Unge med dobbeltdiagnoser får et trygt møde med psykiatrien, når en ungemedarbejder tager dem i hånden
- Børn, unge og familie
- Sundhed Børn, unge og familie, Sundhed
”Jeg vidste jo ikke en hat eller dyt om journal og sundhed.dk. Altså, der er så mange ting, som jeg får at vide fra ungemedarbejderen, som jeg bare ikke har vidst.” - Sådan fortæller ”Cecilie”.
Hun er en af de unge, der har deltaget i et udviklingsprojekt for unge med dobbeltdiagnoser. Begrebet dobbeltdiagnose dækker over, at man både har et behandlingskrævende rusmiddelbrug og samtidig en psykisk lidelse – og den kombination kræver en særlig behandling.
Derfor har Ambulatorium for Psykoterapeutisk Udvikling i Region Hovedstadens Psykiatri afprøvet et såkaldt udvidet indledende forløb, hvor de har udviklet en ny model for specialiseret og koordineret behandling på tværs af sektorer. Formålet har været at skabe bedre sammenhænge i de unges behandling, og de er blevet tilbudt støtte af en ungemedarbejder. Denne funktion er blevet varetaget af Kirsten Sevel Sefeld, der med sin baggrund som socialrådgiver og psykoterapeut har kunnet hjælpe de unge med en lang række forskellige udfordringer.
”De unges liv er typisk kaotisk, og ud over deres rusmiddelproblematik og psykiske lidelse kæmper mange med økonomien, kriminalitet eller boligproblemer. De feste magter ikke at have et arbejde og er derfor på kontanthjælp, men med den laveste ydelse kan de hverken betale regninger eller finansiere deres misbrug,” forklarer Kirsten Sevel Sefeld.
Hendes fokus har derfor ikke været deres diagnose, men hun har mødt de unge som hele mennesker og taget udgangspunkt i de ting, der fylder i deres liv. Hun har for eksempel hjulpet dem med at læse deres beskeder i e-Boks og taget med de unge til møder i kommune og jobcenter, hos studievejleder, beskæftigelseskonsulenter, mentorer, bosteder og rusmiddelcenter. Hun har også hjulpet med at koordinere møderne i den efterfølgende behandling, da de forskellige steder, de unge er tilknyttet, ofte ikke arbejder sammen.
Rusmiddelbehandlingen foregår nemlig i kommunalt regi, mens der tages hånd om de psykiske lidelser i den regionale psykiatri. Kirsten Sevel Sefeld vurderer, at mange af de unge ikke ville være kommet i gang med behandlingen i psykiatrien, hvis hun ikke havde hjulpet dem med både koordinering og deres praktiske og sociale problemer.
Unge gribes hurtigt
Mindst 6.400 danske unge har en dobbeltdiagnose, men langt fra alle er i behandling – og de, der er, mødes ofte af usammenhængende behandlingssystemer med ventetider. Ungemedarbejderen i det udvidede indledende forløb har så vidt muligt stået til rådighed, når de unge havde brug for det, og ikke kun når der var en aftale i kalenderen.
Flere af de unge fortæller, at det har gjort en positiv forskel for dem, at de ikke har skullet vente på hjælp. At de unge skal gribes så hurtigt har været en øjenåbner for Anette Engelstorp Lehmann, der er overlæge ved Ambulatorium for Psykoterapeutisk Udvikling i Region Hovedstadens Psykiatri.
”Set fra vores synsvinkel er en behandlingsgaranti på 30 dage jo virkelig godt, men for de unge kan det være uoverskueligt lang tid, så vi har arbejdet meget med at skabe mere fleksibilitet og kortere ventetider,” siger Anette Engelstorp Lehmann.
I det udvidede indledende forløb er der taget højde for andre barrierer som utryghed, frygt for stigmatisering, kontakten til mange forskellige fagprofessionelle og ukendte rammer, som også kan stå i vejen for, at unge med dobbeltdiagnoser gennemfører deres behandling i psykiatrien. Det viste en undersøgelse, som VIVE udarbejdede for Ambulatorium for Psykoterapeutisk Udvikling i 2021.
Oplevelse af tryghed i psykiatrien
I alt har 23 unge deltaget i det udvidede forløb, og selvom blot en håndfuld efterfølgende har gennemført det videre forløb i Ambulatorium for Psykoterapeutisk Udvikling, så er statistikken bedre end normalt. Kirsten Sevel Sefeld understreger, at det heller ikke nødvendigvis bør være succeskriteriet med indsatsen, om de unge gennemfører forløbet eller ej.
”Det er en utrolig vigtig pointe i sig selv, at de unge gennem det udvidede indledende forløb har fået en tryg oplevelse i psykiatrien, hvilket gør dem i stand til at søge hjælp på et senere tidspunkt, hvis de får brug for det.”
Hun tilføjer, at nogle af de unge også traf en aktiv beslutning om at prioritere arbejde og uddannelse frem for den videre behandling i psykiatrien. For noget af det allervigtigste for de unge, som hun har mødt, er at holde fast i en normal hverdag, hvis det på nogen måde er muligt.
En opringning kan gøre forskellen
Indsatsen med det udvidede indledende forløb kører ikke videre i sin nuværende form, men erfaringerne kan bruges i forhold de eksisterende behandlingsforløb i Ambulatorium for Psykoterapeutisk Udvikling, hvor koordinering og fleksibilitet også er afgørende. Anette Engelstorp Lehmann indrømmer dog, at det har overrasket hende, hvor stort behovet for information og orientering faktisk er.
