”Vi er opsamlingsmyndigheden. Når alt andet svigter, er det politiet, som træder til”

Hvor ofte møder politiet mennesker med psykisk sygdom?

Der er en bred vifte af sager, hvor politiet træffer psykisk syge i den almindelige døgntjeneste, som vi kalder det. Der går ikke et døgn, uden vi møder mennesker med psykiske lidelser i Danmarks politikredse. I 2018 spurgte vi betjentene, hvor ofte de havde opgaver med psykisk syge. 4 ud af 10 svarede, at de på deres seneste vagt havde haft en opgave, som involverede en psykisk syg. Det er et ret markant tal, og det viser, hvor meget det fylder i vores patruljetjeneste.

Hvordan har udviklingen været?

I 2009 havde vi cirka 3.000 tvangsindlæggelser. Hvis udviklingen fortsætter uændret, kan vi nå op på det dobbelte til næste år, altså cirka 6.000 tvangsindlæggelser. Det vil være en fordobling på 15 år. Hvis man sammenligner området med et isbjerg, så er tvangsindlæggelserne toppen af isbjerget. Nedenunder tvangsindlæggelserne ligger et meget stort antal politimæssige dispositioner og hændelser, som også har relationer til borgere med psykiske lidelser. De hændelser er også mere end fordoblet, måske endda næsten tredoblet.

Hvad er politiets forklaring på stigningen?

Jeg har ikke et entydigt svar. Vi er ved at grave os ned i det. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg synes, det er for nemt bare at pege på psykiatrien. Regionerne er jo hårdt spændt for i de her år, hvor fere mennesker får brug for psykiatrisk hjælp. Det handler i høj grad om at finde et samspil mellem politiet, regionerne og kommunerne. Forhåbentlig kan det lade sig gøre ikke bare at skubbe problemerne rundt mellem hinanden, men løfte i fok.

Skubber I problemerne rundt mellem jer nu?

Vi er opsamlingsmyndigheden. Når alt andet svigter, er det politiet, som træder til. Det er vores opgave at tage vare på personer, som ikke kan tage vare på sig selv, og deri ligger, at hvis det ikke lykkes at få folk ind i vellykkede forløb i psykiatrien eller i socialpsykiatrien, så ender de hos os.

Hvis vi kigger på tvangsindlæggelserne, viser det sig, at omkring en tiendedel af patienterne tegner sig for op mod halvdelen af tvangsindlæggelserne. Hvis vi i fællesskab kan få dem ind i et godt forløb, vil det være win-win. Vi har selvfølgelig fokus på, at vi bruger mange patruljetimer. Men det vil også være en gevinst for samfundet og de personer, der er så uheldige at have en alvorlig psykisk lidelse. Det er ikke gavnligt for dem at have en yoyo-tilværelse, hvor de pendler ind og ud af hospitalet.

Hvordan kan samarbejdet mellem myndigheder forbedres?

Vi kommer til at tage en snak med vores minister og med forligskredsen om, hvorvidt psykiatriloven er skruet rigtigt sammen, og opgaverne er rigtigt fordelt. Det er et opdrag, vi har fået i det seneste politiforlig. Er tiden løbet fra en ordning, hvor det er politiet, der er hovedansvarlig for tvangsindlæggelsesområdet? På andre områder er det jo sektormyndigheden, der har ansvaret, og politiet, der assisterer, hvis der er fare på færde, eller der skal bruges magt.

Hvis en patient med anoreksi på 32 kilo er nødt til at blive indlagt, fordi vedkommende for eksempel ikke har sygdomserkendelse, kan man spørge sig selv, om der skal stå to uniformerede politibetjente. Hvad godt gør det for patienten at møde myndighederne i skudsikre veste og med våben? Hvis der ikke skal bruges magt, behøver vi måske ikke være der?

Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 2, 2024. Temaet er Psykiatri