Michaels kone fik en depression
- Børn, unge og familie
- Sundhed Børn, unge og familie, Sundhed
Den 26. januar 2021 står tydeligt i Michaels hukommelse. Det var dagen, hvor hans partner blev indlagt på psykiatrisk afdeling med en svær depression. En måned inden indlæggelsen havde hun været sygemeldt med stress, men pludselig tog tingene en uventet drejning. De efterfølgende dage, måneder og år var en tåge af svære følelser og mange opgaver, der stod i kø for at blive løst – både så Michaels partner kunne få det bedre, og så børnene ikke skulle lide overlast.
”Efter at min kone blev indlagt på psykiatrisk afdeling, spurgte min ældste datter mig: ”Hvornår er mama hjemme igen?”. Jeg svarede: ”En uges tid”. Men hun blev først udskrevet fire måneder senere,” siger Michael Wulf og tilføjer: ”Jeg vidste ikke bedre og anede ikke, hvad jeg havde med at gøre. I dag ville jeg ønske, at jeg ikke havde svaret på den måde, for jeg kom med tiden til at virke utroværdig.
Fra partner til familiens socialrådgiver
Da Michaels partner blev indlagt, startede en daglig kamp med at få familielivet til at hænge sammen. Han var ene – uden vejledning eller støtte fra myndighederne – om dels at koordinere børnenes skole og fritidshjem, dels at navigere i rettigheder og muligheder i forhold til hans partners arbejdsgiver og fagforening.
”Jeg stod med et kæmpe ansvar i en virkelighed, jeg ikke forstod. Der var mange praktiske opgaver, og det brugte jeg meget energi på. Det var som at fungere som familiens socialrådgiver,” siger Michael Wulf. Efter fire måneder på psykiatrisk afdeling blev Michaels partner udskrevet, men hun var hverken rask eller færdigbehandlet. Det tog ikke alene hårdt på deres to børn, der dengang var otte og fem år, men efterlod også et endnu større ansvar hos Michael.
”Det blev ikke nemmere, da hun blev udskrevet, for nu havde jeg ikke længere kontrol over stemningen i huset. Jeg skulle både forsøge at skærme børnene mod deres mors pludselige sammenbrud. Men også passe på min kone og trøste hende, fordi hun var i en så svær situation,” siger Michael Wulf.
Har du penge, kan du få, har du ingen, må du gå
Selvom Michael gjorde alt for at beskytte børnene, begyndte den ældste datter at få det psykisk dårligt, og det krævede professionel hjælp.
”Vi er ikke på noget tidspunkt blevet tilbudt nogen former for hjælp eller støtte til vores børn fra myndighederne. Men det var nødvendigt for dem, at de blev hjulpet til at forstå og tale om deres mors sygdom, for at de ikke skulle føle sig alene med en masse svære følelser, tanker og oplevelser,” siger Michael Wulf.
”Da min datter fik det dårligt, blev jeg reddet af, at jeg selv kunne betale for en psykolog til hende. Men det er ikke alle, der har den mulighed,” siger Michael Wulf og forklarer, at han selv har gjort brug af psykologhjælp gennem en privat sundhedsforsikring og draget stor nytte af en forstående arbejdsplads med mulighed for at arbejde hjemmefra og lægge arbejdet på skæve tidspunkter.
Klarede sig igennem en familiekrise
Michael søgte også støtte og rådgivning i private organisationer som Psykiatrifonden og Bedre psykiatri, hvor han fik mulighed for at deltage i et samtalebaseret gruppeforløb for pårørende.
”Gruppeforløbet var en øjenåbner for mig, hvor jeg for første gang kunne sætte ord på de mange spørgsmål. Jeg mødte ligesindede, hvor vi havde forståelse for hinandens situation, og som jeg kunne spejle mig i. Og selvom jeg har en dejlig familie og gode venner, vil de ikke kunne forstå det på samme måde,” siger Michael Wulf.
I dag er det snart tre år siden, at Michaels partner blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Men selvom hun har fået det bedre, er hun fortsat ikke rask, og hverdagen i familien er ikke den samme, som den var, før hun blev syg.
”Vores børn har det godt, og min kone er tro mod de rutiner, som sikrer, at hun kan få det bedre. Det har været afgørende for vores børns og min egen trivsel, at vores familie har været åbne om sygdommen. Der er ikke noget at skamme sig over. Og jeg er lykkelig for, at vi har klaret det stik mod alle odds,” siger Michael Wulf.
Denne artikel er en del af VIVE Magasin nr. 2, 2024. Temaet er Psykiatri.