”Det er virkelig givet godt ud at ringe og minde en patient om et møde – også selvom opringningen ikke er en del af det pakkeforløb, patienten hører under, for det er jo virkelig dyrt og spild af tid, hvis der sidder psykologer og andre fagpersoner og venter forgæves på en patient,” siger Anette Engelstorp Lehmann.
Kristen Sevel Sefeld, der nu arbejder som psykoterapeut på Ambulatorium for Psykoterapeutisk Udvikling, har oplevet det samme. I sit nuværende arbejde, hvor der er knap så meget tid til den enkelte patient, prioriterer hun også at ringe en ekstra gang.
”Hvis en opringning hist og her kan gøre underværker, så gør man jo det, der er bedst for patienten.” Koordineringen er særlig vigtig, fordi registre, journaler og platforme til at kommunikere ikke taler sammen i de kommunale rusmiddelcentre og den regionale psykiatri. Derfor kan det eksempelvis være nødvendigt at koordinere med patientens mentor, hvis man vil være sikker på, at en blodprøve bliver taget.
”Det er et krævende arbejde, men det er virkelig givet godt ud i sidste ende,” siger Anette Engelstorp Lehmann, og Kristen Sevel Sefeld er enig.
Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 2, 2024. Temaet er Psykiatri
VIVEs undersøgelser
RAPPORT
Ung i Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling
En undersøgelse af et udvidet indledende forløb for unge i et behandlingstilbud til mennesker med dobbeltdiagnoserusmiddelcentre.
RAPPORT
Ung i Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling
En undersøgelse af tværsektorielt behandlingstilbud til unge med dobbeltdiagnose.
Begge undersøgelser er bestilt af Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling, der har gennemført projektet i samarbejde med UngeAlliancen, som består af unge, deres forældre, fagpersoner, forskere, NGO’er, styrelser m.f. Helsefonden støtter deres arbejde for, at unge med dobbeltdiagnoser får relevant og rettidig hjælp.
Opmærksomhedspunkter
Rapporten Ung i Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling – En undersøgelse af et udvidet indledende forløb for unge i et behandlingstilbud til mennesker med dobbeltdiagnose fremhæver seks opmærksomhedspunker for indsatser målrettet unge med dobbeltdiagnose.
Overordnede rammer for – og en tilgang til – at møde den unge som et helt menneske, hvis ønsker til behandlingen skal i fokus
Det medvirker til at give de unge en oplevelse af normalitet og af at blive taget alvorligt og inddraget i behandlingen, at behandlerne har mulighed for at tilpasse forløbet ud fra de unges ønsker og behov, hvilket de unge ser som betydningsfuldt for deres motivation for forløbet og håb for fremtiden.
Tilstrækkeligt med tid, fleksibilitet og tilgængelighed samt hurtig adgang til hjælp
At man har vide muligheder for at kunne imødekomme de unges behov for mødetider, mødesteder og let tilgængelig kontakt har stor betydning for, at de unge kan indgå i et behandlingsforløb og ikke føler sig afvist. Mange unge har allerede ventet længe på at få den hjælp, hvorfor det er vigtigt for fastholdelsen, at de hurtigt oplever at få noget ud af forløbet.
Vedvarende eller langvarige relationer og glidende overgange
Alle skift i relationer kan være særligt belastende for målgruppen, hvorfor det er vigtigt at have fokus på gode overleveringer og glidende overgange i de tilfælde, hvor skift ikke kan undgås.
Hjælp til store og små sociale og praktiske problemer
Det kan være afgørende for de unges overskud til at kunne indgå i et behandlingsforløb, at der både i opstarten og løbende gennem behandlingen er kompetencer og ressourcer til at tage hånd om de unges både større og mindre sociale og praktiske problemer, da mange unge ikke har ressourcerne, hverken hos sig selv eller deres familier, til at søge hjælp.
Videndeling og koordinering med rusmiddelcenter samt øvrigt netværk
Det aflaster de unge og giver dem en oplevelse af støtte, når man som del af behandlingen sikrer, at der løbende, og ikke kun i tilfælde af problemer, videndeles og koordineres med netværket omkring de unge, herunder rusmiddelcentrene.
Inddragelse af pårørende, hvor det er muligt
De unge er i en overgang, hvor de både kan være afhængige af og samtidig være ved at løsrive sig fra forældre, som ofte selv er belastede, men som også kan være en stor støtte for de unge. Der, hvor det er muligt, er det vigtigt, at man som del af behandlingen hjælper de unge og deres forældre eller øvrige pårørende med, hvordan de bedst kan støtte den unge i forløbet.
”Set fra vores synsvinkel er en behandlingsgaranti på 30 dage jo virkelig godt, men for de unge kan det være uoverskueligt lang tid, så vi har arbejdet meget med at skabe mere fleksibilitet og kortere ventetider,” siger Anette Engelstorp Lehmann.
I det udvidede indledende forløb er der taget højde for andre barrierer som utryghed, frygt for stigmatisering, kontakten til mange forskellige fagprofessionelle og ukendte rammer, som også kan stå i vejen for, at unge med dobbeltdiagnoser gennemfører deres behandling i psykiatrien. Det viste en undersøgelse, som VIVE udarbejdede for Ambulatorium for Psykoterapeutisk Udvikling i 2021.