Arbejdsområder
Lone Grøn har solid forskningserfaring på velfærdsområdet fra sit ph.d.-studie om livsstil og sundhedsfremme (2001-2005) og fra forskningsprojekter om kronisk sygdom, egenomsorg og aldring. Hun har været projekt- og forskningsleder på flere projekter, herunder ”Den kroniske patient” (2008-2009), ”Egenomsorg som led i patientuddannelse” (2009-2012), ”Vulnerability and inequality in old age in Denmark” (2013-2014) og ”Aging as a human condition” (2017-2021). Hun har desuden deltaget i projekterne ”Ethics after individualism” (2017-2022) ”Social contagion and cultural epidemics (2012-2017), der begge hører hjemme på Aarhus Universitet. Lone Grøn har løbende udviklet en fænomenologisk tilgang og forståelse, der danner grundlag for de erfaringsnære studier af patienter, borgere og familier – nærmere bestemt en antropologisk og kritisk fænomenologi, der undersøger samfundsmæssige problemstillinger, såsom overvægt, familieliv, aldring og demens.
Metoder
Lone Grøn er antropolog og arbejder hovedsageligt med etnografisk feltarbejde. Både traditionelle etnografiske metoder som deltagerobservation og interview samt mere eksperimentelle metoder som fx tegninger. I de senere år har Lone Grøn i stigende grad fokuseret på, hvordan man kan involvere mennesker, der lever med kognitive og sociale funktionsnedsættelser i forskningsprojekter og hentet inspiration hertil fra kunsten – både når det gælder dataindsamling, teoriudvikling og forskningsformidling.
Baggrund
Lone Grøn er cand.mag. i religionsvidenskab (1999) og har en ph.d. i antropologi (2005) fra Aarhus Universitet. I 2006 blev Lone Grøn ansat hos DSI, Dansk Sundhedsinstitut, som senere blev til KORA og nu VIVE. Lone har hjemtaget forskningsbevillinger fra en række offentlige kilder i Danmark (kommuner, regioner, sundhedsministeriet) samt fra VELUX FONDEN og har tætte samarbejder med både nationale og internationale forskningsmiljøer.