Døralarmer, trædemåtter og kamerakig kan styrke omsorgen for særligt sårbare borgere

Ved årsskiftet trådte en ny bekendtgørelse i kraft, så kommunerne nu har fået lov til at benytte tryghedsskabende velfærdsteknologi, såsom døralarmer og trædemåtter, til borgere, der ikke selv kan give samtykke. Tidligere har borgere med demens eller svært kognitivt handicap været afskåret fra at få tildelt visse typer af velfærdsteknologi, fordi de ikke kan give samtykke, selvom netop denne målgruppe i særlig grad kan have behov for den ekstra hjælp, som teknologierne kan give.

Et frikommunenetværk bestående af Favrskov, Herning, Holstebro, Silkeborg, Skive, Randers og Aabenraa Kommuner har gennem de seneste tre år kørt et forsøg med velfærdsteknologi til netop denne målgruppe af borgere, som enten har demens eller svært kognitivt handicap.

VIVE har evalueret forsøget, og erfaringerne er gode. Både pårørende og medarbejdere vurderer, at velfærdsteknologierne bidrager positivt til plejen og støtter personalet i at drage omsorg for beboerne. Teknologierne supplerer den almindelige pleje og omsorg i særlige situationer, hvor beboerens behov ikke kan imødekommes gennem traditionelle metoder. Ofte fungerer teknologierne som en ’sjette sans’, der støtter personalet i at give en rettidig omsorg og hjælp til beboere, hvor det er afgørende, at hjælpen hverken kommer for tidligt eller for sent.

Kamerakig som ekstra støtte i pleje og omsorg

Ud over velfærdsteknologier som f.eks. døralarmer og faldalarmer, der er omfattet af den nye bekendtgørelse, har de syv frikommuner haft dispensation til at anvende kamerakig. Kamerakig er en løsning, hvor et videokamera i loftet giver personalet mulighed for gennem et særligt login kortvarigt at kigge ind ’live’ til beboeren.

Intet bliver optaget, men al brug fra personalet bliver logget. Forsøget viser, at kamerakig har været en fordel for borgere, som har brug for ro og er følsomme over for forstyrrelser, idet personalet har kunnet give beboeren tid alene og samtidig tjekke, at alt er, som det skal være.

En af de borgere, der har haft glæde af kamerakigget, er ’Anders’. Anders har svær epilepsi, så personalet skal holde øje med ham og gribe hurtigt ind, hvis han får et anfald. Imidlertid sover han meget let og vågner som regel, når personalet laver et fysisk tilsyn for at tjekke, om det er kramper eller bevægelser i søvne, der har udløst krampealarmen i sengen. Med kamerakigget undgår personalet at forstyrre Anders, men kan stadig reagere hurtigt, hvis han får et anfald. For Anders har kameraet betydet mere energi og overskud om dagen, fordi han ikke bliver forstyrret i sin nattesøvn.

Kamerakig kræver styr på etikken

Kommunerne har haft stort fokus på etiske aspekter i deres brug af kamerakig. Først og fremmest er alle andre pædagogiske metoder og teknologier afprøvet, inden kamerakig kommer på tale, ud fra et centralt princip om at anvende de mindst indgribende midler som muligt.

Dernæst bliver pårørende og værge inddraget og grundigt informeret om, hvorfor og hvordan kamerakigget anvendes, ligesom det er en forudsætning, at værge samtykker til brug af kamerakig. Endvidere har det været et krav i forsøget, at pleje- eller botilbuddet ansøger kommunen om godkendt magtanvendelse og derefter laver en løbende, systematisk opfølgning på, om kamerakigget fungerer efter hensigten.

Endelig har der været en række datamæssige krav til kameraløsningen, som dels skal logge brugen af kamerakig, dels sikre, at data ikke gemmes eller kan komme uvedkommende i hænde.

Nuancer i diskussion om pleje og overvågning

Brugen af kamerakig træder ind i en etisk diskussion om overvågning, privatliv og sikkerhed. Denne diskussion findes både på politisk niveau og hos medarbejdere i kommunerne.

VIVEs undersøgelse peger på, at medarbejdere, der har brugt kamerakig i forsøget, typisk har været forbeholdne til at begynde med, men nu ikke vil undvære muligheden for kamerakig til de borgere, hvor alle andre metoder er utilstrækkelige til at give den pleje og omsorg, beboeren har brug for. Flere finder faktisk muligheden med kamerakig langt mindre indgribende end alternativet med fysisk overvågning, ved at personalet går ind til beboeren.

Er brug af kamerakig overvågning, der overskrider borgerens grænser, eller er det et værktøj til at sikre den bedst mulige sikkerhed og kvalitet i pleje og omsorg for borgerne? Svaret findes i nuancerne og i den konkrete praksis. Ifølge Den Danske Ordbog betyder at overvåge ’at holde øje med, f.eks. for at beskytte eller kontrollere’.

Der ligger således en normativ åbenhed i begrebet overvågning: Overvågning kan ske med henblik på at beskytte og våge over nogen for at passe på dem. Omvendt er der naturligvis også en risiko for, at formålet kan være mindre nobelt end ’at våge over’.

Det er derfor væsentligt at være opmærksom på de strukturelle rammer for brug af teknologier som kamerakig: Godkendelse fra myndighedsafdeling, systematisk opfølgning på, om teknologien anvendes og bidrager til plejen som intenderet, samspil med personalets kompetencer og ressourcer for at sikre, at det ikke har betydning for f.eks. normering eller uønsket tilbagetrækning af personalet samt på den konkrete praksis, herunder med hvilket formål overvågningen foregår, og hvordan kamerakigget anvendes helt konkret.

Frikommuneforsøgets lovhjemmel til brug af kamerakig udløber ved udgangen af 2021. Viden fra VIVEs evaluering giver hermed afsæt for fornyet diskussion af fremtidsudsigterne for brug af kamerakig.