Fleksible pladser kan skabe et pusterum for borgere, der står mellem tilbud i psykiatrien og har svært ved at være i eget hjem
- Socialområdet
- Sundhed Socialområdet, Sundhed
Kommunerne skal tilbyde flere fleksible pladser til borgere, der har behov for et tilbud i overgangen fra psykiatrien til den rette sociale støtte. Det har et flertal i Folketinget besluttet i 10-årsplanen for psykiatrien.
VIVE har samlet erfaringer fra medarbejdere på fleksible pladser i tre forskellige kommuner. Undersøgelsen er finansieret af Social- og Boligstyrelsen.
Formålet er at give inspiration til arbejdet i andre kommuner.
”Der findes ikke én ”bedste opskrift” på fleksible pladser. Men kommuner kan med fordel blive inspireret af erfaringer fra de tre meget forskellige tilbud, vi har undersøgt,” siger Jakob Trane Ibsen, chefanalytiker i VIVE.
Jakob Trane Ibsen har stået i spidsen for undersøgelsen, der har samlet erfaringer fra POLARIS i Herning Kommune, MPO-projektet i Holstebro Kommune og Pitstop i Aarhus Kommune.
Tilbuddene er meget forskellige. Medarbejderne fra alle tre tilbud vurderer dog, at fleksible pladser kan have stor betydning for borgerne.
Tæt koordination, klare aftaler og overlevering af viden
Samarbejde mellem sektorer og aktører er afgørende for, at der kan skabes et sammenhængende forløb for den enkelte borger. Tæt koordination, klare aftaler og overlevering af viden fremmer samarbejdet, det samme gør fysiske møder og faste kontaktpersoner.
Mikka Nielsen, seniorforsker i VIVE, opfordrer desuden kommuner til at inddrage borgernes ønsker, når de fleksible tilbud skal tilrettelægges.
”Vi ville gerne have undersøgt borgernes perspektiv på fleksible pladser. Det har ikke været muligt i denne undersøgelse, der har fokuseret på medarbejdere og lederes perspektiver,” siger Mikka Nielsen.
”Jeg mener, der er meget at lære på tværs af de forskellige tilbud, som vi har formidlet i vores rapport. Men det er klart, at når kommunerne skal tilrettelægge deres tilbud, så vil det være vigtigt for dem at inddrage borgernes perspektiver.”
Jakob Trane Ibsen og Mikka Nielsen har gennemført undersøgelsen sammen med Kasper Lemvigh, Amalie Märcher Thuesen og Elisabet Danielsen Kass.
VIVEs undersøgelse danner grundlag for, at Social- og Boligstyrelsen kan sammenfatte viden i en overordnet model for fleksible pladser. Modellen skal udvikles og afprøves i samarbejde med udvalgte kommuner.
Fleksible pladser
Fleksible pladser skal blandt andet skabe en overgang mellem psykiatrien i regionerne og socialpsykiatrien i kommunerne. Det er midlertidige tilbud til borgere, der venter på den rette indsats, efter de er blevet udskrevet.
I Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien fremgår det, at der er sket en stigning i antallet af borgere, som venter længe på den rette indsats. Det faglige oplæg til en 10-årsplan peger derfor på, at der er behov for mere fleksible tilbud.
I aftalen om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed har et flertal i Folketinget besluttet, at der skal etableres en forsøgsordning med fleksible pladser i kommunerne.
For at understøtte dette arbejde skal Social- og Boligstyrelsen udvikle og afprøve en model for fleksible pladser i perioden 2023-2026. Folketinget har bevilget finansiering til dette. Man kan læse mere om initiativet her.