Arbejdsområder
Vibeke Tornhøj Christensen fokuserer i sin forskning på betydningen af individets baggrund og livsstil for en række udfaldsmål. Inden for sundhedsområdet arbejder hun blandt andet på undersøgelser af tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet samt brug af psykologordningen. Hun har også forsket en del i vægt og vægtopfattelser samt betydningen af sociale karakteristika herfor.
Derudover deltager Vibeke Tornhøj Christensen i flere undersøgelser på uddannelsesområdet, hvor betydningen af baggrund også er omdrejningspunkt. Hun er projektleder for PISA-undersøgelserne i Danmark. I PISA-undersøgelserne undersøges 15-årige elevers faglige kompetencer såvel som skolemiljø og elevernes skolemæssige læringsstrategier, holdninger og erfaringer.
Metoder
Vibeke Tornhøj Christensen anvender hovedsageligt mikroøkonometriske metoder og arbejder kvantitativt. Hun arbejder både med register- og spørgeskemadata.
Baggrund
Vibeke Tornhøj Christensen er uddannet cand.scient.soc. og har en ph.d. i sociologi fra Københavns Universitet i 2010. Hun har arbejdet på forskellige forskningsinstitutter gennem sin karriere og blev i 2004 ansat i SFI, hvorefter hun arbejdede i det daværende AKF og KORA. Hun har arbejdet i VIVE siden oprettelsen i 2017.
I 2012 blev Vibeke Tornhøj Christensen udnævnt til Ung Elite Forsker af Det Frie Forskningsråd. Fra 2015 til 2018 var hun Co-National Project Manager og fra 2019 har hun været National Project Manager for PISA-undersøgelserne i Danmark.