fattige børn først viser sig flere år efter investeringerne, og for det andet at øgede offentlige overførsler ikke er den eneste måde at hjælpe udsatte familier. Fattige familier er ofte karakteriseret ved at være udfordret på en lang række sociale og sundhedsmæssige områder. Dog kan et indkomstløft afgjort være en del af løsningen.

Fattigdom i barndommen har altså en selvstændig betydning for børns udvikling og skolegang, og effekterne kan være langtrækkende.

Derfor er det problematisk, når Ulighedsredegørelsen udelukkende analyserer på en udvalgt del af den samlede effekt af børnefattigdom i analysen af fattigdoms effekt på at gennemføre en ungdomsuddannelse. Redegørelsen viser, at børnefattigdom sænker sandsynligheden for, at børnene gennemfører en ungdomsuddannelse med 2,6 procent.

Det resultat er efter min mening ret konservativt, da redegørelsen kun medregner en del af den samlede effekt. Redegørelsen måler nemlig alene på de børn, der ikke er målbart påvirket af deres families fattigdom i løbet af deres folkeskoletid, men fattigdommens påvirkning af deres adfærd i årene efter betyder, at de ikke gennemfører en ungdomsuddannelse.

Hvorvidt fattigdom har haft negativ indflydelse på børnenes folkeskoletid er altså ikke en del af regnestykket. Det betyder, at en del af de bagvedliggende problemstillinger, som har indflydelse på barnets præstation ved folkeskolens afgangsprøve og dermed dets videre uddannelsesmuligheder, her er udeladt.

Finansministeriets metodevalg medfører, at nogle af de børn, der oplever de værste konsekvenser af fattigdom, ikke medregnes i redegørelsens resultatet. Det er derfor ikke så overraskende, at redegørelsen finder, at fattigdom primært påvirker barnet negativt, hvis fattigdommen opleves, efter børnene har færdiggjort folkeskolen.

Ulighedsredegørelsen kortlægger kun en deleffekt af børnefattigdom frem for at se på den – efter min faglige vurdering – mere interessante samlede effekt på sandsynligheden for at gennemføre en ungdomsuddannelse. Og det kan derfor være misvisende, når redegørelsen konkluderer på den samlede effekt på baggrund af et resultat, der kun er en del af det store hele.

Jeg vil anbefale, at man fremover ser på det fulde billede af børnefattigdom og regner på den samlede effekt af børnefattigdom – og ikke kun denne mindre del.