I Madklubben kan psykisk sårbare unge øve sig på livet

”Vi gider ikke det der psykiatri-fis. Vi vil ikke på væresteder, vi vil ikke stigmatiseres. Vi vil ud, hvor de andre er.”

Sådan siger de unge, som Zenia Hansen møder gennem sit job som ungevejled er i socialpsykiatrien – og derfor startede Roskilde Kommune for 10 år siden et samarbejde med INSP!, hvor Zenia tog initiativ til Madklubben.

”Jeg kan sige til de unge: ’Det har intet med psykiatri at gøre. Det er et kulturhus i Roskilde, hvor alle kommer’.”

Hun fortæller, at alle er ligeværdige i Madklubben. Der står ikke fagperson på hendes ryg, men det skaber tryghed, at de unge ved, hun er der. En vigtig del af Zenias arbejde er også at spotte og hjælpe sårbare unge, inden de overhovedet rammer psykiatrien – et såkaldt ”forværn”.

Der er ingen tvivl om gevinsterne i samarbejdet med Madklubben på INSP!, men det kan være svært at måle. Derfor siger Zenia til sine kolleger på kommunekontoret: ”Kom og spis med og se værdien.”

”Jeg frygter lidt, hvor jeg havde været, hvis ikke det havde været for INSP! Nok i et eller andet hul. INSP! har løftet mig op af de mørkeste stunder. Jeg er i evig gæld til dem.”

Alex griner. Han kan godt selv høre, at det er store ord, men der er ingen tvivl om, at han mener det. Han kommer i INSP! på niende år, og han er evig taknemmelig for, at en ungevejleder ”tvang” ham derned. Dengang oplevede han at blive inviteret ind i et fællesskab med åbne arme. Nu er rollerne byttet om, og det er ham, der tager initiativ til aktiviteter og inviterer andre ind i fælles skabet. Hvis Alex’ angst og depression igen en dag banker på døren, så ved han, at hjælpen er nær.

”Når man er færdig i psykiatrien, så er man færdig. Man bliver lukket ud i ingenting. Der er ingen til at samle en op, hvis man falder igen. Men i Madklubben er Zenia og de andre her. De er her hver eneste onsdag, og så kan man lige komme og få en snak.”

”Normalt er jeg skeptisk og sidder bare lidt akavet i hjørnet, men det er faktisk… rigtigt rart at møde nye mennesker.”

Det er fjerde gang, Marie kommer i Madklubben. Hun går altid i køkkenet, for her er der nogle, som engagerer hende i arbejdet, og hun kan mærke, at hun får energi. Hun nyder, at folk omkring hende er i ”samme sko”. Hun har ofte følt sig forkert i sociale sammenhænge, men det gør hun ikke her.

”Når jeg er sammen med neurotypiske mennesker, så kan jeg godt have den der frygt for, at jeg siger noget forkert, eller at man er forkert, men her er folk ens på en anden måde og har samme forståelse for, hvordan verden ser ud.”

Anders Hindborg Bruhns styrer køkkenet i Madklubben. Han lader så vidt muligt de unge stå for tingene selv, men er med på sidelinjen, når menuen skal planlæg ges, og der skal købes ind og laves mad. Det er en hårfin balance mellem at skubbe lidt til de unge, men samtidig give dem rum til at deltage på deres egne præmisser.

Det er den fremskudte socialpsykiatri, der betaler Anders’ løn, men han har frie rammer i køkkenet. Tidligere har Anders arbejdet i socialforvaltningen, hvor arbejdsgangene var langt fra køkkengryderne i Madklubben.

”Kommunalt ansatte er vant til at tage beslutninger for andre, men her skal det helst gå den anden vej.”

Derfor vil Anders lade de unge bestemme, hvad der skal ske, når de fondsmidler, der dækker en del af måltid et, snart slipper op. Skal pris en sættes op? Skal Madklub ben søge nye midler? Eller skal de gå en helt tredje vej?

Flere af de unge synes, det er nemmere at være en del af fællesskabet, når de har en opgave. I dag er det sæsonens første middag i det fri, så borde, bænke og stole skal bæres ud.

En af de unge trækker sig hurtigt fra forsamlingen og finder en krog, hvor han kan sidde lidt alene. Det er der plads til, for det er en kæmpe overvindelse for nogle af de unge blot at møde op i Madklubben.

Flere af de unge melder sig til at være på borddækker-holdet. De griner og hyggesnakker, mens de går på blomsterjagt – og vupti er de fineste buketter af forårsgrene, vilde blomster og mælkebøtter klar til at pynte bordet.

Dagens menu er hjemmegrillede burgers – og der måtte lige en delegation i Føtex for at købe pølser til at supplere med, da mange har fundet vej til Madklubben denne solskinsdag.

Langbordet tager form under den åbne himmel. Der er guitarspil og grillos i luften, mens snakken går lystigt mellem nye og gamle venner om alt fra ferier, kærester og tvangsindlæggelser.

Dagens menu er hjemmegrillede burgers – og der måtte lige en delegation i Føtex for at købe pølser til at supplere med, da mange har fundet vej til Madklubben denne solskinsdag.

Simon Fogh Karlshøj er Social Vært på INSP! Hans rolle er at skabe en stemning, hvor alle føler sig velkomne. Han har derfor et ekstra øje på, om alle har det godt og er en del af fællesskabet. Han spiller musik og hiver gerne guitaren frem for at pifte stemningen op.

”Jeg plejer at sige, at vi planter de unge om. Vi gøder og vander dem for, at de kan komme ud i den store verden og vokse sig stærke.”

Zenia kan gøre ting i setuppet på INSP!, som hun aldrig ville kunne som hjemmevejleder. Her sidder hun ofte en-til-en med de unge på deres værelse eller en café, men Madklubben er ”det virkelige liv”. Her får de unge mulighed for at øve sig på livet og blive en del af et fællesskab med andre unge uden for psykiatrien.

Zenia har ofte et årelangt forarbejde med de unge, inden de kommer på INSP!, og gennem hele forløbet holder hun hånden under dem… Det sker også nu, hvor interviewet bliver afbrudt af en frivillig fra Madklubben:

”Undskyld, må jeg forstyrre; ”Louise” har det ikke så godt!” – og så er Zenia på pletten. Klar til at give et klap på skulderen, trække lidt luft og forsøge at hjælpe den unge ind i fællesskabet.