18 år og overladt til sig selv

Ambitionen med den netop indgåede aftale om reformen ’Børnene først’ er blandt andet at sikre, at færre udsatte børn bliver udsatte voksne. Netop overgangen fra barn til voksen er skrøbelig, for når en anbragt ung fylder 18, venter der ofte en brat overgang til voksenlivet. Mens andre unge typisk får hjælp fra deres forældre til at håndtere deres boligsituation, økonomi, uddannelsesvalg og meget andet, kan tidligere anbragte unge i princippet være overladt til sig selv.

Nogle tidligere anbragte unge i alderen 18-22 år får dog tilbudt såkaldt ’efterværn’ af kommunen. Formålet med efterværn er at give den tidligere anbragte unge støtte til at etablere en selvstændig tilværelse på lige fod med andre unge, efter de officielt er blevet myndige voksne. En efterværnsindsats kan fx være at forlænge anbringelsen på en døgninstitution eller i plejefamilie. Det kan også være at udpege en fast kontaktperson eller etablere en udslusningsordning på det hidtidige anbringelsessted.

Til trods for, at tidligere anbragte har væsentligt svagere forudsætninger for at træde ind i voksenlivet end deres jævnaldrende, er det dog i dag kun lidt over halvdelen af de anbragte unge, som modtager efterværn umiddelbart efter, at de er fyldt 18.

Vi ved, at vi i dag taber for mange tidligere anbragte unge i overgangen til voksenlivet. Hvis formålet med reformen ’Børnene først’ bl.a. er at understøtte, at social udsathed ikke går i arv, er det derfor relevant at undersøge, om efterværnsindsatsen i dag er tilstrækkelig både i omfang og indhold.

Vi har udledt fire centrale elementer, som kan være med til at sikre en succesfuld overgang til voksenlivet for de tidligere anbragte unge.

For det første ser det ud til, at tidlig dialog med de unge og medinddragelse i tilrettelæggelsen af efterværnsindsatsen er helt central. Forskning peger eksempelvis på, at medinddragelse er med til at reducere unødige bekymringer hos den unge og samtidig sikre, at ophøret af anbringelsen opleves mindre brat. Derudover tyder forskning på, at tidligere anbragte, der har deltaget i planlægningen, og som føler sig lyttet til, faktisk oplever en mere positiv og succesfuld overgang til et selvstændigt voksenliv. Desværre er der tegn på, at de unge ofte ikke inddrages i forberedelsen af overgangen, som tingene er nu.

For det andet er der tegn på, at varigheden af efterværnsindsatsen har en betydning for, om de unge tidligere anbragte får et godt rodfæste i voksenlivet. Mange af de unge giver udtryk for, at de fortsat har brug for støtte efter efterværnets ophør. Man ser derudover i forskningen, at det har en negativ virkning, både i forhold til de unges uddannelse, beskæftigelse og indkomst, at de unge slippes, når de fylder 18, fremfor f.eks. når de fylder 20. Samtidig viser forskning, at unge, der kun har modtaget efterværn i en kortere periode, oftere optræder i hjemløsestatistikkerne.

For det tredje peger forskningen på, at støttende relationer er helt essentielle. En personlig relation til en engageret voksen samt adgangen til positive sociale fællesskaber har afgørende betydning for tidligere anbragtes voksenliv. Det kan eksempelvis være ved, at den unge tilknyttes en fast kontaktperson, en mentor eller en værts- eller kontaktfamilie. Essensen er, at en tillidsfuld relation til en gennemgående voksenfigur skaber tryghed og bidrager til, at den unge oplever en blødere og mere gradvis overgang til selvstændighed.

Netværk mellem tidligere anbragte unge kan også være gavnligt for nogle unge, men forskningen peger på, at netværk, der udelukkende inkluderer tidligere anbragte, kan blive meget isolerende for de unge. Her kan botilbud, hvor den unge bor sammen med jævnaldrende, der ikke har været anbragt, være en løsning, fordi det kan give de tidligere anbragte unge mulighed for tryghed, hjælp og rollemodeller. For det fjerde tyder forskningen på, at typen af efterværnsindsats kan have en stor betydning.

Resultater fra Norge indikerer fx, at efterværn i form af forlængelse af anbringelse i plejefamilie er særligt gavnligt for, om unge tidligere anbragte fuldfører en ungdomsuddannelse og kommer i beskæftigelse.

I ’Børnene først’ fremgår det, at vi, når vi som samfund først har taget ansvaret for et barn eller en ung, ikke må give op eller give slip, før den unge er godt undervejs ind i voksenlivet. Forskningen tyder på, at efterværn kan spille en afgørende rolle i at sikre en succesfuld overgang til voksenlivet. Med en god efterværnsindsats kan vi sikre, at samfundet lever op til vores oprindelige og helt grundlæggende intention bag anbringelsen: At skabe forudsætningerne for et godt liv for barnet trods social uretfærdighed fra start.

Forskningen peger på en række kriterier, der er vigtige for at understøtte en effektiv efterværnsindsats. Derfor er det afgørende, at vi baserer implementeringen af reformen på forskningsbaseret viden, så vi bedst muligt understøtter, at tidligere anbragte ikke overlades til sig selv, når de fylder 18 år.