Blogindlæg: Frikommuner viser potentialet i afbureaukratisering og frisættelse

Politikere fra både højre og venstre side af folketingssalen lufter ambitioner om at spare milliardbeløb gennem afbureaukratisering og administrative besparelser i kommunerne. I den politiske retorik fremstår ledere og administrative medarbejdere ofte som en uproduktiv dødvægt af ”kolde hænder”, der står i vejen for bedre velfærd. Men hvor kolde er de kolde hænder egentlig? Og kan de spares væk uden tab af velfærd?

Opgørelser over kommunernes udgifter til ledelse og administration dækker over en mangfoldighed af funktioner, som samlet udgør de kolde hænder. Det gælder arkitekter, der behandler byggesager, og jurister, der sikrer at persondatalovgivningen overholdes.

Det gælder også miljømedarbejdere, der kontrollerer drikkevandskvaliteten, og visitatorer på ældreområdet, der sikrer, at ældre med samme behov får samme hjælp uanset hvor, de bor i kommunen. Det gælder konsulenter i forvaltningen, der kvalificerer beslutningsgrundlaget for de politiske beslutninger og søger fondsmidler til at udvikle lokale velfærdstiltag.

Kommuner har forskellige grundvilkår

Man kan ikke bare sammenligne kommunernes udgifter til administration og konkludere, at alle kommuner kan opnå det samme udgiftsniveau som kommunen med færrest udgifter på området.

Sammenligninger af kommunernes administrative ressourceforbrug tager ikke fuldt ud højde for kommunernes forskellige grundvilkår, forskelle i kvaliteten af det administrative arbejde eller ledere og administrative medarbejderes betydning for kvaliteten af servicen på velfærdsområderne.

De kommuner, der har høje administrationsudgifter, kan have et stort areal med en spredt bosætning. Derfor kan de have valgt at have flere borgerservicecentre rundt i kommunen. Kommunen kan også have oprustet med juridiske kompetencer for kunne håndtere aktindsigtssager med videre fra borgere og journalister eller kan bevidst have valgt at investere i flere sagsbehandlere for at understøtte udsatte familier.

Mangfoldigheden af administrative funktioner understøtter og er en nødvendig del af den kommunale velfærd og udgør som samlet gruppe ikke et unødigt bureaukrati. Den forsimplede sondring mellem såkaldte kolde og varme hænder er dermed ikke befordrende for den politiske debat. 

Frikommuner har potentiale

Frikommunerne er det måske største afbureaukratiseringsforsøg de sidste ti år. Erfaringerne viser, at potentialet med afbureaukratisering ligger et andet sted end hos de kolde hænder. Frikommunerne er blevet frisat fra nationale regler og har fået frihed til lokalt at eksperimentere med løsninger på en lang række velfærdsområder: beskæftigelses-, børne- og unge-, dagtilbuds-, folkeskole-, social- og ældreområdet med mere.

Erfaringerne er ret entydige: Der er stor energi i afbureaukratisering og frisættelse. Medarbejdere og lokale ledere bliver motiverede af de friere faglige rammer og ønsket om at skabe bedre og mere målrettede forløb for borgerne. Og det kan på længere sigt skabe øget kvalitet og besparelser i kommunerne.

Et eksempel er børnefrikommuneforsøgene i Gladsaxe, Guldborgsund og Ikast-Brande kommune i 2016-2020. Kommunerne blev sat fri fra centrale paragraffer i serviceloven og udviklede en ny arbejdsgang i børnesager. Sagsbehandlingstiden blev halveret, og familier oplevede en langt større inddragelse og ejerskab til de tiltag, der blev sat i værk. Dermed blev der skabt et potentiale for et bedre børneliv og færre kommunale udgifter på længere sigt, blandt andet på grund af færre anbringelser.

Besparelser har konsekvenser

Eksemplet illustrerer, at potentialet i afbureaukratisering i høj grad handler om skabe en offentlig sektor, hvor der løbende er mulighed for at give regler og dokumentationskrav et eftersyn med udgangspunkt i den daglige praksis, som den opleves på dagtilbud, skoler, ældrepleje, børne- og ungeområdet med mere. Dermed kan der udvikles mere målrettede borgerforløb, og det kan skabe besparelser på længere sigt.

Det er vigtigt, at kommunerne løbende har fokus på, om de har de rette administrative kompetencer og bruger dem effektivt i forhold til at skabe kvalitet for borgeren. Det er imidlertid illusorisk at tro, at der på kort sigt kan spares store milliardbeløb på kommunal administration uden, at det har konsekvenser for den service, som borgerne modtager – med mindre der er opgaver, som ikke skal løses.

Frem for en fortælling om administrative medarbejdere som kolde, ville det være mere frugtbart, om der i den politiske debat var fokus på at drøfte, hvordan vi på længere sigt skaber en mindre regeltung og mere målrettet og dynamisk offentlig sektor – hvor der også er plads til ledelse og administration.